Vraget igen og igen: Femte gang er lykkens gang for socialdemokrat
Fem gange har Per Husted forsøgt sig med at blive valgt til Folketinget, og den femte blev altså den, der gav ham en stol på Christiansborg.
Socialdemokratiet er en af valgets helt store vindere, hvor det blev til 50 mandater i hele landet, og syv af dem finder man altså i Nordjylland.
Med 2221 personlige stemmer tog Per Husted det sjette mandat, og han slog dermed Rasmus Prehn, som måtte tage til takke med det sidste og syvende mandat.
- Det har jeg ikke så mange kommentarer til, fordi jeg tror, der ligger noget andet bag, at den minister ikke fik så mange stemmer, siger Per Husted.
Er ikke overrasket
Det er ikke første gang, at Per Husted er at finde i folketingssalen – han har nemlig før siddet som stedfortræder.
- Det bliver en anden måde, når man er rigtig valgt. Det bliver helt specielt, og jeg har nogle ting, jeg glæder mig til at arbejde med, siger han.
Per Husted er dog ikke særligt overrasket over resultatet, da han mener, at han har haft et godt hold omkring sig.
- Det kommer ikke helt bag på mig, fordi vi har ført en god valgkamp i Mariagerfjord, hvor jeg primært får mine stemmer, hvor vi har være gode til at holde stemmerne til trods for, at der har været andre stærke kandidater.
Holder stadig øje med sin virksomhed
Per Husted har ellers drevet sin egen virksomhed i Hadsund, men det bliver der mindre tid til nu.
Han er dog fortrøstningsfuld, da han har fuld tiltro til sine medarbejdere, men han kan dog alligevel ikke holde sig helt væk.
- Jeg tror, det er vigtigt, at når man sidder i Folketinget, at man så også har føling med det, der sker udenfor Christiansborg, siger Per Husted.