Nye restriktioner rammer Nordjylland: - Vi er midt i orkanens øje
Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix
Flere restriktioner i Nordjylland skal være medvirkende til at mindske den muterede coronavirus fra minkfarmene.
Der kommer nye restriktioner til Nordjylland torsdag.
I flere nordjyske kommuner vil der blive indført tiltag, der går længere end de nationale restriktioner, der lige nu er som følge af coronapandemien.
Det fortalte statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde onsdag eftermiddag.
Lige nu er vi midt i orkanens øje.
- Birgit Hansen, borgmester, Frederikshavn Kommune, Socialdemokratiet.
I Frederikshavn må borgmesteren ligesom resten af borgerne i kommunen og landsdelen vente til torsdag for at få viden om de nye restriktioner, der kommer til at påvirke Nordjylland.
- Lige nu er vi midt i orkanens øje og afventer nye restriktioner, siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Hansen (S).
Mandag og tirsdag oplevede Frederikshavn Kommune det højeste antal nye smittede kommunen overhovedet har registreret. Begge dage blev 16 nye konstateret smittede med coronavirus.
Folkesundheden vejer tungest
Onsdag eftermiddag ved borgmesteren endnu ikke, hvilke restriktioner der bliver lagt ned over kommunen, men Frederikshavn Kommune er klar til hurtigst muligt at rette ind i forhold til, hvad myndighederne siger.
- Der er noget, der er vigtigere end noget andet lige nu, og det er folkesundheden, siger Birgit Hansen (S).
Birgit Hansen understreger, at det viser alvoren i den situation Nordjylland og Frederikshavn står i lige nu, at der bliver indført yderligere restriktioner i landsdelen. Hun siger ligeledes, at det er farligt at gætte på, hvad de nye restriktioner indebærer.
- Kan der være steder, hvor vi bliver pålagt at lukke, siger Birgit Hansen spørgende.
Frederikshavn Kommune gør sig nu klar til torsdagen, hvor de nye restriktioner bliver fremlagt og en realitet for hele kommunen.
- Krisestaben mødes i morgen, så vi kan reagere på det vi bliver pålagt, siger Birgit Hansen.
Muteret virus
Der er registeret 12 personer med et muteret coronavirus, der stammer fra mink.
Den muterede virus har vist sig at reagere svagt over for antistoffer, og dermed kan en fremtidig vaccine være i fare.
Det er det, der har fået statsministeren til nu at varsle nye restriktioner i Nordjylland.
- Den muterede virus fra mink indebærer den risiko, at en kommende vaccine ikke vil virke som den skal, sagde statsminister Mette Frederiksen på pressemødet.
I Frederikshavn er borgmesteren klar til at gøre, hvad kommunen kan for at få styr på folkesundheden.