Indkalder til ekstraordinære møder om havneovertagelse
Både økonomiudvalget og byrådet i Frederikshavn er hasteindkaldt til ekstraordinære møder onsdag aften. Eneste punkt på dagsorden er kommunens overtagelse af Frederikshavn Havn.
Onsdag afleverer den nuværende ledelse på Frederikshavn Havn nøglerne til Frederikshavn Kommune, som dermed overtager driften af den nødlidende havn, og for at det kan ske, skal det vedtages i byrådet. Derfor er både økonomiudvalget og byrådet indkaldt til ekstraordinære møder onsdag aften.
Siden Frederikshavn Havns direktør Poul Knudsgaard og formanden for bestyrelsen Karsten Dybvad på et temamøde for medlemmer af byrådet den 24. april redegjorde for, at Frederikshavn Havn ikke var i stand til at videreføre driften på grund af manglende penge i kassen, har der været arbejdet på en plan for kommunens overtagelse.
Gruppeformændene for de forskellige partier har været samlet flere gange. Senest i mandags.
- Vi har alle gruppeformændene samlet rundt om bordet, og vi har lige skullet finde ud af, hvad opgaven var, før byrådet blev kaldt sammen, og derfor har vi besluttet, at de skal kaldes sammen i morgen, som jo er dagen, hvor vi får nøglerne, siger borgmester Birgit Stenbak Hansen (S).
Millioner af kroner skal findes
Frederikshavn Havns likviditet er så presset, at det vurderes, at der de næste to og et halvt år mangler omkring 120 millioner for, at økonomien hænger sammen. Her og nu skal der findes 37 millioner kroner, så havnen er i stand til at betale regninger og afdrag på lån resten af året.
På de ekstraordinære møder i morgen, onsdag, skal politikerne således tage stilling til en række tillægsbevillinger, som sikre havnens drift i den kommende tid.
- Der foreligger nu en beskrivelse af, hvad det er for nogle penge, som vi skal finde på kort sigt, og det er omkring 35 millioner kroner, og så arbejder alle gruppeformændene sammen om, hvad der skal ske næste år, siger borgmesteren.
På de ekstraordinære møder i morgen skal politikerne tage stilling til følgende bevillinger til havnen. Det fremgår af dagsordenen for møderne:
- Der gives driftsbevilling for indtægter på -61,5 millioner kroner.
- Der givers driftsbevilling for udgifter på 25,5 millioner kroner.
- Der gives en bevilling til renteudgifter på 25,4 millioner kroner.
- Der gives en bevilling til anlæg på 20,4 millioner kroner.
- Der gives en bevilling til afdrag på langfristet gæld på 37,8 millioner kroner.
- Der gives en bevilling til indfrielse af kassekredit på 10,2 millioner kroner.
- Der gives en bevilling til låneoptagelse på -20,4 millioner kroner.
- Der gives en bevilling til finansiering af underskud på -37,4 millioner kroner fra kommunens kassebeholdning.
Økonomiudvalgsmødet holdes klokken 19.45, og byrådsmødet finder sted umiddelbart efter.