Diannie er mor til tre og førtidspensionist: - Fjern moms og afgifter, så vi kan eksistere
Foto: Malthe Birger Jensen / TV2 Nord
Diannies hverdag er i høj grad styret af de høje elpriser.
Udendørs madlavning på grill, slukket køleskab og frygten for at spare sin medicin væk. Det er situationen hos Diannie Tekin fra Gug. Følg med i aften, når seks nordjyske politikere diskuterer inflation i Fokus Live - Dit Valg.
- Det er jo lige før, at man knap kan have lyset tændt, når man går på toilettet
Det er en nøje beslutning, hver eneste gang at Diannie Tekin skal tænde op for enten varme- eller elapparater.
Hun er førtidspensionist og bor sammen med sine tre voksne børn, og hverdagen i det lille hjem i Gug er nøje planlagt efter el-app og tilbudsjagt.
Ellers kan det slet ikke løbe rundt. Huslejen er nemlig på 10.000 kroner om måneden, og dertil kommer vand, strøm og varme, som aldrig har været dyrere.
- Jeg er ikke tilfreds før moms og afgifter på fødevarer og el bliver fjernet. Så har vi en chance for at eksistere.
Som at skovle sne i snevejr
Diannie Tekins har, som mange andre danske familier, ikke kunne nøjes med at spare, for at få tingene til at hænge sammen.
Hun har været nødt til at lave mærkbare ændringer for ikke at ryge på gaden. Madlavningen er rykket udenfor på gasgrillen og det ene køleskab er lavet om til blot at være et skab.
Derudover er familien begyndt at sove i samme rum. På den måde kan de spare på varmen, hvor en biopejslampe er blevet købt.
Hvad er inflation?
I en markedsøkonomi kan priserne på varer og tjenester altid variere. Nogle priser stiger, andre priser falder. Der er tale om inflation, når der er en generel stigning i priserne, ikke kun på en enkelt vare eller tjeneste. Det betyder, at du kan købe mindre for 1 euro i dag, end du kunne i går. Eller sagt på en anden måde: inflation gør pengene mindre værd over tid.
Kilde: Den europæiske centralbank
Og selvom Diannie Tekin godt ved, at inflationen ikke bare sådan er til at løse, mener hun også, at det snart må være op til politikerne at gøre noget for at forbedre levevilkårene for de værst ramte - og at det må kunne gøres bedre end at sænke elafgiften med 68 øre:
- Det de gør lige nu, er som at skovle sne i snevejr. Prisen skal ned på 3-4 kroner pr. kilowatt-time. Så har jeg i det mindste råd til at tænde mit komfur en gang imellem, lyder det.
Derfor er inflationen også det vigtigste emne for Diannie Tekin ved folketingsvalget, og i aftenens Fokus Live spørger hun politikerne direkte, hvad de vil gøre for at hjælpe de mest ramte familier i Danmark.
- Jeg er så træt af at tænke over alt, hvad jeg gør. Jeg skal leve mit liv efter den el-app, siger hun.
Se hele debatten på Salto eller TV2 Nords Facebook side mandag klokken 19.45.