Dyre designerlamper stjålet fra gammel kirke
Foto: Jørgen Larsen, WikiCommons
Det er fra denne kirke, lamperne er blevet stjålet.
Politiet beder om hjælp.
Selvom man i kirken kan vandre i Guds lys, var det dog en mørk gåtur, der ventede onsdag morgen i Bangsbostrand Kirke.
I den over 100 år gamle kirke var der nemlig stjålet tre designerlamper til 45.000 kroner.
Det oplyser kanalfrederikshavn.dk.
Tyveriet blev anmeldt onsdag morgen klokken 8.30, men kirken ved endnu ikke præcist hvornår lamperne blev fjernet fra Guds hus.
De tre lamper er de såkaldte Nyhavnslamper fra PH i kobber til den nette sum af 15.000 kroner stykket.
Lavede skader på bygningen
Tyven var ikke så gudfrygtig, at han stilfærdigt fjernede lamperne, der hang henholdsvis over hovedindgangen og ved postkassen.
De blev flået så hurtigt af facaden, at der også venter et større reparationsarbejde på kirken.
Tyveriet af de dyre designlamper kommer kort efter, at en kirke i Aalborg også er blevet berøvet samme type lampe.
Har du oplysninger, hører Nordjyllands Politi gerne fra dig i sagen på telefon 1-1-4.