En frisure som under Anden Verdenskrig: - Ikke kun til pynt
Laura Bork er frisøren på Kystmuseet i anledning af levendegørelsen af besættelsestiden.
Kystmuseet i Frederikshavn dannede her i weekenden rammen om den årlige levendegørelse af besættelsestiden.
Det er måske ikke det, som du oftest forbinder med Anden Verdenskrig - frisuren.
På Kystmuseet i Frederikshavn har de i weekenden nemlig haft en levendegørelsen af besættelsestiden med masser af udklædte statistgrupper, militære køretøjer - og altså muligheden for at komme en tur damefrisøren.
Her er det en bestemt frisure, som damefrisøren sætter: Victoryroll
- Det er en signaturfrisure fra Anden Verdenskrig, hvor du får to krøller på siden af hovedet, så ansigtsformen kommer til at danne et V for Victory. På den måde viser man sin støtte til soldaterne. Det er også en illustration af flyvemaskinernes to propeller, så det er også en hilsen til flyvemaskinerne, siger Laura Bork, frisør hos Salon Victory, der er åbnet i anledning af dagene i Frederikshavn.
Frisuren fra Anden Verdenskrig var dog ikke kun til pynt. Mange kvinder arbejdede i rustningsindustrien (forsvarsindustrien) og de skulle, af sikkerhedshensyn, have håret sat op, og mange af dem skulle også bruge hårnet.
- Kvinderne, de skulle ud på arbejdsmarkedet og her havde de brug for at sætte håret op, og det her var en feminin måde at sætte håret op på, siger fortæller frisøren.
Ikke blot frisuren skulle vise, at man støttede soldaterne. Det skulle makeuppen også. Specielt den røde læbestift.
- Hitler brød sig ikke om kvinder med makeup. Derfor lavede man faktisk til de kvindelige soldater en læbestift og en neglelak, som var en del af uniformen. Den ene hed Victory Red. Så man havde rød læbestift og rød neglelak på for at vise, hvilken side man hørte til, siger Laura Bork.