Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Voksen-skældud i facebook-grupper: - Vi råber, når vi er bange

Karin Wognsbæk bor i Vodskov med sin mand og to børn. Hun er, ligesom 2370 andre Vodskov-borgere, medlem af facebook-gruppen ’Vodskov og omegn 9310’.

 

En gruppe, der er det digitale samlingssted for byens borgere, hvor alt fra gode råd, hjælpende hænder og gratis legetøj slås op af gruppens medlemmer. Men efter coronavirussens frembrud, oplevede Karin et skifte i stemningen i gruppen:

- Jeg oplevede det både blandt mine egne facebook-venner og i gruppen, at der var en tendens til at skrive, når man var frustreret, siger Karin Wognsbæk til TV2 Nord.

Derfor valgte hun selv at gå til tasterne, men med et andet mere positivt budskab end i nogle af de øvrige opslag:

”VÆR GODE VED HINANDEN...Udskamning og latterliggørelse har sjældent været gode strategier til at få andre til at ændre adfærd.Så istedet for at sidde bagved skærmen og dele vrede budskaber om hvor latterlige andre folk er kunne det give mening at være mere nysgerrig på netop den adfærd du bliver så vred over.At være nysgerrig og stille velmenende spørgsmål, kan gøre det nemmere at forstå andres adfærd, men også være et bedre afsæt til at hjælpe folk med at ændre deres adfærd, hvis den er uhensigtsmæssig. #værgodevedhinanden ❤”

Ifølge Karin Wognsbæk har den ellers fredfyldte gruppe haft en mere grov tone, siden coronavirussens udbrud i Danmark.

Hun fortæller, at det især skaber gnidninger blandt medlemmerne, når der skrives om episoder, hvor medlemmet mener, at andre i byen har overskredet myndighedernes anbefalinger i forhold til at stoppe spredningen af coronavirussen.

Karin Wognsbæk vil have mere solskin på Facebook

I kommentarsporet til opslaget, får retorikken frit spil.

- Jeg tror, det er på grund af frygt. Folk er bange. Når man er bange, så har vi to måder, vi kan reagere på. Enten flygter vi. Eller vi kan gå til kamp. Måske er man selv kronisk syg eller har et familiemedlem, det vil være ekstra farligt at blive smittet for, siger Karin Wognsbæk og fortsætter:

- Alt er anderledes, og vi reagerer følelsesmæssigt.

- HAR I IKKE FORSTÅET HVOR ALVORLIGT DET ER???????

TV2 Nord har i flere lokale Facebook-grupper med tilknytning til Nordjylland set opslag, der beskriver situationer i supermarkeder eller grupper på gaden, der ifølge den person, der har skrevet opslaget, ikke efterlever vejledningerne eller lovgivningen fra myndighederne.

Og det er ikke så underligt, at der er ekstra aktivitet på de sociale medier i en tid, hvor det anbefales, at vi bliver hjemme:

- Der er helt sikkert mange af os, der har fået ekstra tid på hænderne i de her dage, og når vi alle sammen skal blive hjemme, er det første sted vi vender os mod, når vi har behov for at dele frustrationer, glæder og andet, de sociale medier. Jeg oplever også ekstra aktivitet i de grupper, jeg er medlem af, forklarer Katrine Villarreal Villumsen, der er digital konsulent hos Holm Kommunikation og ekspert i sociale medier.

 

Også Læsøs borgmester, Karsten Nielsen (O), mærkede effekten af de lokale Facebook-grupper. Han sendte søndag en pressemeddelelse ud, hvori han skriver, at han håber, at borgerne på Læsø vil være venligstemte overfor gæster, og at han bakker op om turistforeningen, der tidligere har været ude for at fortælle borgerne, at gæsterne er med til at skabe liv og vækst på øen.

- Derfor er jeg overrasket og utrolig ked af at erfare, at nogle få fastboende via facebook og andre medier, ved at bruge en til tider ganske ubehagelig og uanstændig tone og sprog, fraråder folk at aflægge os her på øen et besøg, skrev borgmester på Læsø, Karsten Nielsen (O).

 

Hanne Andersson er administrator i gruppen 'Folk der elsker Læsø', der er en af de grupper, borgmesteren hentyder til i sin pressemeddelelse. Hun har haft ekstra travlt med at moderere og sørge for en god tone i gruppen henover weekenden:

- Dels for at sørge for at holde en ordentlig tone i kommentarerne, men jeg har også mange gange måtte slå kommentarer fra, når det blev for grimt. Jeg har selv skrevet den sidste kommentar hver gang: 
"Her i gruppen følger vi sundhedsstyrelsens anbefalinger. De ændrer sig hele tiden, så følg med i pressen.
Men som det er nu, så må man gerne tage i sommerhus."

Administrator i facebook-gruppen 'Folk der elsker Læsø'

Ekspert i sociale medier, Katrine Villarreal Villumsen, forklarer, at vi ofte reagerer spontant og ud fra følelser, når vi eksempelvis skriver et opslag i en facebook-gruppe.

- Vi kan komme til at skrive ting, der i øjeblikket lyder klogt, smart eller sjovt. Eksempelvis når man lige har haft en oplevelse i det lokale supermarked, siger hun.

Katrine Villarreal Villumsen er digital konsulent hos Holm Kommunikation og ekspert i sociale medier

I 'Folk der elsker Læsø' har administratoren Hanne Andersson travlt med at holde god ro og orden blandt medlemmerne. Sommerhusudlejere, der annoncerer i gruppen, er, ifølge Hanne Andersson, blevet kaldt 'pengegriske' og 'uansvarlige', og Hanne selv bliver kaldt 'diktator', når hun maner til besindighed.

- Desværre blev anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen “bliv hjemme” misforstået af flere “tastaturkrigere”, så det nærmest udviklede sig til en hetz mod sommerhusejerne og gæster i øvrigt. Nogen tolkede “bliv hjemme” som, at det var der, hvor man har folkeregisteradresse man skulle blive.
Det udløste desværre et meget grimt sprog mellem visse medlemmer, siger Hanne Andersson til TV2 Nord.

De lokale facebook-grupper har i dagens Danmark stor betydning for det lokale liv.

- Mange steder er de lokale medier enten forsvundet i årenes løb, eller de producerer mindre hyperlokalt indhold, så de er der ikke længere til at forbinde borgene på kryds og tværs. De her lokale Facebook-grupper har i stedet forbundet folk på en ny måde, hvor de bruges til alt fra deling af nyheder og tilbud i brugsen til initiativer fra fodboldklubben. Men når alle samtaler for tiden handler om coronavirus, vil mange samtaler i gruppen selvfølgelig også gøre det, siger Katrine Villarreal Villumsen, digital konsulent hos Holm Kommunikation og ekspert i sociale medier, til TV2 Nord.

Når vi kommer ud på den anden side, skal vi huske, at vi alle sammen stadig kender hinanden.

Katrine Villarreal Villumsen, digital konsulent hos Holm Kommunikation og ekspert i sociale medier

Hvad skal man så gøre?

Nordjyllands Politi får masser af henvendelser om brud på de nye regler, og det er også præcis det, man skal gøre situationen, hvor man mener, der er for mange samlet:

- Hvis man som borger mener, at der er for mange forsamlet et sted eller lignende, så er det vores opfordring, at man ringer til os på 114, så vil vores medarbejdere kunne vejlede nærmere. Vi vil registrere borgerens opkald og efter en konkret vurdering vil en patrulje kunne afsendes til det pågældende sted for at vejlede borgerne på stedet, siger vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Anders Uhrskov til TV2 Nord og fortsætter:

- Generelt opfordrer vi til, at man deler myndighedernes anvisninger. Man kan finde relevant information på coronasmitte.dk.

Mere solskin i gruppen

Karin Wognsbæk fra Vodskov er enig i, at det er vigtigt, at man indretter sig efter myndighedernes retningslinjer, men hun vil samtidig henstille til, at vi snakker ordenligt om det uden at udskamme hinanden på sociale medier.

- Når vi er bange, kommer vi til at råbe. Folk har måske ikke forstået alvoren i situationen eller ved, hvordan de skal håndtere det. Jeg vil gerne have, at vi henstiller til at være gode mod hinanden og ikke kæmper mod hinanden, men med hinanden, siger Karin Wognsbæk til TV2 Nord.

Når vi er bange, kommer vi til at råbe

Karin Wognsbæk, pædagogisk medarbejder, Vodskov

- Alt er anderledes. Vi reagerer følelesesmæssigt. Hvis vi møder hinanden med hårdhed, får vi hårdt tilbage. Hvis vi møder hinanden med godhed, får vi godhed igen.

Karin Wognsbæk fra Vodskov mener selv, at det er utopi at tro, at hendes opslag i gruppen og på hendes væg ændrer noget som helst.

- Men måske kan det så et frø hos nogen, der kommer til at tænkte: Måske skal vi prøve at være gode ved hinanden i stedet for at være vrede på hinanden.

Er du i tvivl?

Så kan du ringe til den myndighedsfælles hotline på +45 7020 0233 

Eller finde mere på coronasmitte.dk


Nordjysk by hopper sammen på vægten for en bedre livsstil

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Sidste år tabte de 125 deltagere 511 kilo tilsammen

Mange vil gerne tabe sig i det nye år, og det er der nu en anderledes mulighed for i Sæby. Her kan borgerne nemlig melde sig til projektet ”Sæby hopper på vægten 2025”.

Deltager man, får man gratis træning i byens mange sportsfaciliteter, og så er der præmier til dem, der taber sig mest på de to måneder projektet løber.

Jette Johansen er en af dem der har valgt at melde sig til i Sæby Svømmebad.

- Jeg synes, jeg kan mærke det på alderen og vægten, så jeg trænger også lige til at blive kickstartet her i 2025, siger hun.

Handler ikke kun om at tabe sig

Konkurrencen handler ikke kun om at taber sig, men også om at ændre livsstil.

- Vi har lavet en lukket facebookgruppe, hvor jeg deler opskrifter på sund mad og sunde kostråd. Så vi håber, folk bliver sundere, siger Joan Burmeister, der er personlig træner og livredder i Sæby Svømmebad.

Man kan melde sig til som enkeltperson eller som hold. Samtidig deltager man i en konkurrence, hvor det hold, der taber sig mest, vinder 3000 kroner, og den person, der taber sig mest, vinder 1500 kroner.

Mange slankekure har dog den fejl, at folk tager på igen når kuren er slut. Men netop det, at det handler om at ændre livsstil, kan betyde en forskel for deltagerne i ”Sæby hopper på vægten 2025”.

- Sidste år var det ”Fiskedellerne”, der vandt. Siden da har de kun taget et kilo på tilsammen. De vandt sidste år, hvor de havde tabt rigtig mange kilo. Det har de bibeholdt, og de kommer stadigvæk herop og dyrker motion, siger Joan Burmeister.

Vil give rabat til deltagerne

Selv om Jette Johansen ikke regner med at vinde konkurrencen, håber hun på en anden gevinst, fordi hun er indehaver af en tøjbutikken Fru B, der sælger tøj til kvinder.

- Vi kommer til at give rabatter til dem, der har deltaget i ”Sæby på vægten 2025”, hvis de mangler nyt tøj. Og det gør vi forhåbentlig alle sammen efter de her par måneder, siger Jette Johansen.

Sidste år tabte de 125 deltagere 511 kilo tilsammen. Skulle man bo i Sæby, eller i nærheden, kan man stadig nå at melde sig til, da de også mandag vejer nye deltagere ind.


Her er ekspertens råd til at mindske risikoen for at blive hacket

Foto: Grafik / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Episoden med Alles Lægehus kan give anledning til mere snyd, og derfor skal man være særligt opmærksom ifølge eksperten.

Flere nordjyder har i løbet af weekenden modtaget en træls besked fra Alles Lægehus i sin e-Boks.

Her er de nemlig blevet gjort opmærksomme på, at deres personlige oplysninger er blevet hacket fra lægehusets system under et cyberangreb, som foregik tilbage i starten af december sidste år.

Anja Flou Zaar er blandt de nordjyder, som modtog beskeden, og hun blev både chokeret og bekymret over situationen.

Det kan du gøre

Jan Trzaskowski, der er juraprofessor ved Aalborg Universitet og som til dagligt beskæftiger sig med blandt andet med cybersikkerhed, har flere bud på, hvad man kan gøre for at beskytte sine personlige oplysninger.

 - Man kan sige, lige her er der jo ikke så meget at stille op, fordi skaden er sket, konstaterer han om cyberangrebet hos Alles Lægehus.

- Men generelt skal man jo have en vis 'cyber-hygiejne'. Man skal tænke over, hvor man giver oplysninger. Det kan også være oplysninger, som måske ikke er særlig følsomme, men som kan bruges af hacker, så man skal tænke sig om, hvem man giver oplysninger til, og hvem man engagerer sig med i forhold til behandling af oplysninger, pointerer han.

Derudover forklarer han, at man altid skal være kritisk, når man er på nettet. Men også telefonopkald og sms'er er noget, man skal holde øje med.

- Hvis der er nogen, der ringer til en eller sender en besked, hvor de tager udgangspunkt i nogle forhold, som måske er meget private, så skal man være meget forbeholden, forklarer han og tilføjer.

- Man skal selvfølgelig lade være med at opgive pinkoder, betalingsoplysninger og alt muligt andet godt. Hvis man er det mindste i tvivl, når der er en, der ringer, så må man lægge røret på og selv ringe op til for eksempel Alles Lægehus, banken og så videre.

Alles Lægehus kan give anledning til mere snyd

Særligt den nylige situation med Alles Lægehus, som mange nordjyder står i lige nu, bør også give forbrugerne en skærpet mistanke i den kommende tid ifølge eksperten.

- Hvis der er nogen, der skriver ud eller ringer ud og siger, at de kommer fra Alles Lægehus, så skal man tænke sig godt om, og man skal selvfølgelig også være opmærksom på, at der kan være nogen hackere, der vil udnytte den situation, vi er i lige nu, hvor der er en masse kunder hos Alles Lægehus, som er nervøse, forklarer han.

- Det vil sige, at hvis man får en besked, et opkald eller en mail fra nogen, der foregiver sig at komme fra politiet eller fra datatilsynet eller Alles Lægehus, som siger, de er i gang med at undersøge noget omkring det her datalæg, kan du lige hjælpe os? Så skal man også være særligt kritisk, afslutter Jan Trzaskowski.


Det så hurtigt sort ud, men nordjyde gjorde det, ingen troede var muligt

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Med kun 16 kampe i bogen var Jens August ikke levnet mange chancer.

Jens August Levorsen fra BK Pugilist bokseklub i Frederikshavn havde blot bokset 16 kampen, inden han pludselig stod overfor en norsk landsholdsbokser søndag.

Derfor var Jens August ikke levnet mange chancer, og allerede fra start røg han kortvarigt i gulvet, efter nordmanden gav ham en på hovedet.

Men helt utrolig kom Jens August Levorsen tilbage i kampen, og især i den sidste omgang udboksede han sin modstander, der desuden fik en advarsel fra dommeren for uren boksning.

Dermed endte nordjyden helt fortjent med sejren.

Han boksede i U19 67 kilo klassen, hvor han var oppe imod den Norske landsholdsbokser Eldar Redzic fra Moss Bokseklub.

Boksestævne er en succes

Det var blot en af mange boksekampe, der søndag udfoldende sig i Nørresundby.

En af Danmarks største bokseturneringer Viking Box Cup blev nemlig tradition tro afviklet den første weekend i det nye år af den gamle hæderkronede Lindholm Bokseklub.

I år er det 29. gang, man afholder arrangementet, og så er der endda rekorddeltagelse med hele 240 tilmeldte boksere.

Viking Box Cup har efterhånden fået et godt ry uden for Danmark, så i år er der deltagere fra England, Irland, Frankrig, Spanien, Ukraine, Norge, Sverige og Belgien, foruden boksere fra flere Danske klubber.

Viking Box Cup er en turnering for boksere i ungdom U17, U19 og Eliterækken, Lørdag blev de indledende- og semifinalekampene bokset, mens søndagen stod i finalernes tegn. Her skulle man nemlig igennem hele 46 finalekampe. 

Ud af syv de syv deltagende boksere fra den nordjyske klub var hele seks at finde i finalerne, og det var til stor glæde for formanden af Lindholm Bokseklub Henrik Christensen:

Sluttede med en brækket næse

Finaledagen sidste kamp blev en lokal affære mellem to træningskammerater fra den arrangerende klub Lindholm Bokseklub.

I plus 92 kilo mødtes de to klubkammerater Arthur Ostapenko og Marcus Hjalager, og det sluttede noget dramatisk.

Marcus Hjalager blev nemlig ramt hårdt i ansigtet, og kamplederen stoppede derfor kampen, mens blodet fossede ud af Marcus Hjalagers næse.


Anja spærrede øjnene op, da hun så beskeden på e-Boks

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Foruden Anja Flou Zaar har 28 personer henvendt sig til TV2 Nord med beskeden om, at deres oplysninger er stjålet fra Alles Lægehus.

Der er efterhånden ikke langt mellem datalæk og hackerangreb, og fredag trillede endnu en besked så ind om det hos Anja Flou Zaar.

Denne her gang var det hendes tur til at få sine personlige oplysninger stjålet - men den helt store overraskelse lå i, at de var blevet hacket fra Alles Lægehus.

- Jeg har haft den samme læge i Hjørring de sidste 18 år, og det er ikke hos Alles Lægehus. Så det giver absolut ingen mening for mig, siger Anja Flou Zaar.

Se hele indslaget her:

Én af mange

Allerede i går kunne TV2 Nord fortælle, at der var landet beskeder i flere nordjyders e-Boks. Flere af dem har siden henvendt sig og fortalt, at også de undrer sig over beskeden.

'Jeg har også modtaget beskeden, men har intet med lægehuset at gøre,' skriver flere i kommentarsporet TV2 Nords Facebookside.

Det siger Alles Lægehus

I et skriftligt svar til TV2 Nord siger Alles Lægehus følgende:

Vi følger løbende udmeldingerne fra Center for Cybersikkerhed og er fuldt bevidste om det høje trusselsniveau for angreb fra cyberkriminelle i Danmark. Vi samarbejder med en anerkendt professionel leverandør om vores IT og hosting af vores servere. Og vi følger best practice for IT-sikkerhed og implementerer løbende foranstaltninger for at styrke vores systemer og sikkerhed. Samtidig må vi erkende, at selv omfattende sikkerhedsforanstaltninger ikke kan garantere beskyttelse mod meget ressourcestærke kriminelle grupper.

Vi har fra begyndelsen arbejdet vedholdende sammen med politi, myndigheder og anerkendte eksperter i it-sikkerhed for at håndtere angrebet – og det gør vi fortsat. Vi ser på denne hændelse med den største alvor, og vi har handlet ud fra at kunne kommunikere så hurtigt som muligt og helst direkte med alle berørte, så snart de præcise omstændigheder og tilgængelige informationer gav os mulighed for dette. Der er sendt information til alle patienter i vores databaser via e-boks.

Vi er meget kede af de gener, som de berørte oplever efter det hackerangreb, kriminelle har gennemført på vores system. Hvis patienter har spørgsmål eller tvivl, skal de ikke tøve med at kontakte os på data@alleslaegehus.dk. Så vil vi hjælpe med svar og konkret information om opbevaring af data m.m. Vi behandler alle henvendelser grundigt og fortroligt. Det betyder også, at der godt kan gå nogle dage, før man får svar på en henvendelse.

Hvad kan hackere bruge dit CPR-nummer til?

Selvom Alles Lægehus skriver i beskeden, at de personlige oplysninger i mindre grad er hacket, så er det utrygt, lyder det fra Anja Flou Zaar.

- Lige nøjagtig med CPR -nummer, det er ret meget personligt, og det, er jeg træt af, er ude i omløb, og jeg frygter da, at de kan blive brugt til noget pengemæssigt, altså via min bank eller et eller andet, konstaterer hun.

Jan Trzaskowski er juraprofessor ved Aalborg Universitet og beskæftiger sig til dagligt blandt andet med cybersikkerhed. Herunder kan du hører hans forklaring på, hvorfor hackerne vil have vores oplysninger.

På Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside fremgår det, at det er normal praksis for et lægehus at gemme patientjournaler i mere end 10 år.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

I overgangen til regn bliver der risiko for isslag, hvilket kan give farlige situationer på veje og stier.

En barsk omgang vintervejr rammer Danmark søndag aften og natten til mandag, når et lavtryk sender både sne, kraftig blæst og regn ind over landet.

I perioder kan der endda komme snestormslignende tilstande, da dele af landet kan se frem til kraftigt snefald, der sammen med den tiltagende blæst risikerer at give snefygning.

TV 2 Vejret har i forbindelse med det barske vintervejr udsendt et varsel om netop kraftigt snefald.

I Østjylland og Nordjylland er der varslet op mellem ti og 15 centimeter sne i perioden søndag klokken 19 til mandag klokken 9.

For resten af landet er der udsendt varsel om mellem fem og ti centimeter sne mellem søndag klokken 17 og mandag klokken 3.

Foto: TV2 Vejr

Klokken 18: Sneen falder

Snevejret begynder at trække ind over det sydlige Jylland fra midt på eftermiddagen.

Herfra breder det sig mod nordøst. Ved 18-tiden forventes snevejret at falde over den sydlige halvdel af Jylland og det meste af Fyn.

I forbindelse med sneens ankomst begynder vinden at tage til i styrke. En hård vind til kuling fra sydøst vil blæse ind over de sydvestlige landsdele.

Foto: TV 2 Vejret

Klokken 22: Udbredt snefald og risiko for isslag

I løbet af aftenen vil de fleste danskere opleve snefald og kraftig blæst. Faktisk er det stort set kun Bornholm, hvor det endnu holder tørt.

Længst mod sydvest begynder varmere luft at strømme op over landet, hvilket får nedbøren til at gå over i regn.

I overgangen til regn bliver der risiko for isslag, hvilket kan give farlige situationer på veje og stier.

Foto: TV2 Vejret

Klokken 1: Landet deles i to

Ud på natten bliver landet nærmest delt i to.

Mod syd er nedbøren blevet til regn, mens der endnu forventes snevejr mod nord, hvilket tæller det nordlige og østlige Jylland samt Nordsjælland.

Mest barskt bliver det i Nordjylland og Østjylland, hvor der sammen med snevejret vil blæse op til en hård kuling fra sydøst med vindstød af op til stormstyrke.

Foto: TV2 Vejret

Klokken 4: Sne mod nord

I de tidlige morgentimer er det kun Nordjylland, hvor sneen fortsat falder. Selvom det stadig blæser, vil sneen dog ikke fyge, da den ventes at falde som tøsne.

Mens nordjyderne står op til snevejr, vil resten af landet opleve regn mandag morgen og markant mildere vinde – helt op til 10 graders varme.

Først i løbet af mandag morgen og formiddag hører det op med at sne, mens regnvejret først slipper landet mandag eftermiddag.

Foto: TV2 Vejret