Mangeårig toptræner i spidsen for Moderaterne - stiller op til byrådet
Foto: Ivan Johan Hansen / TV2 Nord
Moderaterne så dagens lys i 2022 og kom med det samme i Folketinget og regeringen. Nu vil de også i byrådet i nordjysk kommune.
Der kommer et nyt parti på sedlen, når borgerne i Frederikshavn Kommune skal i stemmeboksen til kommunalvalget i november 2025.
Moderaterne har nemlig meddelt, at de stiller i kommunen for første gang nogensinde. Det skriver Kanal Frederikshavn.
Formanden for Moderaterne i kommunen er også et ganske kendt ansigt. Det er Morten Arvidsson, der er mangeårig toptræner i håndbold. Han bliver også selv en af kandidaterne på stemmesedlen.
- Moderaterne søger lige nu aktivt efter kandidater, som drømmer om at have direkte indflydelse på beslutningerne i vores lokalsamfund. Vi leder efter folk, som har lyst til at samarbejde med andre dedikererede og passionerede mennesker, få dybere indsigt i kommunens arbejde og præge processerne, men fremfor alt repræsentere borgerne i Frederikshavn Kommune, siger Morten Arvidsson til Kanal Frederikshavn.
Morten Arvidsson er lige nu træner for FfI Håndbold i 3.division, mens han tidligere har været træner i Elitesport Vendsyssel, Randers HK og Vendsyssel Håndbold, mens han også har bestridt flere trænerposter i udlandet.
Nu forsøger han sig som politiker, og det er ikke afgørende, om man har en politisk karriere bag sig. Det er han selv et eksempel på, at man ikke behøver.
- Kommunalpolitik er tæt på virkeligheden, og vi ønsker at være lyttende, samlende og skabe udvikling. Vi er optaget af at være vælgernes talerør og basere beslutninger på viden og ikke på tro. Men vi har en stor tro på, at vi kan gøre en forskel og skabe et endnu bedre politisk miljø til glæde for borgerne, udtaler Morten Arvidsson.
Målet er, at der skal være mindst syv kandidater på listen i løbet af efteråret.