Minimumsnormeringer: Skal alle voksne være pædagoger?
Minimumsnormeringerne er en realitet, og inden længe skal der flere voksne ind i de nordjyske daginstitutioner. Men om de voksne også skal være uddannede pædagoger, er der uenighed om i denne uges udgave af Fokus.
Inden længe skal kommunerne i gang med at rekruttere nye medarbejdere til daginstitutionerne, når det nye krav om minimumsnormeringer i pasningstilbuddene træder i kraft.
Men hvad skal der helt præcist søges efter i stillingsopslagene, og hvor stor en andel skal være uddannede pædagoger?
Det har vi blandt andet set nærmere på i denne uges udgave af Fokus.
Det er pædagoger, der har uddannelsen til at varetage det pædagogiske ansvar, ligesom det er lærere, der underviser, og sygeplejersker, der laver sygepleje
- Liselotte Thomsen, formand, BUPL Nordjylland
Her har vi samlet et panel bestående af formand for BUPL Nordjylland, Liselotte Thomsen, borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade (V), og 1. viceborgmester i Vesthimmerlands Kommune, Theresa Berg Andersen (SF) til en snak om, hvad minimumsnormeringerne kommer til at betyde ude i kommunerne, og hvor langt de egentlig er fra målet.
Minimumsnormeringer i de danske daginstitutioner har været et af de varmeste emner i dansk politik i løbet af det seneste år. Og med den nyligt indgåede finanslov mellem den socialdemokratiske regering, De Radikale, SF og Enhedslisten bliver de nu også en realitet. Ifølge aftalen som skal være fuldt indfaset i 2025, skal der fremover maksimalt må være tre børn per voksen i vuggestuerne og seks børn per voksen i børnehaverne.
Pædagoger eller voksne
Men i aftalen står der intet om, hvorvidt de voksne i daginstitutionerne skal være uddannet pædagoger. Det vil sige, at pædagogmedhjælpere og andet personale også vil tælle med i normeringerne. Men hos BUPL er der ingen tvivl om, hvilken uddannelse de nyansatte bør have.
- Det er vores helt klare holdning, at vi taler om pædagoger. Generelt kan vi ikke forstå, at man taler om voksne, når man taler om daginstitutioner. Det er pædagoger, der har uddannelsen til at varetage det pædagogiske ansvar, ligesom det er lærere, der underviser, og sygeplejersker, der laver sygepleje og så videre, siger Liselotte Thomsen.
I Vesthimmerlands Kommune arbejde de lige nu med en målsætning om, at 80 procent af de ansatte i kommunens daginstitutioner skal være uddannede pædagoger. I Jammerbugt Kommune er det tal 70 procent. I begge kommuner holder de fast i, at det ikke kun skal være pædagogerne, der tæller med, når man taler minimumsnormeringer.
Det er bare vigtigt, at vi har respekt for, at dem, der ikke er pædagoger, de også udfører et kvalificeret stykke arbejde.
Mogens Gade, borgmester, Jammerbugt Kommune (V)
- Vi siger jo per voksen. Og det bliver vi nødt til, for det er også et spørgsmål om at kunne rekruttere de her pædagoger. Der er ingen tvivl om, at pædagogerne kan løse den opgave, de skal løse, og pædagogmedhjælperne kan løse den opgave, de skal løse. De supplerer hinanden godt, og det tror jeg er vigtigt, hvis vi skal nå i mål, lyder det fra Theresa Bang Andersen.
Den samme holdning har man i Jammerbugt Kommune.
- Det er vigtigt, at vi har respekt for, at dem, der ikke er pædagoger, de også udfører et kvalificeret stykke arbejde. Sammen synes jeg, at vi har et kompetent personale i vores institutioner, som yder et stort stykke arbejde hver eneste dag, siger Mogens Gade.
I videoen øverst i artiklen kan du se hele denne uges udgave af fokus, hvor der blandt andet også bliver debatteret, hvor stor en del af de nye voksne i daginstitutionerne der bør være uddannede pædagoger.
Nordjyske normeringer i 2018
Vuggestuer
Brønderslev: 3,5
Frederikshavn: 3,4
Hjørring : 3,4
Jammerbugt: 4,1
Læsø: 3,1
Mariagerfjord: 2,9
Morsø: 2,9
Rebild: 3,1
Thisted: 3,2
Vesthimmerlands: 3,2
Aalborg: 2,9
Børnehaver
Brønderslev: 6,8
Frederikshavn: 6,6
Hjørring : 6,1
Jammerbugt: 8,2
Læsø: 5,4
Mariagerfjord: 6,0
Morsø: 5,4
Rebild: 6,2
Thisted: 6,4
Vesthimmerlands: 6,2
Aalborg: 5,8
Kilde: Danmarks Statistik