Elløbehjul, cykler og båd: Politiet skruer op for sikkerheden i 'Hellerup-ugen'
Nordjyllands Politi vil være meget synlige i Skagen hen over sommeren.
Der er ved at være fyldt godt op med mennesker i Skagen, hvor den traditionelle uge 29 er begyndt.
Selvom lørdag er skiftedag, og mange derfor tog forskud på glæderne inden kalenderen officielt viste uge 29, så har det været en stille weekend for Nordjyllands Politi.
Forventningen er dog, at der vil komme rigtig meget gang i Skagen, der i løbet af den berømte – og berygtede – uge vokser eksplosivt fra 8.000 indbyggere til omkring 50.000 mennesker, der befinder sig i og omkring Skagen i uge 29.
- Grundet den store stigning i befolkning heroppe, har vi afsat en del ekstra ressourcer på de uger her i Skagen, siger Michael Karstenskov, der er politikommissær ved Nordjyllands Politi.
Politivagt på havnen
Som noget nyt har Nordjyllands Politi i år oprettet en politivagt på havnen i Skagen, hvor de døgnet rundt har patruljer – enten i patruljebil eller i selve politivagten.
- Vi gør meget ud af at være synlige og skabe tryghed. Et af de tiltag, vi har gjort for at være mere synlige, er, at vi har patruljer på elløbehjul og cykler, så vi kan komme så tæt på borgerne som overhovedet muligt, siger Michael Karstenskov.
Til vands, elløbehjul og cykel
I løbet af sommeren har Nordjyllands Politi stor opmærksomhed på nattelivet, hvor de løbende er i dialog med nattemiljøet og forretningslivet for at skabe tryghed for borgerne, da der er en vis tradition for rosévin, champagne og andet alkohol, når uge 29 løber af stablen.
- Det er en festlig uge. Vi som politi vil meget gerne være med til at bidrage til, at det bliver en tryg, sikker og festlig uge for alle borgerne, siger Michael Karstenskov.
Udover både cykel- og elløbehjulpatrulje har Nordjyllands Politi i år også en patrulje på vandet, der holder øje med de mange både, der anløber Skagen.