Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Forældre om flere penge til pædagoger: - Vi vil ikke have papirsnormeringer

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix og Privatfoto

Forældrebevægelsen #hvorerderenvoksen i Frederikshavn ser positivt på flere øremærkede millioner til mere pædagogisk personale.

Pernille Christensen er mor til tvillingepiger på tre år. Hun er også talsperson for forældrebevægelsen #hvorerderenvoksen i Frederikshavn Kommune.

- Jeg har brugt de sidste tre-fire døgn med næsen nede i de tal her, siger hun.

Og der er mange tal at holde styr på. Der er millioner på vej til bedre normeringer fra både folketinget og kommunen.

Syv millioner kroner blev onsdag aften afsat i budgetforliget 2021-2024 til øget normering i dagtilbuddene for de 0-6-årige i Frederikshavn Kommune.

- Forældrebevægelsen værdsætter og anerkender det enorme løft, der er givet til dagstilbudsområdet, siger talspersonen for #hvorerderenvoksen i Frederikshavn, Pernille Christensen.

Byrådet i Frederikshavn Kommune har igennem flere år arbejdet målrettet med at afsætte flere penge til de 0- 6-årige, siger borgmester i Frederikshavn Kommune Birgit S. Hansen (S).

- Vi ved jo godt, at vi ikke ligger i en særlig skøn ende af kommunerangeringen normeringsmæssigt til 0 -6-området, og det har vi arbejdet med nogle år. Vi var slet ikke i tvivl om, at de, der skulle have mest, var de 0- 6-årige. Skulle de have haft mere? Ja. Men så kunne vi ikke hæve de andre områder, siger borgmester Birgit S. Hansen, der blandt andet hentyder til de fem millioner kroner, der er afsat til Ældre- og Handicapområdet.

- Vi vil ikke have papirsnormeringer

Pernille Christensen, talsperson, #hvorerderenvoksen i Frederikshavn

- Vi kan ikke selv løse det

Forældrene i Frederikshavn Kommune skal indstille sig på selv at selv at punge ud for de bedre normeringer.

Når kommunen vælger at bruge flere penge på området, har de nemlig ret til at hæve forældrebetalingen i forhold til det afsatte beløb.

Borgmester Birgit S. Hansen siger, at hun har en forventning om, at man prioriterer penge til normeringer i finansloven. Foto: Michael Schmidt Thomsen

Det betyder, ifølge Birgit S. Hansen, at børnene i kommunen kan se frem til at få 17,5-25 flere pædagoger eller pædagogisk personale ind på gul, rød og blå stue.

- Kigger vi på vores beregninger er 17,5 flere pædagoger ikke nok til at nå i mål. Det er nok, når der er en voksen til tre børn i børnehøjde og på gulvet i vuggestuen og dagplejen. Og så skal der være en voksen til seks børnehavebørn, fastslår Pernille Christensen fra #hvorerderenvoksen.

- Det er udstukket fra Christiansborg, og det retter vi ind efter. Jeg er også enig i det. Jeg ved ikke fagligt, om det er de rigtige tal, men det er der nogen, der har besluttet, siger Birgit S. Hansen.

Og borgmesteren afventer samtidig finanslovsforhandlinger på Christiansborg.

- Vi kan ikke selv løse det i Frederikshavn Kommune. Jeg har en forventning om, at man prioriterer det i finansloven. Man kan ikke udstede et diktat i forhold til det kommunale selvstyre uden at sende penge med.

- Vi vil ikke have papirsnormeringer

- Helt konkret kæmper vi for reelle minimumsnormeringer i børnehøjde, svarer Pernille Christensen, da TV2 Nord spørger ind til formålet med forældrebevægelsen #hvorerderenvoksen.

Og det er svært at sige mere klart, så nu bliver det en smule teknisk.

- Vi vil ikke have papirsnormeringer, siger Pernille Christensen. Foto: Privat

Ifølge Pernille Christensen og #hvorerderenvoksen er der forskellige metoder for, hvordan man kan opgøre normeringer.

- Vi vil ikke have papirsnormeringer, siger Pernille Christensen.

En såkaldt papirsnormering er, ifølge #hvorerderenvoksen, en normering, der medregner al personale, der er tilknyttet en given daginstitution. Herunder ledelsen og studenter. Samtidig er alle ansættelsestimer medregnet.

- Hvis en pædagog er ansat på 37 timer, bruger vedkommende jo ikke 37 timer sammen med børnene. Når man trækker administrative opgaver, sygefravær, ferie, omsorgsdage osv. fra, giver det ikke et retvisende billede af, hvem der på gulvet med børnene, forklarer Pernille Christensen.

Reelle normeringer vil i dette tilfælde være den reelle tid, en given pædagogisk medarbejder bruger sammen med børnene.

Christinna Lykke (SF) fik minimumsnormeringer på dagsordenen i byrådet sidste år.

Men ifølge Birgit S. Hansen er fordelingen af tid noget, Folketinget skal opgøre.

- Der er ikke noget, der slår virkeligheden. Regneark og opgørelse slår ikke virkeligheden. Vi har ikke siddet, mens vi har lavet budget, og regnet minutter ud. Vi har haft næsen i sporet til det, som vi synes er det vigtigste - nemlig virkeligheden. At sende flere hænder, skuldrer og knæ ud til det her område.

Men er det ikke vigtigt at vide, at de penge, I har afsat, bliver brugt til gavn for børnene?

- De penge, vi sætter af, skal gå til pædagoger og pædagogisk personale. Det er ikke sekretærer og rengøring. Vores overligger hedder: ’flere pædagoger og pædagogisk personale’.

På vej i mål

Det aktuelle budgetforlig er historisk, da politikere fra samtlige partier for første gang siden kommunesammenlægningen har skrevet under.

Forliget giver samlet et umiddelbart løft på 50 millioner kroner.

Det er også første gang, der er afsat syv millioner kroner øremærket til normeringer i dagtilbuddene, og for borgmester Birgit S. Hansen, er det den rigtige vej at gå.

- Kurven er på vej i den fuldstændigt rigtige retning. Det har vi arbejdet med i flere år og er hjulpet på vej af Folketinget, siger hun.

  Foto: Michael Schmidt Thomsen

Hos forældrebevægelsen #hvorerderenvoksen, der blandt andet har afholdt bamse-demo og foretaget såkaldte ’mail-storms’ målrettet byrådspolitikerne for at gøre opmærksom på deres mærkesag, er der også plads til optimisme.

- Det er svært at svare på, om vi er mål, fordi vi ikke ved, hvad den reelle normering er i kommunen, fordi der ikke er gennemsigtighed, siger talsperson Pernille Christensen.

- Det vigtigste for mig er, at pengene går ud til børnene og de ansatte. De er de største sejrherrer. Skidt med hvem der råbt op. Vinderne er børnene og de ansatte, siger Birgit S. Hansen.


Hus stod i flammer: Natten til lørdag mistede 64-årig kvinde alt

Den 64-årig kvinde er blevet sigtet for at have overtrådt beredskabsloven for uforsigtig omgang med ild.

Klokken 3.17 natten til lørdag blev både politi og brandvæsen tilkaldt til en adresse i Østervrå, hvor et hus stod i flammer.

- Det var en frivillig brandmand, der ringede, og huset var helt overtændt, da vi ankommer, forklarer vagtchef ved Nordjyllands Politi Christian Tilsted.

Huset tilhørte en 64-årige kvinde, der kom ud af huset ved egen hjælp, hun måtte dog ifølge vagtchefen til tjek på sygehuset for røgforgiftning.

Kvindens hund kunne man dog ikke finde, og derfor formoder politiet, at den er død.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Kvinden sigtet

Årsagen til branden var ifølge vagtchefen, at et stearinlys i vindueskammen havde taget fat i nogle planter, hvilket endte med at sprede sig.

- Man endte med at lave en kontrolleret nedbrænding, så der er kun brandtomt tilbage forklarer vagtchefen.

Den 64-årig kvinde er derfor blevet sigtet for at have overtrådt beredskabsloven for uforsigtig omgang med ild.

- Det er standard, påpeger vagtchefen og tilføjer.

- Når man vil bruge ild, er man nødt til at sørge for, at det ikke spreder sig.


Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling. Kom med indenfor i videoen herover.


40 år gammelt centers fremtid hænger i en meget tynd tråd

Forstanderen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at det ikke lykkedes de lokale folkevalgte at få centret med på finansloven.

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

- Nu skal bestyrelsen ind over og beslutte, hvad der skal ske, men det vil som minimum betyde en meget, meget kraftig beskæring. Uden tilskud til driften er der ikke grundlag for at have ansatte, og alle 12 er nu sagt op med udgangen af december, siger forstander Jane Kruse.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Folkecentret har den seneste tid forsøgt at overtale Folketingets partier til at bevare støtten, og Jane Kruse udtrykker stor skuffelse over, at det ikke er lykkedes de lokale folkevalgte at sikre den fortsatte drift.

- Det vil få store konsekvenser for de mange små og mellemstore virksomheder, som vi hjælper med at udvikle produkter og teste energiløsninger. Vi er også i kontakt med og hjælper mange borgere, og så det rammer det også de udenlandske ingeniørstuderende, der kommer hos os, siger Jane Kruse.

Håber, der kan findes en løsning

Folkecentret blev grundlagt i 1983 med et mål om at sætte grønne energiformer på dagsordenen. I begyndelsen handlede det meget om at udvikling af vindenergi, men siden har centret også beskæftiget sig med elbiler, biogas og solceller.

- Nu skal vi samles på mandag og se, hvordan vi kan afslutte de projekter, som vi har ansvaret for, på den bedst mulige måde.

Er der ingen muligheder for, at I kan fortsætte?

- Jeg håber meget, at der kan findes en løsning. Vi vil prøve at tage kontakt til SF og Radikale Venstre for at høre om mulighederne. Jeg kan forstå, at der skal afsættes store summer til grøn forskning, og måske kan vi komme i betragtning der, siger Jane Kruse.


Nordjysk virksomhed i front: Får første certifikat i Europa

Lige nu er Grøn Brint den eneste virksomhed, der har fået uddelt bæredygtigheds-certifikatet. Men andre er på vej.

Jens Peter Lunden har altid været foregangsmand i sit erhverv. I 1989 købte han sit første landbrug, og siden har han gjort mange tiltag for miljø og bæredygtighed.

Han er også hovedmanden bag Gårestrup EnergiØ, hvor der både ligger grisestald, biogasanlæg og vindmøllepark. Jens Peter Lundens virksomhed Grøn Brint, som også har Norwegian Hydrogen i ryggen, er også en del af energiparken.

Og det er den virksomhed der i onsdags fik den første bæredygtighedscertificering af sin slags i Europa - og muligvis i hele verden.

- Det er noget, vi har arbejdet på længe, og vi er rigtig glade for at få den, så vi kan komme i gang med at producere nogle produkter til det marked, vi er på vej ind i, siger Jens Peter Lunden.

Se indslaget her:

Adgang til tysk marked

Certificeringen er givet til Grøn Brint i forbindelse med deres arbejde med et bæredygtigt brændstof. I 2023 blev der sammen med Norwegian Hydrogen investeret i brintproduktion, som gennem biogasproduktionen i sidste ende er med til at indfange CO2 og lave metan, hvor energien er bundet i et grønt brændstof.

Og certificeringen har været nødvendig, for ellers kan brændstoffet ikke afsættes.

- Det giver adgang til de markeder, hvor man kan sælge, og certificeringen er den godkendelse, der siger, at vi har en grøn værdi at sælge, siger Jens Peter Lunden.

Lige nu er Grøn Brint den eneste europæiske virksomhed, der har certificeringen. Men forventningen er, at andre virksomheder er lige på trapperne med også at få en. Og så er næste skridt at komme ud over rampen fra Gårestrup.

- Vores eksportland er Tyskland, og de regner med at kunne tage imod fra 1. januar, og så er vi klar til business, siger Jens Peter Lunden.

Økonomi- og kvalitetschef Rasmus Hedegaard Bang viser certifikatet frem.

'Du' så lort': Skoleelever viser hadbeskeder frem

6.A med en række beskeder fra de sociale medier.

Skoleelever lærer at passe på sig selv på de sociale medier.

'Fuck I er klamme' og 'luder' er bare nogle af de udtryk, som børn og unge kan støde på på de sociale medier.

Derfor har Vesthimmerlands Kommune i denne uge sat fokus på børn, unge og sociale medier med kampagnen '#værtjekketpånettet'.

- Vi forsøger at lære børn og deres forældre, hvordan man begår sig bedst på de sociale medier, forklarer SSP-ungeteammedarbejder Tina Frost Petersen, mens hun er i gang med at styre en konkurrence for elever på Gedsted Skole.

SSP-ungeteamet er på besøg med deres kampagnemateriale, der skal få eleverne til at sætte ord på de oplevelser, de har på nettet. Mange unge bruger de sociale medier hver eneste dag, og for mange er det den vigtigste sociale kommunikation.

Tina Frost Petersen mener, at udelukkelse af fællesskaber er det hyppigste problem blandt unge.

- Det, vi oftest oplever som et problem, er udelukkelse. Altså at en ung holdes udenfor et fællesskab på de sociale medier. De er jo online 24-7, så de opdager meget let, hvis der foregår noget i en gruppe, og de ikke får lov til at deltage, forklarer Tina Frost Petersen.

Se indslaget her:

Kender til hadbeskeder

Den problematik kender eleverne fra 6.A på Aars Skole godt. De deltager i #værtjekketpånettets videokonkurrence, og mens de filmer en video om hadbeskeder, har de alligevel tid til at fortælle om deres egne oplevelser:

- Det er for eksempel, hvis der er nogen, som holdes uden for en Snapchat-gruppe, forklarer Andreas Stiller Jonasen, der er elev i 6. klasse, og han bakkes op af klassekammeraten Dicte Klitgaard Nielsen:

- Hvis man nu spiller et onlinespil med nogle andre, som man ikke kender, og de så pludseligt begynder at skrive grimme ting til en, 'du' så lort' og den slags. Det tror jeg alle i klassen har oplevet, forklarer hun.

SSP-ungeteamet på besøg på Gedsted skole

Begge elever fortæller, at det har været rart at have undervisning med fokus på onlinetilstedeværelse - også selvom Dictes forældre ikke har ladet hende oprette sociale profiler endnu.

- Her kunne jeg jo godt sige, at de var nogle dumme forældre, men jeg ved godt, at de gør det for at passe på mig, siger hun.