Politi klar til at sætte ekstra ind i uge 29: - Vi kender det
Foto: Tor Løkken
Vejret har blandt andet en rolle i politiets prioritering af uge 29.
Uge 29 i Skagen - også kendt som Hellerupugen - begynder så småt allerede i dag - lørdag, hvor mange tager turen til det nordligste punkt i landet.
Ugen byder blandt andet på fest og farver, men også eksklusive biler med mange hestekræfter, og det har ført til, at Nordjyllands Politi før i tiden har fanget både påvirkede bilister og ballademager.
- Vi er selvfølgelig til stede, for vi kender den jo hvert år. Derfor prøver vi altid at være forebyggende ved at være til stede, da det faktisk er det, som virker bedst, fortæller vagtchef Poul Fastergaard.
Derfor har Nordjyllands Politi også valgt at prioriterer at være i Skagen i ugens løb i større omfang, end man ellers plejer.
- Det er sådan, det er hver gang, der er noget i Nordjylland. Vi vurderer situationen - også uge 29 - og så prioriterer vi derefter, forklarer vagtchefen.
Det er ikke længe siden, at DM-ugen udfoldede sig i Aalborg, hvor Nordjyllands Politi blandt andet tilkaldte ekstra hjælp fra Sjælland i form af ridende betjente. Det er dog ikke tilfældet med uge 29.
- Vi kalder ikke ekstra ind, men prioriterer med mere tyngde, forklarer Poul Fastergaard.
- Man ved aldrig, hvordan netop uge 29 udformer sig, da blandt andet vejret spiller en rolle. Hvis der er sol og godt vejr, er det klart en anden uge, end hvis der er regn, konstaterer han.