Husker du? Da lia stod i sit livs krise, bankede Jonna på døren
Iia Madsen og Jonna Thygesen har i dag et tæt forhold.
Se ”Fra Krim til Skagens bølger” nederst i artiklen eller på TV 2 PLAY.
Denne artikel er en genudgivelse, da vi genudsender programmet i aften på TV2 Nord Salto efter nyhederne.
- Det var som at køre på motorvejen og rykke i håndbremsen. Hele livet stopper.
Sådan beskriver Iia Madsen det øjeblik, hvor hun og hendes mand Jimmy fik at vide, at deres 5-årige søn Johnny havde leukæmi.
Familien havde 15 minutter til at pakke taskerne i hjemmet i Skagen og køre til Skejby Sygehus, hvor Johnny skulle i kemobehandling. Her flyttede de ind i Familiehuset, som er et sted for familier til alvorligt syge børn.
To måneder inde i behandlingsforløbet ramlede Iias verden endnu en gang. I nyhederne kunne hun se, hvordan hendes hjemland Ukraine var blevet invaderet af Rusland.
- Det var uhyggeligt at få sådan en nyhed, mens man var indlagt med sit barn – at der var krig i mit land. Det var overvældende, siger Iia Madsen, der med det samme kontaktede sine venner i Kyiv.
- Jeg ringede til dem, mens de kørte ud af byen. Ting eksploderede, og der blev bombet, mens jeg snakkede med dem, fortæller hun.
Mødte kærligheden på italiensk café
Iia er født og opvokset på Krim, men da halvøen blev annekteret af Rusland i 2014, flyttede hun til Italien, hvor hendes mor boede.
Her var hun med til at starte en café – og en dag kom Jimmy Madsen fra Skagen ind på caféen for at få en kop kaffe.
Det blev til mere end bare en enkelt kop, for med det samme slog det gnister mellem Iia bag disken og Jimmy, der var på gennemrejse i Italien.
Iia fortalte Jimmy om sin passion for kunst. Som 12-årig begyndte hun på kunstskole på Krim, og siden studerede hun billedkunst og arkitektur på akademiet i Kyiv.
Drømmen var at blive kunstmaler – en drøm, der fik Jimmy til at spidse ører.
- Så fortalte jeg om Skagen og om hvor fedt, det var. Det var perfekt at komme herop til Skagen, siger Jimmy Madsen.
I 2015 forlod Iia Madsen Italien for at flytte op til Jimmy i Skagen.
Her blev hun dybt fascineret af bølgerne, og hun blev nærmest besat af at portrættere bevægelserne i havet omkring Skagen.
- Der er power i vand. Det kan både være farligt og utroligt smukt, siger Iia Madsen.
Jonna var et lyspunkt
Iia Madsen fik succes med sine malerier af bølgerne ved Skagen.
Der var flere udstillinger på vej, og hun var netop blevet kontaktet med henblik på at udstille i Canada, da familiens verden med et blev forandret 6. december 2021, hvor sønnen Johnny fik konstateret leukæmi.
Livet blev sat på pause for en stund, og familien stod over for et langt og udmattende behandlingsforløb på Skejby Sygehus.
Det var her, IIa Madsen befandt sig, da nyheden om russisk invasion af Ukraine kom 24. februar 2022.
Men midt i alt det triste dukkede et lille lyspunkt op, da det bankede på døren til stuen på sygehuset, hvor Johnny var indlagt.
- En dame kom med en lille pose med en bamse og nogle gaver til Johnny. Hun havde hørt, at Johnny havde leukæmi og kom fra Skagen, og hun ville gerne møde os. Det var virkelig rørende, siger Iia Madsen.
Damen var Jonna Thygesen, som har Bamsemuseet i Skagen. Hun arbejdede som frivillig og samlede penge ind til børnekræftafdelingen og Familiehuset i Aarhus gennem Bamsemuseet.
Den forsigtige banken på døren blev til mange snakke, og hurtigt udviklede Iia og Jonna et stærkt bånd.
- Livet kan ændres på et splitsekund
I dag ser Jonna sig selv som en blanding af veninde, mor, bedstemor og tante til Iia og den nu 7-årige Johnny.
Hun kom ind i deres liv, da det var allersværest, og hun beundrer Iias måde at tackle det på.
- Jeres lille dreng blev så alvorligt syg, og samtidig buldrede krigen i Ukraine. Alligevel havde I så meget overskud til at sætte pris på opholdet på hospitalet, siger hun og kigger kærligt på Iia.
Jonna har ikke bare været en skulder at græde ud ved i den svære tid.
Hun har også hjulpet Iia med at tiltrække et prominent navn til at åbne hendes første soloudstilling i Skagen – nemlig udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne.
Det syntes Jonna, at udstillingen fortjente.
Jonna har en fået stor plads i Iias hjerte – og omvendt.
- Jeg tror ikke, det var det samme i dag, hvis du aldrig havde banket på døren til stuen på sygehuset, siger Iia, som også har lært noget af livskrisen.
- Man begynder at tænke på, at man skal nyde hvert eneste minut og leve livet, for man ved, at det kan ændres på et splitsekund. Jeg forstår livet på en anden måde i dag, siger hun.
Se ”Fra Krim til Skagens bølger” lige her: