Minister giver løfte til Elling-borgere
Der har adskillige gange været problemer med oversvømmelser ved Elling Å.
Transportministeren lover, at Elling-borgere ikke skal frygte oversvømmelser næste vinter.
I årenes løb har der adskillige gange været problemer med oversvømmelser ved Elling Å. Flere gange er der lovet bod og bedring, men den endelige løsning lader endnu vente på sig.
Til stor frustration for både Elling-borgerne og Frederikshavn Kommunes borgmester Karsten Thomsen (S), som har sendt et brev til transportminister Thomas Danielsen (V), hvor han efterspørger en løsning hurtigst muligt.
Vejdirektoratet havde lovet, at problemerne med oversvømmelser var løst senest i efteråret 2024, hvor en udvidelse af røret under hovedvejen Skagensvej skulle have været gennemført. Projektet er dog blevet forsinket.
- Desværre har det vist sig på grund af miljøpolitiske spørgsmål, at selve miljøforundersøgelserne har taget længere tid, end vi havde regnet med og håbet på. Så projektet kommer først i gang her til efteråret, siger transportminister Thomas Danielsen (V).
Ikke godt nok, mener borgmesteren.
- Ud fra den situation, man står i som borger i Elling, og med den trafik, der skal afledes, så synes jeg, at det er kritisabelt, at vi først kan få en løsning i efteråret 2025. Det er alt for lang tid at vente, siger Karsten Thomsen (S).
Elling-borgerne må altså væbne sig med tålmodighed lidt endnu, men til gengæld får de nærmest en garanti fra transportministeren.
- Det tager ikke lang tid at lave, når først alle miljøtilladelser er på plads, og derfor er jeg helt fortrøstningsfuld ved, at man ikke kommer til at stå i en lignende situation igen næste vinter, siger Thomas Danielsen.