Bronze til White Hawks
Foto: Preben Nielsen - eframe.dk (Arkiv)
Høgene fra Frederikshavn kæmpede sig søndag eftermiddag til bronze-medaljer i Metalligaen.
Skøjterne blev søndag eftermiddag spændt ordentligt på til et brag af en bronzekamp mellem Frederikshavn White Hawks og SønderjyskE. Bronzekampen kom dog en anelse sløvt fra start.
Første periode blev en målløs affære med kun enkelte chancer. Anden periode startede til gengæld anderledes spændende ud. Kampens anden periode var kun 37 sekunder gammel før Mathias Bau med et velplaceret håndledsskud satte pucken i mål.
32 minutter inde i kampen udlignede SønderjyskEs Thomas Spelling til 1-1. SønderjyskEs Mads Bødker fik kort efter en udvisning for tripping, hvilket White Hawks ikke var sene til at udnytte. Det tog kun 23 sekunder før Colin Vock endnu en gang kunne bringe gæsterne fra Frederikshavn foran med 1-2.
White Hawks var også i tredje periode hurtigt ude af starthullerne. Der skulle kun 47 sekunder til før, at Robert Carlsson fik sendt pucken i mål og dermed kunne score til 1-3. Den hurtige scoring satte gang i hjemmeholdet, der efterfølgende lagde tungt pres på høgene, men uden at det endte i mål.
White Hawks reddede dermed lidt af æren efter den glippede finaleplads. Det er i øvrigt tredje bronzemedalje i træk til høgene.