Modstandere fortsætter kamp mod naturnationalpark
Modstandere af naturnationalparken ved Tranum kæmper fortsat for, at planerne bliver droppet.
Et flertal i Folketinget besluttede i december 2020 at oprette 15 naturnationalparker i Danmark. Tre af dem skal ligge i Nordjylland - på Læsø, ved Hanstholm og ved Tranum.
Den lokale modstand mod naturnationalparkerne har dog været stor, og derfor var både modstandere og tilhængere onsdag mødt op i nærheden af Overklitten Sø for at debattere idéen om at etablere en naturnationalpark ved Tranum.
- Vi synes ikke, der er nogen grund til det. Der er ikke noget galt med naturen her, siger Ulla Gottliebsen, som er talsperson for Facebook-gruppen "Ja tak til natur - Nej tak til en indhegnet naturnationalpark i Tranum", som har omkring 6000 medlemmer.
Hun deltog i debatarrangementet, som var stablet på benene af en række naturorganisationer, der havde inviteret til såkaldt vælgervandring i det område, et politisk flertal på Christiansborg har udpeget til en kommende naturnationalpark.
Flere folketingskandidater deltog også - og blandt dem er der ligeledes delte meningerne om naturnationalparker.
- Vi har en biodiversitetsudfordring globalt og nationalt. Der er en masse arter, som går tilbage, og som forsvinder alt for hurtigt. Naturnationalparkerne er et redskab til at øge biodiversiteten, siger folketingskandidat Joachim Plaetner Kjeldsen (ALT).
- Jeg siger ikke, at det ikke skal blive til noget, men der er i dén grad brug for, at man taler med borgerne. Borgerne er ikke glade for det, som det er. De føler sig tromlet, og det synes jeg ikke er okay, siger folketingskandidat Henrik Buchhave (V).
- Et overgreb
I december 2020 indgik regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet en aftale om en natur- og biodiversitetspakke, hvor der var sat penge af til at oprette 15 naturnationalparker. For halvandet år siden blev Tranum udpeget som lokation for en af dem.
- Tranum er et helt fantastisk område med store klitheder, og derfor er det oplagt, at det bliver en af de nye naturnationalparker, sagde miljøminister Lea Wermelin (S) ved den lejlighed.
Efterfølgende har der været lokal modstand mod naturnationalparken i Tranum, som byrådet i Jammerbugt Kommune har gjort indsigelse imod.
- Jeg ser det som et overgreb på vores natur, vores lokalsamfund og det kommunale selvstyre. Staten tager myndighed fra kommunen, siger Ulla Gottliebsen.
Hvad er naturnationalparker?
I naturnationalparkerne får naturen i højere grad lov til at udvikle sig på naturlige præmisser. Der drives ikke landbrug, og skoven henlægges som urørt skov.
Der bliver udsat store græssende dyr, som skal være med til at skabe en spændende natur, hvor der er mange levesteder for dyr og planter. De græssende dyr skal være med til at sikre, at områderne ikke udvikler sig til tæt mørk skov, og sikre, at enge, heder og overdrev med de tilknyttede dyr og planter fortsat har egnede levesteder.
Områdernes naturlige hydrologi søges genskabt - småsøer, vandhuller og sumpe vil komme tilbage i landskabet.
Hegnene skal holde dyrene inde, men der skal stadig være rig mulighed for at opleve naturen.
Kilde: Naturstyrelsen
Giver ikke op
Modstanderne af naturnationalparken er blandt andet utilfredse med, at der skal opsættes hegn i området, og at der skal udsættes græssende kvæg og vildheste.
Søren Rosenberg, som er lokalformand for Danmarks Naturfredningsforening i Jammerbugt Kommune, er fortaler for en naturnationalpark.
- Vi skal sikre, at vi har de gode arter, og at de bliver ved med at være herude, så derfor er naturnationalparker en kæmpe fordel for naturen, siger han.
Og så er spørgsmålet, om halvanden times vandretur og debat i den måske kommende naturnationalpark har flyttet noget.
Hvordan får man vendt stemningen i forhold til en naturnationalpark ved Tranum?
- Det er blandt andet ved møder som det i dag, at meninger brydes, og man måske går herfra lidt mere vidende, end man var, da man kom, siger Joachim Plaetner Kjeldsen (ALT).
- Lige nu har vi ikke opgivet kampen. Vi tror, at fornuften sejrer, siger Ulla Gottliebsen.