Formodet medskyldig i Skagen-røveri anholdt - sigtes for at true 50-årig med økse
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Den formodede medskyldige til et hjemmerøveri i Frederikshavn er anholdt. Han fremstilles fredag i grundlovsforhør med den anden formodede gerningsmand i sagen - de er indtil videre blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Begge mulige gerningsmænd i røveri-sager i Frederikshavn og Skagen er nu anholdt.
Det fortæller politikommissær Peter Skovbak, Nordjyllands Politi i Frederikshavn.
Den seneste anholdelse skete torsdag aften - af en 39-årig mand fra Skagen. Han sigtes for et hjemmerøveri i Frederikshavn, sammen med en 33-årig mand, som politiet anholdt tidligere samme dag.
De to mænd skulle natten til torsdag have sparket døren ind til en lejlighed, hvor der bor en 50-årig mand, som de kender. Her slog og sparkede de den 50-årige i hovedet og på kroppen. De slog ham også med en økse.
Manden kom en tur på hospitalet, men kom ikke alvorligt til skade.
De to mænd fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring fredag, og de er begge blevet varetægtsfængslet i fire uger mens yderligere efterforskning pågår.
De har ikke kærret fængslingen, men taget forbehold for at kunne gøre det.
Truede Spar-medarbejder med kniv
Den 33-årige sigtes, udover hjemmerøveriet i Frederikshavn, også for røveriet i en Spar-butik i Skagen onsdag aften.
Her skulle den 33-årige mand fra Frederikshavn Kommune med en kniv have truet en ekspedient til at udlevere 4800 kroner i kontanter med ordene: " Det er et røveri - giv mig pengene!"
Efter han fik udleveret kontanterne, stak han ifølge politiets oplysninger af fra gerningsstedet.
Medarbejderen kom ikke til skade under røveriet.
Overfaldt kvinde på banegård
Den 39-årige sigtes også for flere forhold. Udover hjemmerøveriet med øksen, sigtes han for at have overfaldet en 40-årig kvinde på Frederikshavn Banegård 23.20 onsdag aften.
Her skulle han have nikket kvinden, som har relation til begge mænd, en skalle. Hun kom en tur til lægen, men var ikke kommet alvorligt til skade.
Grundlovsforhøret fredag formiddag sker for lukkede døre. Begge mænd nægter sig skyldige i alle forholdene.