Anders frygter for kammeraternes liv på havet - han har selv fået nok og har sagt op
- Det er menneskeliv, det handler om, så jeg har det da skidt med, at jeg ikke længere er med til at hjælpe, lyder det fra Anders Madsen, som netop har sagt op som bådfører hos Skagen Redningsstation. Foto: Henriette Maj Pedersen
Anders Madsen er vant til at rykke ud, når der er brug for hjælp på havet, men han har - ligesom syv andre nu tidligere kolleger på Skagen Redningsstation - sagt op.
- Jeg har det træls med det. Jeg er selv tidligere fisker, så jeg ved, at tingene kan gå galt, og jeg vil da have det skidt med det, hvis folk, jeg kender, går til på grund af det her.
Sådan lyder det fra Anders Madsen, der netop har afleveret sin opsigelse på Skagen Redningsstation, hvor han det seneste halvandet år har været fastansat på fuldtid som bådfører.
Han har været vant til at redde liv og gøre en forskel på havet ud for Skagen.
Sådan er det ikke længere.
Det første møde, vi havde med ledelsen om situationen, blev der sagt, at hvis vi ikke kunne lide lugten i bageriet, så kunne vi bare forsvinde
Anders Madsen, tidligere bådfører, Redningsstation Skagen
Han har sagt op og er nu ikke en del af beredskabet i Kystredningstjenesten, der står til rådighed 24 timer i døgnet året rundt for at hjælpe nødstedte folk til søs.
Årsagen er, at arbejdsmiljøet på Skagen Redningsstation ifølge Anders Madsen er så dårligt, at han ikke længere kan se sig selv i arbejdet.
- Det første møde, vi havde med ledelsen om situationen, blev der sagt, at hvis vi ikke kunne lide lugten i bageriet, så kunne vi bare forsvinde. Der har helt klart det holdning, at der ikke var noget at snakke om, og det, synes jeg, er lidt problematisk, siger Anders Madsen og tilføjer:
- Jeg synes, det er træls og trist, at vi er kommet i den her situation, men nu er det ude af mine hænder, siger han.
Kollektiv opsigelser
Han står langt fra alene med sine synspunkter.
Hele otte nu tidligere redningsfolk har kollektivt sagt op på grund af det, de mener, er dårlig kommunikation, ligesom de har manglet indflydelse i det daglige.
- Jeg synes, det er en alvorlig ting, at vi bliver overhørt, der er tale om envejskommunikation, og jeg synes, vi har kæmpet en kamp for at blive hørt og få arbejdet til at hænge sammen, siger Preben Thomsen, der igennem de seneste 15 år har arbejdet som frivillig tilkaldevagt på Skagen Redningsstation.
De seneste måneder har der været det ene krisemøde efter det andet mellem medarbejdere og ledelse på Skagen Redningsstation, men intet har hjulpet.
Kunne det tænkes, at I har stillet urimelige krav?
- Det føler vi ikke selv, vi har gjort. Vi har forsøgt at gøre ledelsen opmærksom på situationens alvor, og hvor mange erfarne folk man stod til at miste, hvis ikke tingene blev bedre, siger Preben Thomsen og tilføjer:
- Det står meget kritisk til, og man har falske forhåbninger, hvis man tror, at der er en redningsstation i Skagen, der ville kunne rykke ud og hjælpe med alt på havet.
Fiskeriforening: Frygter katastrofale følger
Krisen på Skagen Redningsstation er nu så alvorlig at Strandby Fiskeriforening råber vagt i gevær, for det kan få katastrofale følger for fiskerne på havet, når der i den grad mangler redningsfolk lige nord for den lille fiskerby Strandby.
- Det er et spørgsmål om tid, når vi er på havet, og der er brug for hjælp. Og redningsstationen er jo havets ambulancer, det er derfra, vi skal have hurtig hjælp, siger formanden for Strandby Fiskeriforening, Claus Hjørne.
Hvis bare vi havde kunnet snakke om tingene for fem-seks måneder siden, så var vi ikke endt her
Anders Madsen, tidligere bådfører, Redningsstation Skagen
Fiskeriforeningen opfordrer Søværnet, der er ansvarlig for kystredningstjenesten til at rykke folk fra redningstjenesterne i Hirtshals og på Læsø til Skagen – og det haster med handling, mener Claus Hjørne.
- Den omstrukturering skal - set med mine øje - være på plads nu. Sådan som det er jo, det kan vi ikke stå på mål for. De er nødt til at få lavet et beredskab, så vi er dækket af, og det ved jeg godt kommer til at flytte kapacitet. Men vi har brug for beredskabet, og behovet bliver kun større hen over sommeren, siger formanden for fiskeriforeningen, der samtidig opfordrer sine medlemmer til at passe endnu mere på hinanden når de er ude på havet.
Søværnet: Det er dybt alvorligt
Skagen Redningsstation er nu er helt i knæ, og hos Søværnet, der er ansvarlig for kystredningstjenesten, lægger man da heller ikke skjul på, at man er ekstremt presset forud for sommerens indmarch af turister med den nuværende medarbejderflugt.
- Det er dybt alvorligt, og vi gør alt, hvad vi kan for at genetablere beredskabet, siger chefen for Søværnets Tredje Eskadre, Mikael A. J. Bill.
Søværnet har netop nu slået en række stillinger op til jobs på Redningsstationen i Skagen.
Deriblandt Anders Madsens job.
Og det ærgrer ham. For alting kunne ifølge ham have set helt anderledes ud.
- Hvis bare vi havde kunnet snakke om tingene for fem-seks måneder siden, så var vi ikke endt her, lyder det fra den nu tidligere bådfører.