Flere års kamp for ro gav pote: Livemusik til sommer i nordjysk turistby i fare
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Mogens Bandholm fik ret i sin klage
Afgørelsen har fået kommunen til at suspendere alle dispensationer til udendørs musik i Skagen.
Mogens Bandholm indrømmer gerne, at han er lidt af en brokrøv.
- Det er jeg blevet kaldt mange gange. Der er nærmest ingen grænser for, hvad jeg er blevet kaldt i aviser og på gaden, smiler pensionisten, der holder så meget af Skagen.
Eller rettere så holder han meget af Skagen, som det så ud før i tiden. Dengang der var ro, rige udenlandske turister, der brugte penge på museerne, og man kunne sidde på terrassen uden konstant at høre en bashøjttaler dunke nede af gaden.
- De seneste seks år har vi været en partyby. Restauratørerne har et motto der lyder: Den, der kan spille højest, sælger flest bajere, forklarer Mogens Bandholm.
Derfor har han i årevis klaget til kommunen. Uden det store held. Kommunen er fortsat med til at uddele dispensationer til restauranter og festivaler, så de kan spille høj udendørs musik til langt ud på aftenen.
Se hele indslaget herunder:
Kommunen har ageret ulovligt
Nu er der imidlertid nye toner på vej. Miljø- & Fødevareklagenævnet har nemlig afsagt en afgørelse i en næsten to år gammel klage, som Mogens Bandholm og en gruppe andre borgere har sendt ind.
Nævnet slår fast, at Frederikshavn Kommune i 14 år ulovligt har sagsbehandlet ansøgninger om udendørs musik efter de forkerte regler. Kommunen har fulgt deres egen såkaldte "Restaurationsforskrift" fra 2010, men ansøgningerne skulle have været behandlet efter Miljøvurderingsloven. Afgørelsen har fået kommunen til at suspendere alle dispensationer til udendørs musik i Skagen, som var givet på baggrund af forskriften.
- Vi tager afgørelsen til efterretning, og vi retter naturligvis ind. Efter Miljøvurderingsloven skal tilladelserne miljøscreenes, så det vil vi straks gå i gang med, forklarer Peter E. Nielsen (S), der er formand for Plan- & Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune.
Hos de lokale restauratører er man ærgerlige over forviklingerne i sagsbehandlingen. Ikke mindst fordi antallet af klager over høj musik fra restauranterne er mikroskopisk.
- I 2023 var der fire klager i alt. Udover Mogens Bandholm var der to andre der klagede, så man kan næppe sige, at det er et stort problem, forklarer Jakob Sund, der er indehaver af Jakobs Café & Bar. Han understreger, at han er enig i, at kommunen naturligvis skal overholde lovgivningen, men samtidig håber han, at den nye sagsbehandling er klar snarest mulig.
- Det er helt afgørende for restauranterne i Skagen, at de klarer sig godt om sommeren. Ellers kan de ikke holde åbent om vinteren. Publikum efterspørger god musik, så det vil vi gerne levere til dem, og hvis vi skal booke de rigtige bands, skal vi snart i gang, forklarer han.
Ved Frederikshavn kommune tør man ikke love, at der kan blive spillet musik i Skagen til sommer. Det hele handler om Miljøvurderingsloven.
- Nu går vi i gang med at miljøscreene. Det vil jeg tro, man kan klare på et par måneder. Så skal sagen behandles politisk. Hvis det ender med, at der skal laves en egentlig VVM-redegørelse, er det en noget større sag. Så kan der godt gå et halvt år, så jeg tør ikke love noget, slutter Peter E. Nielsen.