1,5 tons pomfritter og 10.000 liter sodavand - Rødspætte Cup byder velkommen
Rødspætte Cuppen begynder officielt torsdag og fortsætter til og med mandag, hvor der spilles finaler.
Det var dagen før dagen i Arena Nord i Frederikshavn, daTV2 Nord var forbi og se de mange forberedelser til dette års Rødspætte Cup.
- Vi er ved at sætte en baggrund op til selfies, så alle holdene kan gå forbi og tage billeder, fortæller Trine Skovbak, der er medlem af Rødspætte Cup Udvalget.
Må afvise hold
Der er tilmeldt hele 330 hold til Danmarks største internationale håndboldturnering for ungdomshold. Det betyder, der er udsolgt, og turneringen må i år afvise 50 hold.
- Det er ærgerligt, konstaterer Claus Fonseca Formand FFI Håndbold og tilføjer.
- Det er nogen, der skriver til os helt indtil for 14 dage siden for at høre, om der skulle være opstået en mulighed, og det er vi rigtig kede af.
Deltagerantallet lyder på 5000, og så kommer der også omkring 3000 forældrer og familier med de unge håndboldspillere.
Se inslaget herunder:
En ære at være med
Kasper Kristensen, der er butiksindehaver af Intersport i Frederikshavn er også med til forberedelserne. Han står nemlig for tøj, bolde og meget andet, som bliver trykt på stedet, når spillerne har valgt tryk, str og trøje.
- Jeg glæder mig til at komme i gang og møde de her fantastiske og engageret håndboldspillere og forældre. Det er en kæmpefest i fem dage, og det er en ære at få lov til at være med, fortæller han.
Spillerne er fordelt rundt om på skoler i hele Frederikshavn Kommune, der spilles håndbold i 17 haller, og i Arena Nord spilles der på seks baner.
- Jeg glæder mig mest til at se alle håndboldkampene, hvor der altid er fuldt tryk. Nogle jubler, mens andre græder, men det er en fed oplevelse, fortæller Claus Fonseca.
Stor container lejes
Også køkkenet i Arena Nord er klar til at tage imod gæsterne. Her er der lejet en 20 fods container til det ekstra, der skal til.
- Der ryger cirka 3000 franskehotdog de her dage, fortæller Mads Hensen, der er køkkenchef i Arena Nord.
Dertil kommer 7000 sodavand og 1,5 tons pomfritter.
- Det bliver en kæmpefest, hvor mange unge mennesker, som kun vil være her i påsken og være med til at hjælpe, kommer, og det kører rigtig godt, fortæller køkkenchefen.
En oplevelse
Onsdag var der stille i hallen, men blot få timer efter gik holdene fra Slovakiet, Norge, Sverige, Tyskland, Finland og Danmark indmarch til årets udgave af Rødspætte Cup.
- Lige nu kan jeg godt mærke, jeg allerede er træt, fortæller Claus Fonseca og tilføjer.
- Man glæder sig også til, at det er overstået, for så har man givet nogle en oplevelse.
Rødspætte Cuppen begynder officielt torsdag og fortsætter til og med mandag, hvor der spilles finaler.