På trods af Venstre-nedtur: Marie Bjerre får bedre valg end sidst
I 2019 bragede Marie Bjerre (V) ind Folketinget med 8.619 personlige stemmer, men det har hun slået i år.
Folketingsmedlemmet Marie Bjerre (V) kan ikke helt finde ud af, hvilken grimasse hun skal finde frem, efter tirsdagens folketingsvalg er overstået.
Mit eget personlige valg er jeg super glad for.
- Marie Bjerre (V).
På den ene side er hendes parti Venstre gået voldsomt tilbage i forhold til valget i 2019, hvor partiet i år fik 13,3 procent af stemmerne på landsplan og kun 23 mandater i Folketinget, mens de efter valget i 2019 havde 43 mandater. I Nordjylland ser det ikke meget bedre ud for Venstre, hvor partier går fra fem til tre mandater.
Går fra sjette til femte pladsen
Men på den anden side for Marie Bjerre kan hun se tilbage på et valg, hvor hun i år har fået mere end ti procent flere personlige stemmer, end hun opnåede ved valget i 2019. I 2019 fik hun 8.619 personlige stemmer, mens hun i år har fået 9.744 personlige stemmer.
- Mit eget personlige valg er jeg super glad for og også stolt af. Jeg er gået frem, og det er svært i en tid, hvor Venstre desværre går så meget tilbage, som de gør, så derfor er jeg enormt glad for mit eget resultat, men jeg sidder også med lidt blandede følelser, fordi mit parti går så meget tilbage, siger Marie Bjerre til TV2 Nord.
I 2019 var det første gang Marie Bjerre stillede op til Folketinget, og derfor kom det for mange som en overraskelse, at hun fik sjette flest personlige stemmer i hele Nordjylland. I år hopper hun en enkelt plads op, som den kandidat i Nordjylland, der har fået femte flest personlige stemmer. Selv tror Marie Bjerre, at hendes gode valg i år skyldes, at hun i den seneste folketingsperiode sad i Folketinget, hvor hun kunne gøre sig bemærket.
Kun overgået af store profiler
- Jeg har haft et stort ordførerskab som klimaordfører, og det tror jeg, at man har lagt mærke til, så jeg tror, at det er fordi, jeg står på det fundament, som jeg står på, og det gjorde jeg jo ikke ved seneste valg, hvor jeg var nyvalgt, siger Marie Bjerre.
Nu er Marie Bjerre altså valgt for endnu en periode, og i den ved hun endnu ikke, hvilket område hun skal sidde med, men hun har en lille favorit.
- Jeg har faktisk været rigtig glad for at være klimaordfører. Jeg synes, at hele det område er enormt spændende, så det kunne jeg godt tænke mig at fortsætte med, men jeg kunne også godt se mig på andre områder, siger Marie Bjerre.
Marie Bjerre blev kun overgået her oppe i Nordjylland af Simon Kollerup (S), Preben Bang Henriksen (V), Inger Støjberg (DD) og Mette Frederiksen (S) hvad angår personlige stemmer.