To IT-ledere fyret i sag om overvågning i kommune
Undersøgelsen af IT-ledelsens mulige overvågning af Aalborg Kommunes egne medarbejdere er nu afsluttet. En teamleder og en IT-chef er nu fyret.
Blev de ansatte i IT-afsnittet i Aalborgs daværende Familie- og Beskæftigelsesforvaltning - det nuværende Job og Velfærd - overvåget uden deres samtykke?
Det har en uvildig undersøgelse nu undersøgt, efter flere ansatte i anonyme breve gav udtryk for, at de følte sig utrygge.
En grundig undersøgelse
To af konklusionerne af den uvildige undersøgelse, viser:
Dårligt arbejdsmiljø:
Flere udsagn tyder dog på, at der har været et meget dårligt arbejdsmiljø, og der har ikke været tillid til, at ledelsen kunne rette op på det. Derfor er en IT-chef og en teamleder blevet fyret.
Mange utilfredse medarbejdere
Halvdelen af medarbejderne var tilfredse - den anden halvdel har ikke følt sig set og hørt. Samtlige tidligere medarbejdere er blevet interviewet, og der blev desuden lavet en whistleblowerordning, så man anonymt kunne give sit besyv med.
Rapporten viser, at der ikke har været flere episoder end det, der allerede var kendt.
Undersøgelsen, lavet af de uvildige konsulenter fra Komponent, frikender IT-afsnittet for at have overvåget medarbejderne - men påstandene om overvågning har alligevel ikke været taget ud af den blå luft, lyder det i en pressemeddelelse fra Aalborg Kommune:
"Udsagnene om overvågning bunder formentlig i allerede kendte episoder fra 2020, hvor der kortvarigt har været en uhensigtsmæssig opstilling af webkameraer ved hhv. et kontor og et indgangsparti. (...) Der er ikke noget i de tekniske undersøgelser, der peger på, at der har været andre eksempler på uautoriseret brug af IT-udstyr eller overvågning."
Alligevel fører sagen til afskedigelsen af to IT-ledere. Det skyldes, at de uvildige konsulenter fra Komponent har afdækket problemer med arbejdsmiljøet i IT-afsnittet.
Anonymt brev til politikere
Det hele begyndte at rulle i april 2022, da flere af IT-afdelingens medarbejdere sendte anonyme breve til en række udvalgte politikere og medier.
I brevet fortalte de anonyme afsendere om, hvordan de mener, de er blevet overvåget af IT-ledelsen - formentlig via deres computere og anden teknologi.
Den mulige overvågning opdagede medarbejderne, fordi ledere fra IT-afdelingen pludselig kunne referere fortrolige samtaler mellem ansatte. De har tidligere forsøgt at gøre opmærksom på overvågningen ved at kontakte faglige organisationer - uden held.
Derfor følte de ansatte sig så utrygge, at de ikke turde gå til ledelsen, men i stedet valgte at skrive til politikerne og medierne.
- Vi vil lyttes til. Overvågningen er styret af ledere, der styrer "by fear". Vi tør ikke længere tale fortroligt i nærheden af vores computer, lyder det i brevet.
Se det anonyme brev her:
Dårligt arbejdsmiljø
Rapporten fra Komponent frikender It-afsnittet for overvågning, men konkluderer, at der hersker et usundt arbejdsmiljø.
- Blandt andet viser undersøgelsen, at der er en polarisering i medarbejdergruppen, hvor ikke alle føler sig set og værdsat. Her er vores konklusion, at der brug for nogle ændringer i kulturen i IT-afsnittet, og at det ikke kan opnås uden nye kræfter på ledelsessiden, siger direktør Arne Lund Kristensen, Job og Velfærd.
Han mener, at der kan være en sammenhæng mellem det dårlige arbejdsmiljø og følelsen blandt medarbejderne af at blive overvåget.
- Selv om vi i 2020 handlede på sagen med forkert brug af et webkamera på et af kontorerne, så burde vi fra den øverste ledelse have været mere åbne og sikret os, at alle de berørte medarbejdere følte sig hørt og inddraget i processen, siger Arne Lund Kristensen og forklarer, at man nu vil gå i dialog med medarbejderne og en ny ledelse om, hvordan man kan få skabt et godt arbejdsmiljø.
Professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet, Steen Schaumburg-Müller, forudså allerede i juni, at sagen kunne føre til afskedigelser: