Foto: Henriette Maj Pedersen / TV2 Nord
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kritik af undersøgelse om kaos på havn - nu svarer advokatfirma

Der er ikke forskel på, hvad der kan vurderes i en almindelig advokatundersøgelse og i en uvildig advokatundersøgelse.

Sådan lyder det fra Lise Lauridsen fra advokatfirmaet Bech-Bruun.

De er hyret til advokatundersøgelsen, der skal dykke ned i den økonomiske krise Frederikshavn Havn er havnet i.

- Konklusioner om eventuelle fejl og forsømmelser kan uden problemer afdækkes i en advokatundersøgelse, selvom denne ikke kan betegnes som ”uvildig”, siger Lise Lauridsen, der er partner i Bech-Bruun.

Spørgsmålet om forskellen på en almindelig advokatundersøgelse og en uvildig advokatundersøgelse er blevet aktuelt, efter en politisk debat i Frederikshavn Byråd.

Her beskyldte kritikere det socialdemokratiske flertal for at være i gang med at bestille en advokatundersøgelse, der har karakter af "ren håndvask".

Et flertal i byrådet har nemlig besluttet, at det er advokatfirmaet Bech-Bruun, der stå for at lave en almindelig advokatundersøgelse af havnens økonomiske morads.

- Hvordan kunne det gå så galt

Dermed skal der ikke laves en såkaldt "uvildig" advokatundersøgelse, som borgmester Birgit S. Hansen ellers tilbage i april officielt stod frem og opfordrede til.

Dengang sagde borgmesteren blandt andet, at det er vigtigt at få lavet en undersøgelse, hvordan det kunne gå så galt for havnen, således at der ikke er fejet noget ind under gulvtæppet.

På sin egen Facebook-side skrev borgmesteren:

"Jeg beder i morgen byrådet om opbakning til, at vi bestiller en sådan uvildig, grundig undersøgelse," indleder hun, inden hun uddyber:

"Hvorfor? Fordi det her kalder på svar! Hvordan kunne det gå så galt? Hvem har sovet i timen? Har nogen snydt/bedraget? Skal der ske politianmeldelse?" spørger hun blandt andet og påpegede i opslaget at det ikke var muligt at debattere på et oplyst grundlag:

"Det mener jeg ikke, vi kan nu. Der er altså for mange, der lige ved noget, og skyder med skyld og sætter bussemænd her og der! Lad os få nogle svar!" slutter borgmesteren.

- Det bliver ren håndvask

I dag rejser blandt andre medlemmer af Venstres byrådsgruppe kritik af, at man fra byrådets side vil hyre advokatfirmaet Bech-Bruun til en almindelig advokatundersøgelse – i stedet for en uvildig advokatundersøgelse.

- Det ligner bestillingsarbejde, og det kan vi ikke være tjent med, for hver en sten skal vendes i den her sag, sagde Lone Haugaard (V), da der i forbindelse med det seneste byrådsmøde skulle stemmes ja eller nej til at hyre advokatfirmaet.

- En sådan advokatundersøgelse er ikke pengene værd, understregede hun.

Hendes partikollega, Jens Borup (V), mener, at advokatundersøgelsen umuligt vil få sandheden frem om hvad, der egentlig er sket på Frederikshavn Havn.

Venstres Mette Hardam stemte imod advokatundersøgelsen med begrundelsen, at "det bliver en ren håndvask".

Undersøgelse dyrere end først antaget

Advokatundersøgelsen kommer til at omhandle den økonomiske krise i havnen og den 1,6 milliarder kroner store gæld, som Frederikshavn Havn nu har overladt til Frederikshavn Kommune, efter en midlertidig direktion smed håndklædet i ringen i forsøget på at rette op på havnens økonomiske kaos.

De seneste måneder er det økonomiske kaos i havnen endevendt af blandt andre tidligere departementschef i Statsministeriet, Karsten Dybvad.

Det er blandt andet tilbagemeldinger til politikerne om en række ting, som ser mystiske ud, der har ført til beslutningen om at lave en advokatundersøgelse.

Undersøgelsen skal undersøge ledelsesmæssige beslutninger og om, der er begået "ansvarspådragende handlinger."

I første omgang var undersøgelsen budgetteret til at koste 1,5 millioner kroner, men det beløb har et flertal i byrådet i Frederikshavn netop nikket ja til at hæve med en million.

Således regner man med, at advokatundersøgelsen fra Bech-Bruun kommer til at koste 2,5 millioner kroner.

Med i fyring af direktør

Advokatfirmaet Bech-Bruun har tidligere været inde over problemer på Frederikshavn Havn.

Firmaet kom ind i sagen om Frederikshavn Havn via den nye bestyrelse, hvor Bech-Bruun var med til at udrede nogle ting om den gamle bestyrelse, der gik af. 

Blandt andet det, der ligger til grund for afskedigelsen af den tidligere direktør Mikkel Seedorff Sørensen.

Nu skal firmaet kigge på hele forløbet frem til kommunen fik nøglerne igen.

Advokatundersøgelsen, der ikke kan kaldes uvildig, da firmaet i forvejen har kendskab til sagen, kan dog sagtens være alt andet end “håndvask”.

- Konklusioner om eventuelle fejl og forsømmelser kan uden problemer afdækkes i en advokatundersøgelse, selvom denne ikke kan betegnes som ”uvildig”, lyder det fra Bech-Bruun-partneren Lise Lauridsen.

Det er indholdet af advokatfirmaets kommission, som afgør, om Bech-Bruun skal forholde sig til, om nogen kan drages til ansvar for "eventuelle konstaterede fejl og mangler."

Og det er netop en del af det, som Frederikshavn Kommune har bedt advokatfirmaet om at undersøge.

Kommunen skriver, at man ønsker, at der foretages en vurdering af, "om - og i givet fald i hvilket omfang – Frederikshavn Havn eller Frederikshavn Kommune kan gøre et ansættelsesretligt og eller erstatningsretligt ansvar gældende."

Advokatundersøgelsen ventes at være færdig inden årets udgang.


ADHD, autisme, ordblindhed og anoreksi: Mellanie føler sig svigtet af Danmark

Der er ikke ret meget, der har været let, almindeligt eller normalt i Mellanie Villefrances liv indtil videre.

Det kan næsten være svært at begribe, at så mange udfordringer skulle ramme det samme menneske på én gang. Men ikke desto mindre er det virkeligheden for 27-årige Mellanie Villefrance fra Støvring.

Hun er født med autisme og ADHD, ligesom hun har kæmpet med anoreksi det meste af sit liv. Og så er hun tilmed ordblind.

Hun har fortalt sin historie til en såkaldt ghost writer, der har omdannet hendes tanker og ord til en bog.

Og titlen – 'Fjenden i mig selv' – er ikke tilfældig.

- Den handler om, at jeg er min største fjende. Som jeg siger til folk: Den, jeg er allermest bange for i hele verden, det er mig selv. Jeg har været så syg, at jeg har været ved at dø et par gange. Og jeg har været så syg, at man ikke kunne nå ind til mig, fortæller hun og uddyber:

- Så derfor syntes jeg, at jeg skulle skrive det ned for at få det ud af mit hoved.

Det fortæller hun i denne uges udgave af Indblik.

Barsk fortælling

'Fjenden i mig selv' udkom i begyndelsen af 2024 og beskriver et liv, som har været præget af psykisk sygdom, indlæggelser og institutionsophold.

Det er barsk læsning. Så barsk, at det ikke er alle i Mellanies familie, der har læst bogen.

- Min mormor har for eksempel et eksemplar. Hun nåede kun at læse den første side, før hun stortudede. Så hun har sagt til min morfar, at han ikke skal læse den, da han har pacemaker, fortæller hun.

Se hele episoden her.

Skarp kritik af ’systemet’

Mellanie Villefrance lægger ikke skjul på, at hun med bogen gerne vil forsøge at hjælpe andre, der måtte stå i samme situation som hende – eller er pårørende til personer i lignende situationer.

Samtidig er det en fortælling om et system, som Mellanie føler, i den grad har svigtet hende.

- Er der noget, jeg er sur på, så er det systemet vi har i Danmark!

- De har ikke lyttet. De har ikke taget hånd om tingene. Og de tænker simpelthen ikke over, hvordan det for eksempel påvirker dem, der har diagnoser, siger hun og retter dermed en indirekte kritik af både psykologer, læger og pædagogisk personale, hun har mødt i løbet af sit liv.

Du kan møde Mellanie Villefrance og blive klogere på tankerne bag hendes bog i denne uges udgave af magasinet Indblik. Find alle afsnit af Indblik på tv2nord.dk/indblik.


Foto:

Kaptajn Bøhmand: Sejlede på grund i brandert

Det sejlede for kaptajnen.

Kaptajn Bøhmand: Sejlede på grund i brandert

Det var hverken dårlig sigtbarhed eller høj sø, der var skyld i en grundstødning i Limfjorden i sommeren sidste år. Derimod mener politiet, at det bogstaveligt talt sejlede for skipperen, som efterfølgende fik målt en kæmpe-promille.

Grundstødningen skete 19. juli 2023 ved 22-tiden om aftenen i Louns Bredning.

Bag roret stod en nu 56-årig mand, da båden gik på grund, og manden efterfølgende måtte reddes i land.

Det sejlede åbenbart så meget for manden efterfølgende, at politiet fandt anledning til at tjekke hans alkoholpromille.

Omkring midnat samme aften blev der taget en blodprøve, som ifølge oplysningerne i sagen viste en promille på hele 2,04.

På det grundlag mener politiet, at manden har været ude af stand til at føre båden på fuldt betryggende måde, som det hedder i loven.

Efter planen skal den 56-årige mand møde i Retten i Aalborg onsdag, og her vil politiets anklager gå efter at få manden idømt en frihedsstraf, ligesom manden risikerer at miste retten til at føre en båd i op til et år.

Promiller til søs

Promillegrænsen er på 0,50, men den gælder kun for fartøjer, der kræver, at fører/styrmand skal have en uddannelse til at føre båden, samt for vandscootere og lignende fartøjer.

For en lang række små- og fritidsbåde er der således ingen decideret promillegrænse. Til gengæld hedder det i reglerne:
'Du må ikke sejle i en tilstand, hvor du er så påvirket af alkohol eller andre rusmidler, at du er ude af stand til på fuldt betryggende måde at udføre dine opgaver af væsentlig betydning for sikkerheden'.
I vurderingen af, om det er tilfældet, indgår promillen med en betydelig vægt.

Kilde: Søfartsstyrelsen


Foto: Foto: Tommy Hald

Inden efterårsferien skal der vælges studieretning på Nørresundby Gymnasium, og her var der stor opmærksomhed på den nye forsvarslinje.

Det er lidt over en måned siden, at de nye elever på Nørresundby Gymnasium begyndte på skolen, men en fastdefineret studieretning er de ikke begyndt på.

20 af eleverne valgte den nye forsvarslinje, men hele 60 var med på rundvisning hos Søværnet i Frederikshavn, da linjen stadig kan få flere - eller færre - elever.

Blandt de 60 elever var Christinna Højer og Agata Jancewicz.

- Jeg er slet ikke sikker på, hvilken linje jeg vil på endnu, så bare for at komme ud og se lidt. Og så har jeg tidligere gået på HTX, og der ville jeg gerne på beredskabslinjen. Jeg tænkte, at det her var lidt det samme, siger Christinna Højer,og Agata Jancewicz tilføjer:

- Jeg synes, det lyder mega spændende. Jeg kan godt lide, at man er fysisk i gang i stedet for bare at sidde i bøgerne hele dagen.

Begge de to er også stadig varme på tanken om at vælge linjen efter besøget i Frederikshavn, selvom de ikke blev endeligt afklaret.

For Søværnet er det en form for charmeoffensiv, da man har brug for både nyt grej, skibe - og nye folk. Rektoren på Nørresundby Gymnasium, Søren Hindsholm, tror mest på, at flere vælger den nye forsvarsstudieretning.

- Der er over 60, der er med rundt og ser søværnet her i Frederikshavn, og som kommer op til trænregimentet på torsdag og ud på luftbasen næste mandag. Og den interesse, der er blandt eleverne, mærker jeg også, når de henvender sig til mig. Den er stor, fortæller han.


Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Batter pengene overhovedet? - Langt fra nok, men et skridt på vejen

Hos politikkerne tror de på, at løftet er nok, selvom der er blevet sparet i de seneste år. Et smertensbarn har været psykiatrien - det får nu et løft på 12 millioner kroner, men er det overhovedet nok?

Mandag udkom Psykiatrifonden med tal for, at tilstandene i børne- og ungdomspsykiatrien er meget grelle.

Faktisk blev hele 77 procent af børn og unge i Region Nordjylland udredt udenfor de lovbestemte dage, men der kan være håb på vej til psykiatrien i Nordjylland.

Der er nemlig i det netop indgåede budgetforlig for regionen afsat 12 millioner kroner til området. Men er det nok penge til at redde området?

- Jeg tror, det er langt fra nok. Men det er et skridt på vejen. Det handler jo ikke udelukkende om penge - det handler også om, at vi ikke altid har den kapacitet, der skal til. At vi ikke har læger nok, siger Lene Linnemann, medlem af Region Nordjylland for SF, og fortsætter:

- Men det her er en god hjælp, og der er rigtig mange gode tiltag fra psykiatrien. De har nogle rigtig gode forslag til forbedringer, som vi nu kan sætte i gang på grund af de her 12 millioner kroner.

Mads Duedahl (V), regionsrådsformand i Region Nordjylland, er enig i, at det er et skridt på vejen.

- Vi må jo indrømme at sige, at der er meget pres på det danske sundhedsvæsen. Men specielt børne - og ungdomspsykiatrien er under et enormt pres. Men her den anden dag fik vi jo en fantastisk donation - en historisk høj donation til børne - og ungdomspsykiatrien - på i alt 180 millioner over de kommende år. Og ved siden af nu, det investerer vi nu 12 mio. ekstra om året, siger han og fortsætter:

- Og det kommer til at gøre en forskel. I forhold til at kunne få ventelisterne bragt ned, men også i forhold til at gøre noget tidligt. Særligt forbyggende i forhold til børn og unge, der har det skidt, der er i mistrivsel, der desværre ender i psykiatrien. Måske vi kunne hjælpe dem lidt tidligere, så de ikke ender der i deres liv.

Smertensbarn

De 180 millioner, regionsrådsformanden taler om, kommer fra Novo Nordisk Fonden og Det Obelske Familiefond. Her er pengene doneret til et femårigt projekt, som skal komme med konkrete løsninger på, hvordan man kan nå målsætningerne på det børne- og ungdomspsykiatriske område.

Mads Duedahl erkender dog også, at man har haft de dårlige præstationer på det psykiatriske område i tankerne, da budgettet blev lagt.

- Helt bestemt. Vores smertensbarn her i regionen er, at der er alt for mange børn og unge mennesker, der går med en psykisk lidelse. De skal have noget hjælp og står alt for lang tid på en venteliste. Vi må også bare sige, at tingene har ændret sig desværre til det værre de seneste år, siger han og fortsætter:

- Over de sidste 10 år er der cirka dobbelt så mange børn og unge mennesker, der står på venteliste i forhold til at få en diagnose. Så vi har brug for at lave en indsats, og det tager vi de første skridt på nu, slutter han og tilføjer, at der til næste års budget kan blive kigget på yderligere penge til psykiatrien.

Du kan læse mere herunder om, hvilke andre områder der tilføres penge i budgetforliget:


Foto:

Bliver besøgt af 40.000: Har stadig kun ét toilet

17. september 2023 kom Aggersborg på UNESCO's Verdensarvsliste, og på 365 dage har Vesthimmerlands Museum mærket, hvordan ansvaret er steget markant.

Det var en stor dag for både Vesthimmerlands Museum og Kommune, da vikingeborgen Aggersborg blev optaget på UNESCO's prestigefyldte Verdensarvsliste sidste år.

Og siden da er gæsterne - danske såvel som udenlandske - strømmet til den over 1000 år gamle ringborg.

- Vi har haft gæster fra hele Norden, Tyskland og endda nogle fra USA, der har været på vikingeture. I februar fik vi opstillet nye tællere, og indtil videre har vi haft over 40.000 gæster. Det højeste, de gamle tællere kom op på, var 20.000 gæster om året, siger konstitueret direktør og UNESCO Site Manager, Maria Clement Hagstrup.

Med en plads på Verdensarvslisten følger dog også forhøjede forventninger fra gæsterne og et større ansvar på museets skuldre.

- Vi har over 1000 års historie, som vi skal formidle på en ordentlig måde, siger Maria Clement Hagstrup.

- Vi forhaster os ikke

Allerede dagen efter optagelsen på Verdensarvslisten gik personalet på Vesthimmerlands Museum i planlægningsmode for, at man kan give gæsterne en 'Verdensarvs-oplevelse".

- Vi har et et-års perspektiv, et fem-års perspektiv, og om ti år har vi forhåbentligt et nyt og stort formidlingscenter, hvor vi kan tage godt imod de mange besøgende. Næste sommer håber vi i hvert fald at have et midlertidigt velkomstcenter, forklarer Maria Clement Hagstrup.

Og man har allerede taget de første skridt.

- Vi har frisket vores udstillingshus op og vi har også arbejdet på at forbedre vores digitale side, siger den konstituerede direktør.

Især de nuværende faciliteter er man godt klar over ikke er tilstrækkeligt, når man bliver besøgt af over 40.000 gæster. Blandt andet er parkeringspladsen forholdsvis lille, og så har man kun ét toilet.

Men man maner stadig til ro, når det kommer til udvidelsen og forbedringer ved ringborgen, som kommer til at tage lang tid.

- Vi forhaster os ikke. Nogle vil måske tro at man får en stor sæk penge, når man bliver en verdensarv. Det gør man ikke, man får et masse ansvar, siger Maria Clement Hagstrup med et grin og fortsætter.

- Jeg møder mange, der spørger 'skal i ikke gøre noget', men vi arbejder stenhårdt lige nu bag kulisserne. Vi er i dialog med fonde, hvor vi heldigvis mærker en stor interesse, og så er der også nogle fredninger i området, så vi kan ikke gøre hvad som helst.

Helt særligt

Selvom man har kunnet mærke stigende forventninger, pres, efterspørgsel og ansvar, er det ikke noget, der tager modet af Maria Clement Hagstrup.

- Jeg synes, det er super spændende. Det er rigtig få, der får lov til at arbejde med en verdensarv. Det er noget helt særligt at være med til at udvikle, siger hun.

Hun har også is i maven, når det kommer til det fremtidige arbejde.

- Man kunne sikkert hurtigt få samlet en masse penge ind, og begynde på alle mulige projekter. Man skal tænke sig om og have det endelige resultat i tankerne, fortæller Maria Clement Hagstrup.