Trods energikrise: Gasproducent må brænde overskydende gas af
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Overproduktion af gas i Nordjylland betyder, at biogasproducenten Grøngas i Vrå kan se frem til at brænde dele af deres gasproduktion af.
Det er paradoksalt i en tid, hvor gas ellers er en mangelvare, men hos Grøngas i Vrå kan de ganske enkelt ikke komme af med gassen.
Derfor har de ingen anden udvej end at brænde gassen af.
- Når de nordjyske biogasanlæg tænder for faklen (anlæggets gasbrænder, red.) svarer det til 15 danske husstandes årlige forbrug af gas. Vel at mærke hver eneste time, faklen er tændt. Ialt 500 kubikmeter gas i minuttet, lyder det fra en ærgerlig Allan Olesen, der er direktør i Grøngas.
Situationen er sådan set ikke ny. De seneste fire somre har virksomheden fået varsel om, at nettet ikke kan aftage nok gas. Nu er den så gal igen.
Denne gang skyldes det, at frygten for gasmangel i forbindelse med krigen i Ukraine har fået mange virksomheder til at skifte fra gas til olie og kul.
Dermed er der ikke mangel på gas. Faktisk er der overskud.
- Når vi laver gas af det biomateriale, vi aftager i øjeblikket, ligger vi helt oppe på maksimal kapacitet. Problemet er bare, at eventuel overskydende kapacitet ikke kan pumpes ud af Nordjylland og ind i Energinets nationale forsyningsnet, forklarer Allan Olesen.
Herunder kan du se indslag om problematikken:
Udvidelse er planlagt - men først om to-tre år
For at kunne levere overskudgassen til det nationale forsýningsnet kræver det et system med særlige kompressorer og avancerede systemer, der behandler naturgassen, inden den lagres.
Energinet og Avida, der ejer dele af det danske gasnet, er allerede igang med planer for udvidelse af systemet, men det tager alligevel to til tre år, forklarer Peter Hodal, der er direktør for gas-transmission i Energinet:
- Vi venter ganske enkelt på de rigtige komponenter. Om kompressionsanlægget laves i bygninger eller containere er ikke afgørende for os. Det, der tæller, er de rigtige komponenter, og dem venter vi på.
- Når gassen skal fra det nordjyske gasnet og over i det nationale forsyningsnet, skal den først komprimeres under højt tryk. Derefter skal der fjernes et duftstof, og til sidst skal det vejes og behandles, så det er en kompliceret proces, men vi er igang.
Situationen er uholdbar
Krigen i Ukraine har med et trylleslag fået gas til at blive en national mangelvare. Allan Olesen mener alligevel, at Energinet burde have været tidligere ude:
- Det siger jo sig selv, at hvis man melder ud, at gas bliver en mangelvare, og at nogle virksomheder kan risikere at få lukket gashanen, så skifter de virksomheder jo til olie. Når de skifter til olie, så vil der bliver overskud af gas. Præcis ligesom der ofte er om sommeren. Det er ikke nogen ny problematik, det her. Det er jo bare det samme, som vi oplever hver sommer, siger han.
Energinet erkender, at situationen er uholdbar. Derfor forsøger de at løse den aktuelle situation sammen med Evida og en række lokale gasproducenter:
- Vi vil gerne forsøge at løse det her ved at få flere virksomheder tilbage på gas. Dermed kan vi løse en del af overskudsproblematikken, mens vi venter på at infrastrukturen bliver klar, slutter Peter Hodal.