Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Borgmester forklarer: Derfor fortsætter kommunaldirektøren i sagen

Borgmester Karsten Thomsen, Frederikshavn Kommune, vil ikke være med til at erklære kommunaldirektøren for inhabil i sagen om den lækkede lydfil, som TV2 Nord har kunnet afsløre indholdet af. Foto: Henriette Maj Pedersen

Bølgerne gik højt i byrådet i Frederikshavn onsdag aften, da sagen om en hemmelig lydfil blev debatteret. Venstre krævede kommunaldirektør fjernet fra en intern undersøgelse af sagen, men det blev stemt ned.

Inden de 29 politikerne i byrådet kom til afstemningen, gik der halvanden time, hvor debatten bølgede frem og tilbage i salen.

- Debatten kører af sporet, lød det undervejs fra SFs Christina Lykke Eriksen, som var tydeligt påvirket af den voldsomme debat i kølvandet på Venstres forslag om at erklære kommunaldirektøren inhabil i en personalesag.

TV2 Nord var med til byrådsmødet - læs eller genlæs livebloggen fra den heftige debat:

- Hvor er det synd, at vores kommune og borgere skal være vidne til det her. Kunne vi ikke blive på egen banehalvdel. Det vil klæde os. Lad os fortsætte diskussion med det, vi selv står for, sagde hun.

Det var første ordinære byrådsmøde for Frederikshavn Kommunes nye borgmester, Karsten Thomsen, og han måtte flere gange under den lange debat henvise til sine 27 år som tillidsmand på Danish Crown i Sæby, og det samme gjorde han efter byrådsmødet, da han skulle forklare, hvorfor han og de socialdemokratiske medlemmer med undtagelse af to stemte Venstres forslag ned.

Hør borgmester Karsten Thomsen forklare, hvorfor et flertal af Socialdemokratiets medlemmer stemte nej til Venstres forslag:

- Det er fordi vi har tillidsmandsystem, som vi bakker op om. Et system som ser sagen fra begge sider. Derfor har vi den overbevisning, at der sidder to fra hver sin side, som kan diskutere sagen og derfor får det rigtige frem, siger Karsten Thomsen.

Er det fordi, I ser det som en personalesag og ikke forvaltningssag, hvor der er en kultur, der skal undersøges?

- Nu er lydfilen og initiativsagen jo om en personsag. Jeg går selvfølgelig ind for, at man har en god kultur og arbejdsmiljø. Jeg har været tillidsmand på slagteriet i 27 år, og det er en rigtig god måde på det, at der er nogen fra arbejdstager og fra medarbejderside, og hvis man ikke kan blive enige, så går man videre og får organisationerne til at kigge på det, siger borgmesteren.

Tillidsmandssystemet skal løse det

Hvordan garanterer du overfor borgerne i Frederikshavn Kommune, at tilliden bliver genskabt?

- Jeg har tillid til, at arbejdsmiljøgruppen kan løse det her problem. Det er min overbevisning, og jeg har arbejdet med det i 27 år. Jeg vil sige, at man skal have tillid til, at man som borger har et tillidsmandsystem, som er med til at løse personalesager, siger Karsten Thomsen.

Hør borgmester Karsten Thomsen forklare, hvorfor han mener, det er tillidsmandssystemet, der skal løse sagen om en kommunalt ansat, der instruerer i at mørklægge oplysninger for offentligheden:

To S-medlemmer stemte imod partiet

Hos Venstre, som havde sat sagen på dagsorden, var der ærgelse over, at forslaget blev stemt ned.

Venstre fik dog opbakning til forslaget fra Danmarksdemokraternes Jens Nygaard Johansen, SFs Christina Lykke Eriksen og socialdemokraten Martin Kelkelund, som dermed ikke stemte med sin parti, mens endnu en socialdemokrat, Tina Kruchow undlod at stemme.

Hør Venstres gruppeformand i byrådet, Jan Bjeldbaks reaktion umiddelbart efter byrådsmødet, hvor Venstres initiativsag om at erklære kommunaldirektøren inhabil blev nedstemt:

V: - Vi vandt ikke i dag

Gruppeformand Jan Bjeldbak mener, at borgerne nu får vanskeligere ved at få indsigt i sagen.

- Det må jeg sige nej til, og det er selvfølgelig træls. Vi har kæmpet for åbenhed og for at få sandheden frem, og med det for øje, så kan man ikke sige, at vi vandt i dag, siger han.

Selv om et flertal i byrådet i Frederikshavn altså stemte for, at kommunaldirektør Thomas Eriksen fortsat skal behandle sagen, og at den med borgmesterens ord skal behandles i tillidsmandssystemet, så er kommunen også tvunget til at lave en redegørelse.

Ankestyrelsen, som er det kommunale tilsyn, har nemlig valgt at gå ind i sagen og kræver en redegørelse af forløbet omkring lydfils-sagen fra kommunen. Styrelsen har givet kommunen syv dage til at svare på en række spørgsmål.

- Jeg synes, at der må sidde nogen i vores byråd og tænke, hvorfor Ankestyrelsen er gået ind i sagen. De går ind i sagen, fordi de tænker, at der er noget, som de gerne vil holde øje med, siger Venstres gruppeformand i byrådet, Jan Bjeldbak.

I følge borgmester Karsten Thomsen er det nu administrationens opgave at lave redegørelsen til Ankestyrelsen, og når den er sendt til tilsynet, så vil byrådsmedlemmer i kommunen modtage en kopi fastslog borgmesteren efter byrådsmødet.

Hør borgmester Karsten Thomsen forklare, hvad det betyder, at kommunen nu skal lave en redegørelse til Ankestyrelsen:


Populær kunstner overrasker: Ny udstilling åbner i nordjysk by

Foto: Jeanett Cecilie Jørgensen / TV2 Nord

Til foråret kan der igen opleves en stor udstilling i den gamle svømmehal i Aars - med samme kunstner bag.

Over 20.000 gæster har den seneste måned slået vejen forbi den gamle svømmehal i Aars, for at se den populære juleudstilling af kunstneren Johnny Haugaard.

400 frivillige, 400 kilometer ståltråd og 80.000 kubikmeter vand er blevet brugt til at forme udstillingen - og til foråret gør han det igen.

For allerede i januar begynder kunstneren at bygge en ny forårsudstilling op i den nedrivningsklare svømmehal.

- Det bliver mega fedt, det er fjerde år, jeg laver det, og jeg er allerede begyndt at tænke nogle tanker, siger han.

Tidligere har Johnny Haugaard lavet forårsudstillinger i Thy og Viborg.

Se et udklip af juleudstillingen her:

Beslutning i økonomiudvalget

Det er økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommune, der indirekte har nikket ja til en ny udstilling. De har netop behandlet en anmodning fra Johnny Haugaard og Aars Handel, som har søgt om at få lov at bruge svømmehallen igen.

- Vi anerkender den kæmpe succes, som juleudstillingen er, og vi vil gerne bakke op om, at Aars Handel, sammen med de frivillige, er lykkes med at få Johnny herned og at få stablet den her succes på benene, siger næstformand i økonomiudvalget Signe Nøhr, (K).

Aftalen er identisk med aftalen omkring juleudstillingen. Det vil sige, at Johnny Haugaard selv skal betale forbruget i svømmehallen, selvom han havde søgt om, at kommunen støttede økonomisk.

- Vi havde en længere diskussion om, om skattekroner skulle bruges på en privat persons udstilling, fordi overskuddet af udstillingen går til Johnny Haugaard, siger Signe Nøhr.

Vesthimmerlands Kommune har haft svømmehalsgrunden i udbud, men ingen har endnu vist interesse for at købe den gamle svømmehal. Derfor er der ikke en afklaring på, hvad der fremover skal ske på grunden, andet end, at svømmehallen på et tidspunkt skal rives ned, fortæller Signe Nøhr.

Se indslaget fra indvielsen af udstillingen i svømmehallen:

Har forelsket sig i området

Lige nu har Johnny Haugaard stadig fuld fokus på juleudstillingen. Men allerede i januar går han i gang med den nye forårsudstilling, der står til at åbne til april.

- Den skal være historisk, og med lidt mere kant. Den skal som altid tage udgangspunkt i naturen, for jeg har forelsket mig lidt i området her i Vesthimmerland med blandt andet Aggersborg, Gundestrupkarret og Ertebølle, siger Johnny Haugaard, som også drømmer om at brede udstillingen ud i flere dele af kommunen.

- Hovedudstillingen bliver stadig i den gamle svømmehal, fastslår han.

Johnny Haugaard er kendt over hele Danmark for hans specielle og populære udstillinger. Foto: Jeanett Cecilie Jørgensen / TV2 Nord

Udenlandsk interesse

Johnny Haugaard ser frem til at fortsætte arbejdet med en ny udstilling i Vesthimmerland, da han, med egne ord, er blæst bagover over den opbakning, han har mødt.

- Det er enestående og helt fantastisk. Samtidig er der kø til juleudstillingen hver dag, og vi har ikke fået én eneste klage, siger Johnny Haugaard og fortæller, at kendskabet til hans udstilling, også er nået ud over den danske grænse.

- Både besøgende fra Tyskland og USA har sagt, at de vil have noget lignende til deres land, så det eskalerer og bliver vildere, siger han.


Fangede firma i at spule giftigt tag - nu kommer der en lovændring

Foto: Privatfoto

Skærmbillede taget fra private mobiloptagelser af tagrensningen.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

På grund af Allan Rasmussen kan Arbejdstilsynet nu bruge andres videomateriale som dokumentation, når der sker overtrædelse af arbejdsmiljøloven.

- Arbejdstilsynet går først ud nogle dage efter, og så er det jo for sent.

Sådan lyder det fra Allan Rasmussen.

Sidste år var han hurtig til at filme en højtryksrensning af naboens asbesttag, fordi højtryksspuling af materialer med asbest er forbudt ifølge Arbejdstilsynet. Men han havde dog ikke forestillet sig, at videoen ikke kunne bruges som bevis.

For hvis du står og filmer et stykke arbejde, der bryder arbejdsmiljøloven, så har det indtil nu ikke været muligt at bruge det som bevismateriale hos Arbejdstilsynet.

Men på grund af Allan Rasmussen historie kommer der nu en lovændring, der fremadrettet sikrer, det kan lade sig gøre.

- Det er dejligt. Det er jeg glad for, er blevet sådan, siger Allan Rasmussen.

- Det er jo skræmmende

Det er den særlige tavshedspligt hos Arbejdstilsynet, der forhindrede videoen i at blive anvendt som bevismateriale.

- Det er jo skræmmende, at man ikke kan bruge sådan noget bevismateriale. Man kunne se billederne, at de stod og gjorde noget, de ikke måtte.

Se hele indslaget her.

Men selvom Allan Rasmussens konkrete historie handlede om asbest, så kommer den fremtidige lovændring til at udvide muligheden for brug af video og billeder med formodet ulovligheder.

- Det vi nu lægger op til, og det jeg lægger op til som minister på baggrund af sagen fra Frederikshavn, det er, at i fremtiden vil man kunne bruge det materiale, for eksempel sådan en video som den her, hvis man giver lov til det som klager, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen og fortsætter:

- Det vil sige, at hvis Allan Rasmussen fra Frederikshavn siger, at I må godt bruge min video, så kan man i fremtiden gøre det. Nu ændrer vi loven på baggrund af den her sag og på baggrund af det, vi har lært. Så i fremtiden vil man være bedre rustet til at ramme der, hvor ulovlighederne sker, siger ministeren.


Er du den heldige? Her er dagens vinder af to kilo juleslik (181224)

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Hver aften efter 19.30-nyhederne trækker TV2 Nord en vinder af to kilo juleslik fra AllSweets i Aalborg Storcenter.

Er du en vaskeægte slikmund?

Så skal du være med i TV2 Nord's julekonkurrence, hvor vi hver dag fra den 20. november til den 20. december trækker lod om to kilo slik fra 'Allsweets' i Aalborg Storcenter.

For at være med i konkurrencen skal du kigge forbi juleskoven på TV2 Nord i Aabybro, hænge julepynt på træerne og putte et brev i julemandens postkasse med dit navn og kontaktinformationer.

Hver aften efter 19.30-nyhederne trækker vi en vinder. Læs mere her.

Og vinderen af onsdagens udtrækning, kan du se i videoen herunder:


- Møllgaard er lige så stor en profil som Mikkel Hansen og Landin, siger landstræner

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

For første gang har Nikolaj Jacobsen udtaget et landshold til en slutrunde uden Mikkel Hansen og Niklas Landin.

Et håndboldlandshold uden Mikkel Hansen, Niklas Landin og Henrik Møllgaard?

Nej vel.

Sådan bliver det heller ikke i denne omgang.

For selvom koryfæerne Mikkel Hansen og Niklas Landin har indstillet henholdsvis håndbold- og landsholdskarrieren, er Møllgaard igen på listen over spillere, som skal med Nikolaj Jacobsen til VM i januar.

Var du i tvivl om, om Møllgaard skulle med i din VM-trup?

- Nej, det har jeg egentlig ikke været. Henrik besidder nogle store kvaliteter. De to andre (Mikkel Hansen og Niklas Landin, red.) er jo større profiler sådan rent håndboldmæssigt, end Henrik er, siger landstræneren til TV 2 Sport.

- Men med hans menneskelige kvaliteter er han en lige så stor profil, når man ser på det samlede billede for vores hold.

Nikolaj Jacobsen forklarer, at det ville være et stort tab pludselig at skulle stå uden alle tre landsholdsprofiler.

Samtidig lover landstræneren en stor rolle til Møllgaard – om ikke andet, så i hvert fald uden for banen.

- Det kan være, at det bliver en slutrunde, hvor han ikke får vanvittig meget spilletid, men så får han nogle andre vigtige opgaver, som gør, at når slutrunden er overstået, så har han igen sat et fantastisk aftryk på tingene.

Mensah i samme rolle

OL i sommer endte med at blive uden Mads Mensah, men når Nikolaj Jacobsens tropper møder ind i VM-lejren, så er Mensah tilbage.

Ifølge landstræneren er han både udtaget på grund af kvaliteterne på banen, men ligesom Møllgaard kommer han også til at udfylde en stor rolle uden for den.

- Der er ingen tvivl om, at han også er med på grund af nogle af de menneskelige kvaliteter, han besidder, og den erfaring, og det at skulle ind til en slutrunde.

- Mads var ikke det første navn, der stod på listen, men han har så mange kvaliteter.

Tidligere i denne uge forklarede Mads Mensah selv, at hans mavefornemmelse frem mod trupudtagelsen ikke var god, og det kan Nikolaj Jacobsen godt sætte sig ind i.

- Jeg kan godt forstå, at han har været i tvivl, for han kom jo heller ikke med til OL, men denne gang synes jeg, at han kan gå ind og dække nogle huller, som vi kan få brug for, siger han.

Danmark spiller første kamp ved VM 14. januar, og du kan se hele den danske trup lige her.


Glæde over kæmpe investering i plaget havn - men der er også mistro

Foto: Jesper Lange/TV2 Nord

Jan og Orla Rasmussen mener det er en god nyhed, at Orskov Yard investerer i ny dok.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det forventes, at investeringen på en halv milliard vil skabe 200 nye arbejdspladser i byen.

- Jeg synes, det er en god nyhed. Det vil betyde meget. Så kan vi få nogle penge i kassen i stedet for det der underskud.

Sådan lyder det fra Ole Thomsen, da TV2 Nord møder ham på grillbaren 'Fisk & Grill' på havnen i Frederikshavn onsdag formiddag.

Onsdag formiddag kom det nemlig frem, at Orskov Yard har indgået en betinget lejeaftale med Frederikshavn Kommune om at leje et vandareal, hvor en ny dok skal anlægges. Det er en investering på intet mindre end 500-600 millioner kroner.

Og det vækker glæde på grillen.

- Jeg har jo kun hørt meget lidt om det, men jeg synes da, det går i den rigtige retning, at de gør det. Måske kan de på den måde få mere arbejde ind og tage større skibe ind og lægge i dokken. Så jeg synes bare, det er skide godt, siger Jan Rasmussen.

Dok overgår de foregående i størrelse

Med investeringen i en ny femte dok, der er større end de foregående, så forventer Orskov Yard, at det kan skabe 200 arbejdspladser i byen.

Og det er arbejdspladser, der er brug for i en kommune, hvor arbejdsløsheden historisk har været høj. Men derudover har historier om havnens skrantende økonomi og kæmpe gæld fyldt mest, når snakken er faldet på Frederikshavn Havn den seneste tid.

Se hele indslaget her.

Hele 1,7 milliarder kroner skylder borgerne i Frederikshavn Kommune i den gældsplagede havn, der samtidigt også kommer ud af 2023 med et underskud på hele 340 millioner kroner.

- Det er tiltrængt her i byen. Det har været en turbulent tid her de senere år. Jeg synes, det er en rigtig god ting, at der sker mere udvikling. Da vi kom til byen for mange år siden, var der mere eller mindre dødt på havnen, siger Orla Rasmussen, der har Jatob Skibsophug og fortsætter:

- Det vil igen betyde en fremgang, når det er de rigtige mennesker, der sidder og passer det, siger Orla Rasmussen, der har Jatob Skibsophug.

De mange negative historier om den gældsplagede havn gør, det er er brug for positive historier, lyder det.

- Med det der er sket her i byen igennem de seneste par år, så synes vi, vi trænger til lidt positive ting i stedet for de negative ting. Jeg vil håbe, det kan betyde, de kan få det til at køre rigtigt igen. Hvis det holder stik, er det godt, siger Jan Rasmussen.

Du er lidt tøvende?

- Det er man jo altid med sådan nogle store projekter. Bærer det, eller bærer det ikke? Så ja, selvfølgelig er man lidt skeptisk. Altid.