23-årig varetægtsfængslet: Snittede 20-årig med kniv
Foto: TV2/Nord
Efter en uge på fri fod blev en 23-årig eftersøgt mand mandag anholdt i Aalborg. Tirsdag blev han varetægtsfængslet.
En 23-årig mand blev tirsdag varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for at have overfaldet en 20-årig mand med kniv i Skagen den 27. september.
Overfaldet skete ved Kiwi på Chr. Xs Vej i Skagen, hvor de to kom i tumult, og den 20-årige endte med at blive snittet i ansigtet med en kniv.-
- Han har ikke stukket ham, men han har fægtet med en kniv, og ramt den 20-årige, så der er efter vores opfattelse tale om kvalificeret vold efter straffeloven, siger anklager Rikke Poulsen, der har behandlet sagen.
Den 23-årige stak efter overfaldet af fra stedet og først mandag i denn uge blev han anholdt i Aalborg, da politiet traf ham i forbindelse med et tyveri.
Den 23-årige har ingen fast bopæl, og Nordjyllands Politi ønskede ham derfor varetægtsfængslet, så man kan "sikre hans tilstedeværelse".
Den 23-årige fortalte i retten, at det rigtig nok var kommet til tumult mellem ham og den 20-årige, men han nægtede at have snittet offeret, og valgte derfra, ikke at udtale sig yderligere i retten. Han kærede dog ikke rettens kendelse.