Beboere frygter støjgener fra ny motorvej
Irriterende støjgener, der på sigt kan gøre beboerne syge. Det er, hvad en grundejerforening i Hasseris frygter, hvis den nye Limfjordsforbindelse over Egholm bliver en realitet. De mener nemlig, at støjen fra den kommende motorvej få hundrede meter væk vil blive langt større, end VVM-redegørelsen er nået frem til.
En ny motorvej over øen Egholm vil komme til at gå tæt forbi beboerne i Hasseris Enge, hvis de nuværende planer for en tredje Limfjordsforbindelse bliver gennemført.
- Det, vi er meget bekymrede for, er, at støjen fra motorvejen ikke bare stopper der, hvor Vejdirektoratet trækker linjer på deres kort, men blæser længere sydpå, siger Thorkild Neergaard, som er næstformand i Hasseris Grundejerforening.
I forlængelse af den VVM-redegørelse, der er lavet for Egholm-motorvejens påvirkning på miljøet, har Vejdirektoratet lavet en beregning af den støj, motorvejen vil medføre. Ifølge de beregninger vil støjniveauet i Hasseris Enge i gennemsnit ligge mellem 53 og 58 decibel. I Danmark ligger den vejledende støjgrænse på netop 58 decibel.
- Vi tror ikke på, at det støjbillede, de tegner, kommer til at holde. Det bliver meget værre, siger Thorkild Neergaard.
Borgerbevægelsen mod Egholmlinjen er enige i det udsagn. De henviser til erfaringer fra Silkeborg, hvor støjniveauet fra den nye motorvej ifølge bevægelsen langt overgår, hvad VVM-redegørelsen lagde op til.
- Der er mange lighedspunkter med situationen i Silkeborg. Vi har en vej, der ligger for byen og skrånende terræn mod øst, og det er de perfekte vilkår for at udbrede støj, siger Henrik Sakstrup, der er medlem af Borgerbevægelsen mod Egholmlinjen.
Støj kan skade helbreddet
Flere undersøgelser viser sammenhæng mellem støjpåvirkning og sygdomme. Støjgrænsen på de 58 decibel ligger da også over Verdenssundhedsorganisationens (WHO) anbefalede niveau.
- Støj kædes blandt andet sammen med en del hjerte-kar-sygdomme, diabetes og forøget blodtryk. Den støjpåvirkning, man bliver udsat for, kan føre til helbredsproblemer senere i livet, siger lydekspert Dorte Hammershøi fra Aalborg Universitet.
- Vi frygter, at støjen bliver så slem, at nogle bliver syge. Det vil i hvert fald helt sikkert gå ud over livskvaliteten ved at bo i Hasseris, siger Thorkild Neergaard.
Beboerne ved Hasseris Enge så helst, at en kommende motorvej blev flyttet mod øst, men sker det ikke, så kræver de, at der bliver gjort så meget som muligt for at reducere støjen fra den.
- Vi forestiller os, at man kunne grave motorvejen delvist ned og så bruge jorden derfra til at etablere volde, siger Thorkild Neergaard.