Hyldes efter 800 kampe for samme klub: - Jeg får hjemvé, hvis jeg kommer syd for Sæby
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Rivalopgøret fredag aften bliver ekstra specielt for især én spiller.
Det er en ægte klubmand, der fredag aften trækker den hvide Frederikshavn White Hawks-trøje over hovedet med det faste nummer 12 på ryggen.
Rasmus Søndergaard bliver nemlig hyldet, efter han mod Rødovre spillede sin kamp nummer 800 for ishockeyklubben - klubben, han altid har spillet i.
- Jeg har været heldig på en eller anden måde. Jeg har ikke været så meget skadet og har haft en klub, der har troet på mig og har kunnet bruge mig i mange år. Så ja, så står man her 800 kampe senere, lyder det fra hovedpersonen selv.
Siden 2017 har den 34-årige back samtidig haft den store ære at være kaptajn for Frederikshavn White Hawks, og det har han båret med stor stolthed.
Og han har aldrig haft lyst til at spille andre steder.
- Det har passer mig rigtig fint i Frederikshavn, og jeg er lidt en tryghedsnarkoman, så når jeg kommer syd for Sæby, begynder jeg at få hjemvé, siger Rasmus Søndergaard med et smil.
Se interviewet med Rasmus Søndergaard herunder:
Rasmus Søndergaard er ikke kendt for at lave de fleste point for holdet i løbet af en sæson, men han er holdspiller helt ud i storetåen på sine skøjter, og han har altid gået forrest, når der skal kæmpes om pucken på isen.
Uden for isen er Rasmus Søndergaard familiefar med tre børn, og han jonglerer også lige et fuldtidsarbejde hos Frederikshavn Kommune.
- Det kan godt være lidt hårdt, når man slår øjnene op efter et par timers søvn, men jeg synes stadigvæk, det er det hele værd, fordi jeg ved, at jeg ikke lige får muligheden igen om to år.
Han spiler desuden sammen med sin lillebror Thomas hos Frederikshavn White Hawks, men lillebror skal ikke forvente at se storebror spille yderligere 200 kampe, så han rammer de 1000 kampe..
- Arh, det tror jeg ikke, at min krop kan holde til, siger jubilaren Rasmus Søndergaard, men gør det dog klart, at motivationen til at spille videre stadig er stor.
Frederikshavn White Hawks spiller fredag aften 19.30 hjemme mod lokalrivalerne fra Aalborg Pirates. Kampen kan du følge på Metal Ligaens hjemmeside.