Minkavlere venter stadig på kompensation: - Der kommer ingen penge i kassen
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
John Haugaard har aldrig lavet andet end at være minkavler - nu skal han finde på noget nyt, for der kommer ingen penge ind på bankkontoen.
I over en uge har minkavlerne ikke hørt noget om deres fremtid. Det eneste, de ved, er, at der ingen penge kommer på bankkontoen.
Der er kun meget få opgaver tilbage på John Haugaards minkfarm lidt uden for Frederikshavn.
De allersidste opgaver er ved at blive gjort, hvor minkhallerne skal renses med vand og sæbe. Ellers er der kun mudder tilbage på farmen, der tidligere husede omkring 30.000 mink.
Det er jo et helvede vi gennemlever lige nu.
- John Haugaard, Minkavler, Frederikshavn.
Mens rengøringen af hallerne står på, går John Haugaard rundt i de haller, som han overtog efter sin far. I 60 år er der blevet avlet mink på farmen.
Nu er det definitivt slut med det livsværk, John Haugaards familie har opbygget gennem to generationer.
- Det er ganske forfærdeligt, jeg har et billede inde i frokoststuen, det er et udklip fra Frederikshavn Avis, hvor der står: John på seks år vil have mink som hans far. Det har jeg prøvet, men det er bare slut nu, og det gør så ondt, siger en tydelig rørt John Haugaard.
Forhandlinger på pause
November er normalt tidspunktet, hvor John Haugaard og andre minkavlere tjener deres penge, men i år er det helt anderledes.
- Der kommer ingen penge i kassen, siger John Haugaard.
I stedet for at sende deres skind mod auktionerne venter minkavlerne på, at Folketingets partier bliver enige om en kompensationsaftale til minkavlerne. De forhandlinger er lige nu sat på pause, fordi EU skal finde ud af, om kompensationen er i strid med EU’s regler for statsstøtte.
- Det er jo et helvede, vi gennemlever lige nu. Vi ved intet om, hvad vi får i kompensation. Det slider enormt hårdt på familien, siger John Haugaard.
Økonomisk håndsrækning kan komme på tale
Indtil partierne når frem til en aftale om kompensation, ønsker minkavlerne noget økonomisk sikkerhed. Det kan komme på tale i John Haugaards tilfælde, mener erhvervsordfører for Venstre, Torsten Schack Pedersen.
Lovgrundlaget for at slå mink ned på farme, hvor der har været smitte er nemlig på plads, så regeringen burde kunne sende et acontobeløb minkfarmernes vej, mener Torsten Schack Pedersen.
- Når det gælder erstatningerne på ekspropriation, så skal vi også tage højde for, at det må ikke tage for lang tid, og at der måske up front skal kunne betales et acontobeløb, siger Torsten Schack Pedersen (V).
I mens partierne stadig forhandler, har John Haugaard flere ansatte til at gøre de sidste minkhaller rene. Folk han ikke ved, om han kan betale. Det samme gør sig gældende for de folk, der hjalp til med at aflive minkene i starten af november.
- Det værste er den her uvished. Jeg synes, at vi har en god dialog med banken i den her situation, men uvisheden den er ved at slå os ihjel, simpelthen, siger John Haugaard.
Både min kone og jeg er begyndt at gå til psykolog, fordi vi sover dårligt.
- John Haugaard, Minkavler, Frederikshavn.
- Vi arbejder så hurtigt, som vi overhovedet kan, men vi er også optaget af at sikre, at der kommer fuldstændig og hel erstatning for et erhverv, der er blevet lagt i graven, siger Torsten Schack Pedersen (V).
Psykologhjælp er nødvendig
Den store uvished for John Haugaard giver ikke kun økonomiske problemer – også psykologisk er uvisheden hård for minkavleren og hans familie.
- Både min kone og jeg er begyndt at gå til psykolog, fordi vi sover dårligt. Vi ændrer simpelthen adfærd overfor hinanden, siger John Haugaard.
Om ti dage er det sidste arbejde på minkfarmen gjort, og så er der kun for John Haugaard at vente på en løsning.
- Vi ved ikke, om vi er købt eller solgt. Nu går vi ind i julemåneden, og jeg vil da virkelig håbe, at der snart sker noget, så vi også kan få lov at holde jul alle sammen, siger John Haugaard.
Vi arbejder så hurtigt, som vi overhovedet kan.
- Torsten Schack Pedersen, Erhvervsordfører, Venstre.
Indtil han ved, hvilket ben han kan stå på, går John Haugaard rundt imellem de minkhaller, han har gået flere titusindvis af skridt på hver dag siden han var seks år. Minkhaller, der nu ikke længere kan bruges til noget.