Efter tre uger som løsgænger: Almina har valgt parti
Almina Nikontovic har meldt sig ind i SF og bliver en del af byrådsgruppen i Frederikshavn.
SF i Frederikshavn får endnu et byrådsmedlem. Almina Nikontovic, som for tre uger siden meldte sig ud af Socialdemokratiet, har meldt sig ind i partiet.
Almina Nikontovic er det tredje byrådsmedlem, der siden skandalen om Frederikshavn Havn for alvor rullede i oktober, og Birgit S. Hansen pludselig stoppede som borgmester, har forladt den socialdemokratiske byrådsgruppe.
Martin Tøttrup Kelkelund og Tina Kruchow var de to første til at forlade den socialdemokratiske gruppe. De skiftede begge straks til SF. Almina Nikontovic har brugt juleferien til at overveje sin politiske fremtid, og valget er også for hendes vedkommende faldet på SF.
- Det er, fordi jeg gerne vil være en del af et parti, som arbejder med de udfordringer, der er i vores kommune, og som tager ansvar. Et parti, som arbejder målrettet med at prøve at samle byrådet. Det er ikke en hemmelighed, at byrådet har været splittet, men jeg synes, at Christina (SF's gruppeformand Christina Lykke Eriksen, red.) har været god til at forsøge at nå de fælles løsninger, siger Almina Nikontovic.
Efter syv år som byrådsmedlem for Socialdemokratiet meldte Almina Nikontovic sig ud af både byrådsgruppen og partiet den 18. december, da hun var uenig i partiets linje, og hun begrundede sin udmeldelse med, at hun mente, at der manglede visioner og retning for Frederikshavn Kommune.
Fra en til fire
Efter tre uger som løsgænger ligger den politiske fremtid nu i SF i resten af byrådsperioden, og også gerne efter kommunalvalget til november. Hun har overvejet at stoppe i politik, men melder sig klar til endnu en periode.
- Nu føler jeg, at jeg kan være i et parti, hvor jeg er forankret med de værdier, som jeg selv har, siger hun.
Hvordan passer du ind i SF?
- Det er et godt match, hvis vi starter med værdierne, hvor vi skal behandle hinanden ordentligt, social retfærdighed og bedre velfærd for alle, og det er jo mig 100 procent. Når jeg tænker på de udfordringer, vi står i i vores kommune, så tror jeg, at det er et godt match, siger Almina Nikontovic.
SF er på få måneder vokset fra et mandat til nu fire mandater i byrådet. Christina Lykke Eriksen, som har siddet alene i byrådet i hele perioden, er glad for tilgangen og de muligheder, som en større gruppe i byrådet giver.
- Det betyder, at vi kan brede os ud over endnu flere områder og gå efter mere indflydelse. Vi vil fordele vores ordførerskaber. Det har jo været mig, som har stået og snakket i byrådet. Det kan vi nu dele ud på fire, og det, synes jeg, er rigtig godt. Jeg håber, borgerne kommer til at se et mere mangfoldigt SF, siger Christina Lykke Eriksen.
Almina Nikontovic blev valgt ind i byrådet i Frederikshavn i 2017 og genvalgt ved det seneste valg i 2021, og har plads i både Økonomiudvalget og Teknisk Udvalg. Det er to udvalg, som SF ikke var repræsenteret i indtil november sidste år.
Med tilgang til byrådsgruppen har SF nu på kort tid fået to pladser i Økonomiudvalget og en plads i Teknisk Udvalg, og samtidig har Socialdemokratiet mistet deres flertal i de to udvalg og kan dermed ikke længere alene få vedtaget beslutninger.
En stærk erhvervsprofil
Christina Lykke Eriksen vurderer ikke, at den nye sammensætning af flertallet får den store betydning. Derimod er hun på sit partis vegne tilfreds med, at hun i byrådsgruppen får en anden profil.
- Jeg er glad for at få Almina med på holdet. Hun er stærk på erhvervsområdet, og det er rigtig godt for os at få med. Vi sidder lige nu og arbejder med vores erhvervspolitik, og det er rigtig godt, at Almina vil være en del af det, siger Christina Lykke Eriksen.
Med sit skifte til SF håber Almina Nikontovic, at samarbejdet på tværs i byrådet bliver øget, og det dårlige samarbejde i byrådet var netop en af årsagerne til at hun forlod Socialdemokratiet.
- Jeg manglede samarbejdet. Jeg skal ikke være den klogeste i byrådssalen. Jeg har behov for at høre de andres synspunkter og deres holdninger, for det kan jo godt være, at det er nogen af de andre, som sidder med guldkornene og ikke mig selv, så det kan jeg bidrage med, siger Almina Nikontovic.