'Afskyeligt' og 'skandaløst': Beskylder kommentator for upassende kommentar om grønlændere
Foto: Axel Schütt/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Forkvinden for integrationsrådet og direktør ved Det Grønlandske Hus i Aalborg, Anna Lynge, er forarget over kommentaren, og kalder den både upassende og usportslig.
- Kan det være med til at have en form for prævention mod alkohol og rusmidler, så er det, det hele værd.
Ordene kommer fra TV2-kommentator Minik Daehl Høegh til VM-kampen i kvindehåndbold mellem Grønland og Paraguay, der blev spillet 11. december i Arena Nord i Frederikshavn.
Og netop den ene sætning fra kampen har sat gryden i kog. Udover mange vrede reaktioner på blandt andet Facebook, så er forkvinden for integrationsrådet og direktør ved Det Grønlandske Hus i Aalborg, Anna Lynge, også ude efter kommentatoren.
- Kommentatorens kommentar falder fuldstændig udenfor. Det er upassende og usportsligt, og det hører ikke hjemme, mener forkvinden.
Er sådan en kommentar med til at ødelægge oplevelsen?
- Det synes jeg. Det er med til at ødelægge glæden, der er omkring de her håndboldspillere, der repræsenterer landet og folket. Det ødelægger det også for dem, der er bosat i Nordjylland og Danmark generelt, som får også mulighed for at repræsenterer sit land og sin kultur, påpeger hun.
Mens hun yderligere fortæller, at hun tirsdag oplevede, at flere havde samme oplevelse med kommentaren, da de kom til Det Grønlandske Hus.
Yderligere pointerer hun også, at hun ikke mener, at man generelt skal koble alkohol, rusmidler og misbrug sammen med sport. Heller ikke, hvis det havde været et andet land.
Se kommentaren i videoklippet herunder:
Forargede tilskuere
Sara Fredsbo, der er af grønlandsk afstamning, var i Arena Nord og se kampen, da de to hold spillede.
Hun fortæller, at det var en hyggelig kamp, og at det først var dagen efter, hun opdagede kommentaren fra kommentatoren, og den gjorde hende forargede.
- Normalt reagerer jeg ikke, men eftersom det er sport og en folkefest for mange grønlændere, så hører det ikke hjemme at snakke om, siger hun og fortsætter:
- I Grønland drikker man ikke til mesterskaber eller i haller til sportsarrangementer, det er ikke vores kultur at have en øl i hånden.
Da Sara Fredsbo sad og så kampen med de mange andre grøndlandske tilskuere, så hun ikke en eneste sidde med en øl i hånden.
- Det er ikke alkohol, det handler om, det er sport, og jeg blev forarget over at høre den her kommentar, konstaterer hun.
Stadig et stort problem med fordomme
Forkvinden Anna Lynge fortæller også, at det den dag i dag fortsat er et stort problem i Danmark, at der er fordomme omkring det grønlandske folk.
- Man oplever det også på uddannelserne, i erhvervslivet, hos myndighederne, lægerne og så videre. Derfor er sport netop et sted, hvor man ikke skal opleve det, for sport er et internationalt sprog og udtryk for fællesskab, påpeger hun.
Derfor sætter hun spørgsmålstegn ved, at kommentaren falder i netop Grønlands kamp.
- Ville sådan en kommentar komme omkring det danske landshold?, spørger hun ud i plenum.
Flere bakker op på Facebook
På Facebook er kommentaren også blevet delt, og det har gjort mange mennesker vrede.
"Afskyeligt! - kommentatoren Dumper i opgaven!"
"Håber han bliver fyret."
"Sikken skandaløs kommentator."
Er nogle af de kommentar, der blandt andre er kommet.
Kommentatorens kommentar falder fuldstændig udenfor. Det er upassende og usportsligt, og det hører ikke hjemme
Anna Lynge, forkvinden for integrationsrådet og direktør ved Det Grønlandske Hus i Aalborg
Bakker op om kommentator
- Der har aldrig før været sendt kampe fra Presidents Cup ved VM, og det har vi valgt at gøre, fordi vi synes, at det er fantastisk, at Grønland er med til VM, og fordi vi gerne vil være med til at repræsentere dem, fortæller John Jäger, der er chef for håndbold og slutrunden på TV2 Sporten.
- Vi har ingen forpligtelse til at vise kampene eller invitere grønlændere ind og se kampen eller inviterer en grønlandsk ekspert ind, det gør vi for at være med til at vise, at vi støtter op om, at Grønland er med til VM.
Derudover fortæller John Jäger også, at man har gjort ekstra ud af det ved netop at få en tidligere grønlandsk landsholdspiller med som ekspertkommentator.
Kommentaren, der møder kritik fra flere sider, har TV2-chefen ikke tænkt sig at gøre mere ved.
- Jeg synes, at kommentatoren har gjort det fantastisk, og det er prisværdigt, at han kommer ind og bidrager, påpeger han.
- Det, han siger, er helt okay og indenfor det, som vi kan have ansvar for.
Grønland spiller deres sidste kamp ved VM i Frederikshavn onsdag klokken 13.00 mod Iran.