Grøn landstrøm skal få skibe til at slukke for dieselmotorer
Når skibe anløber Skagen Havn, har havnen et tilbud, som gør en stor forsket for støjniveauet og luftkvaliteten.
For både fiskefartøjer og kommercielle skibe kan koble sig på landstrøm til en fast pris, når de lægger sig til kaj, skriver Kanal Frederikshavn.
- Med en lav pris på landstrøm giver det mening for skibene at koble sig på og slukke for dieselgeneratorerne. Herved opnår vi en stor emissionsbesparelse på CO2 og støj, siger havnedirektør Willy B. Hansen til mediet og fortsætter:
- Det giver ro i maven for både skipperne og os som havn, at de er på landstrøm. Så den med guleroden virker også i den maritime branche.
Og der er mere grøn landstrøm på vej til havnen i Skagen. Der skal nemlig opføres yderligere to landstrømsanlæg til en pris af otte millioner kroner. Det ene får 10 udtag for hver 100 meter langs det nordlige bassin. De skal blandt andet skal betjene store fiskeskibe, der skal bruge strøm i kortere perioder.
Det andet anlæg kommer til at være ved området omkring FF Skagen og Scandic Pelagic, hvor fiskeskibene lander deres last.
Skagen Havn arbejder også på at etablere landstrøm til krydstogtskibe.