Masser af børn var med til at fejre skoleidrættens jubilæum
Se tv-indslag om Foreningsfestivalen i Frederikshavn
Flere end 200 elever fra seks skoler i Frederikshavn var onsdag til foreningsfestival ved Dansk Skoleidræts markering af organisationens 75-års jubilæum.
Dansk Skoleidræt har eksisteret i 75 år, og det blev onsdag markeret i Frederikshavn med en foreningsfestival, der kombinerede jubilæet med et charmefremstød for egnens mange idrætsforeninger.
Frederikshavn Cheerleaders var blandt de foreninger, der tog imod børnene, der fik mulighed for at kombinere gymnastik med dans.
Dagen skulle gerne skabe et bånd mellem foreningerne og skolen, fortæller Lasse Rosenlund, der er lærer på Bangsbostrand Skole.
- Målet er jo at få flere medlemmerne, så foreningerne kan blomstre. Så de kommer ind her og viser eleverne fra fjerde klasse, hvad foreningen har at tilbyde, siger han.
Dagens aktiviteter
- Cheerleeding
- Atletik
- FDF
- Cirkus
- Skøjtning
- Brydning
Stor interesse for cheerleading
Cheerleaderne havde god succes på Bangsbostrand Skole.
- Instruktøren sagde, at mange af eleverne var interesserede, og der var flere, der allerede nu kunne sige, de gerne vil prøve en gang eller to, siger Lasse Rosenlund.
Foreningsfestivalen i Frederikshavn er en af flere aktivitetsdage i Dansk Skoleidræt Kreds Nordjylland, som i løbet af året blandt andet tilbyder stævner, turneringer, træf og lærerkurser for områdets skoler. Foreningsfestivaler er en fast tradition, men i år er dagen ekstra stor, da den samtidig er kredsforeningens markering af Dansk Skoleidræts 75-års jubilæum.
Dansk Skoleidræt
- Dansk Skoleidræt er en landsdækkende, non-profit idrætsorganisation, der arbejder for at fremme alle elevers læring og trivsel gennem idræt og bevægelse i en varieret skoledag.
- Dansk Skoleidræt er som den eneste organisation i Danmark stærkt forankret i både skoleverdenen og idrætsverdenen. Gennem 15 kredsforeninger, der alle drives af aktive idrætslærere, forgrener organisationen sig helt ud på lærerværelserne, på boldbanen og i idrætshallen - og bringer skoleidrætten ud i alle dele af landet.
- Hvor landssekretariatet i Nyborg bl.a. udvikler inspirationsmaterialer til skolernes arbejde med idrætsfaget og med bevægelse i undervisningen, sørger kredsforeningerne for at arrangere stævner, turneringer, træf og andre arrangementer, skolerne lokalt kan deltage i.
- Den 28. september 2021 fylder Dansk Skoleidræt 75 år. Det bliver i hele skoleåret 2021/22 fejret med jubilæumsaktiviteter rundt omkring i landet.
Mere om Dansk Skoleidræts historie og arbejde i det nye jubilæumsmagasin og på www.skoleidraet.dk
Kilde: Dansk Skoleidræt