Flest afgangselever dumper i Frederikshavn
Foto: Sofie Bach / TV2 Nord
Frederikshavn Kommune er en af de kommuner i landet, hvor flest elever dumper enten dansk eller matematik i folkeskolen.
På landsplan afslutter knap 13 procent af alle skoleelever grundskolen uden at have bestået fagene dansk og matematik. Men i Frederikshavn er det langt flere.
Diktat og brøkregning er nærmest synonymer med folkeskolen. Og for mange giver netop de to begreber anledning til dybe panderynker.
For ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er der er fortsat mange elever, der ikke forstår de to fag, når de forlader grundskolen. Analysen viser, at 12,8 procent - svarende til hver ottende - af afgangseleverne i 2019 ikke bestod dansk og matematik, da de forlod grundskolen.
Ét af de steder, hvor eleverne har sværest ved grammatik og tal, er i Frederikshavn.
Frederikshavn topper
Analysen der omfatter alle elever, der afslutter 9. klasse, viser nemlig, at der både er store geografiske, men også kommunale forskelle på afgangselevernes karakterer.
I Nordjylland dumper 13 procent af eleverne et af de to fag. I København og Østjylland er det til sammenligning 11 procent.
Og et af de steder, hvor det står værst til, er i Danmarks nordligste kommune. I Frederikshavn Kommune dumper 16,1 procent af afgangseleverne. I Brønderslev Kommune er det 8,7 procent, mens kun 8,3 procent dumper et af de to fag i Hjørring.
Bedre end de forrige år
Tallene er dog alligevel en forbedring i forhold til årene forinden. I 2017 var andelen 16,2 procent. I 2018 var den 13,6 procent.
Analysen har også undersøgt sammenhængen mellem trivsel og afgangskarakterer. Her kan det konkluderes, at en god trivsel i skolen er fundament for læring. Tallene viste nemlig, at de elever, der var glade for at gå i skole i 6. klasse, også fik bedre karakterer til afgangsprøverne i 9. klasse. Det blev både målt på den faglige trivsel, men også på f.eks. social trivsel.
Tallene i analysen omfatter folkeskoler, friskoler, efterskoler og specialskoler.