Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Smittet med corona: Esben må holde juleaften alene på loftet

Det er virkeligt træls - især for børnene. Sådan lyder det fra Esben Blicher fra Nørresundby, der er en af de nordjyder, der lige nu er ramt af covid-19, og derfor må gå i isolation og undvære at være sammen med familien juleaften.

På loftet sidder nissen med sin julegrød - men nu sidder Esben Blicher fra Nørresundby der også. Han er smittet med covid-19 og kommer til at holde juleaften på førstesalen i sit hus uden sin familie.

- Jeg synes, det er synd for vores børn. Jeg ved, at de har glædet sig til, at vi skulle ned og besøge bedsteforældrene og holde jul med dem, siger Esben Blicher ud af vinduet fra loftet.

Vi skal holde en skør jul, fordi min far har corona.

Skør jul

Nedenunder har Jannie Blicher Jakobsen og børnene Liv og Hugo på fire og to år fået hjælp til at få hentet et juletræ. Mor og børn er ikke smittede, men er alligevel gået i isolation som nære kontakter.

- Vi skal holde en skør jul, fordi min far har corona, siger fire-årige Liv, mens hendes mor uddyber.

- Det er lidt frustrerende. Vi har haft et lidt hårdt år herhjemme, så vi havde glædet os til at holde jul med den store familie, siger Jannie Blicher Jakobsen.

I Østervrå må folketingsmedlem Bent Bøgsted (DF) og hans kone Hanne også undvære familien juleaften. De skulle have været sammen med børn og børnebørn i juledagene. Det bliver der ikke noget af nu, for hr. og fru Bøgsted er smittede.

- Det er noget træls, for vi havde virkelig glædet os til de her tre dage, hvor vi skulle være sammen med børn og børnebørn. Det går så i vasken det hele, fordi vi bliver smittet med corona, siger Bent Bøgsted, der mistænker, at han har taget smitten med hjem fra folketingssalen.

Facetime med far

Alene i Nordjylland er 4477 personer testet positive for coronavirus i den seneste uge. Dermed er der mange, der som de to familier kommer til at få en ganske anderledes jul end de havde planlagt.

Familien Blicher havde overvejet helt at glemme alt om jul den 24. december og holde jul senere, men den fire-årige datter har opfattet, at der er fredag, det er juleaften, så Jannie Blicher Jakobsen har set sig nødsaget til at holde en “nødjul” på den rigtige aften med Facetime-opkald med far Esben på loftet.

- Jeg har nået at købe nogle ekstra gaver til børnene, og så får vi bagt nogle julekager og får hygget så meget, som vi nu kan, siger Jannie Blicher Jakobsen.

Børnetegning skubbet ind under døren

Familien Blicher holder jul hver for sig med far på loftet. De ikke vil risikere at mor og børn også bliver smittede, så isolationen bliver endnu længere. Far Esben har allerede fået en julegave, for hans fire-årige datter har skubbet en børnetegning ind under døren til ham.

Hvis alt går vel, kan Esben komme ud af isolation anden juledag - og så skal der holdes forsinket jul.

- Så kører vi ned til mine forældre og får en juleaften med mad og dans om træet og gaver til børnene. Det bliver bare ikke den 24. december. Det bliver bestemt en jul, jeg kommer til at huske, siger Esben Blicher.


Stort projekt: - Vi skal blive bedre til at hjælpe de unge!

Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Arkivfoto.

Unges mentale sundhed skal have et boost, og man vil forsøge at få flere i job og uddannelse.

I Aalborg vil man have flere unge i arbejde, man ønsker at flere starter og gennemføre en uddannelse, og man ønsker at forbedre unges mentale helbred - og man ønsker også at mindste fraværet allerede i folkeskolen.

Derfor er der skabt en såkaldt 'trivselsalliance' mellem Aalborg Kommune, Region Nordjylland, foreningsliv og erhvervsliv, som sammen skal arbejde hen mod netop det.

- Vi skal blive bedre til at hjælpe de unge som mistrives. Vi skal tænke i nye løsninger og give de unge redskaber til at mestre eget liv. Gode eksempler på det er vores mestringsindsats i folkeskolen og arbejdet med ABC for mental sundhed på ungdomsuddannelserne og videregående uddannelser. De gode erfaringer herfra og erfaringerne fra "Kulturvitaminer" og Aalborg Try Out" skal bringes i spil i dette partnerskab, siger Jes Lunde (R), rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.

Lige nu er de i gang med at udforme nogle konkrete indsatser, der skal kunne gøre en mærkbar forskel for trivslen blandt unge. Der er desuden fokus på at støtte unge i udsatte positioner. Og derfor er Den Obelske Familifond gået med i samarbejdet.

Planen er, at det samarbejdet skal være en langsigtet investering, og at det er de unge selv og deres erfaringer skal bidrage til den samlede trivselsindsats.

- Unges levede erfaringer vil fortsat stå helt i centrum. Deres stemmer er essentielle for at kunne skabe det kvalificerede og nuancerede grundlag for Aalborgs samlede og helhedsorienterede trivselsindsats, siger Mathias Bruhn Lohmann, udviklingschef i SUS - Socialt Udviklingscenter.


Uhyggeligt styrt får ingen indflydelse på Vingegaard-beslutning

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Hvis ikke Jonas Vingegaard vender retur til Baskerlandet Rundt, er det udelukkende grundet sportslige overvejelser.

I løbet af året har Jonas Vingegaard leveret store resultater, og blandt andet sluttede han som nummer to i Tour de France.

Alligevel husker mange nok bedst danskerens uhyggelige styrt tilbage i april under Baskerlandet Rundt, hvor Vingegaard var så slemt tilredt, at han troede, han skulle dø.

Vingegaard brugt det spanske etapeløb som forberedelse til Touren de seneste mange år, men er det overhovedet et scenarie at vende tilbage til et løb, hvor man potentielt har traumer efter så enorme smerter?

- Det er selvfølgelig noget, som jeg og holdet overvejer, om jeg skal køre. Men vi tænker kun på, hvad der er den bedste forberedelse til Tour de France. Så hvis vi synes, at det er en god forberedelse til Touren, så er det det, jeg kører, men jeg tror personligt, at jeg godt kunne tænke mig at prøve noget andet end Baskerlandet, som jeg har kørt de sidste fem-seks år.

Er der noget mentalt i det?

- Nej, det betyder ikke noget, synes jeg. Jeg tror, jeg har kørt det fem gange, og jeg føler egentlig, at der er andre World Tour-løb, jeg har lyst til at køre, og det er mere der, det stammer fra, forklarer Vingegaard til TV 2 Sport.

Styrtet sidder stadig i kroppen

Da Vingegaard styrtede i årets udgave af Baskerlandet Rundt, punkterede han en lunge, brækkede flere kraveben og ribben. Skaderne var så slemme, at der gik over en måned, før danskeren overhovedet satte sig på en cykel igen.

Styrtet kostede også en masse muskelmasse, og det er nu det, der er danskerens største hovedbrud.

De muskler skal tilbage i benene, så der kan trædes de nødvendige watt.

- Jeg er stadig ikke helt på den samme muskelmasse (som før styrtet, red.). Det er stadigvæk noget, vi arbejder på. Jeg prøver at genopbygge muskelmassen, og træningen går godt, så det er lovende i forhold til næste år, lyder det optimistisk fra Jonas Vingegaard.

Du kan læse meget mere om Vingegaards planer for den kommende sæson i artiklen nedenfor.


AaB-træner afviser: - Jeg vil ikke snakke om placering

AaB's cheftræner Menno van Dam i superligakampen mellem AaB og Viborg FF på Aalborg Portland Park, søndag den 24. november 2024.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Efter 16 spillerunder ligger AaB på en niendeplads med 17 point.

AaB fik fire på stribe, da det er den fjerde kamp i streg, hvor klubben tager ét point med sig.

AaBs hollanske cheftræner vælger dog den positive vinkel på pointet - trods AaB i nu seks kampe, ikke har vundet:

- Hvis de andre hold taber fire kampe, og man ser på det ud fra det, så har vi vundet fire point. Ét point er bedre end nul.

En kedelig affære

Søndagens opgør endte nemlig 0-0 mod Viborg FF i en kedelig affære, hvor det var udeholdet, der dominerede.

Dermed missede AaB chancen for at nå næsten op på siden af Viborg - i stedet hedder afstanden nu fire point.

Men den snak preller af på AaB-træneren:

- Jeg vil ikke snakke for meget om placering. I dag tager jeg et rent bur med fra kampen. Vi forsvarede os godt, og vi er generelt blevet bedre i vores spillestil de sidste uger.

Især i første halvleg holdt udeholdet fra domkirkebyen AaB i et jerngreb, og i starten af anden halvleg måtte AaB's målmand, Vincent Müller, diske op med en mirakelredning.

Trods dominansen fra Viborg, mener AaB's cheftræner dog ikke, at der kun var tale om envejstrafik.

- Hvis man ser på de sidste 25 minutter af anden halvleg, så var det også god fodbold, siger den hollandske cheftræner.

Efter 16 spillerunder ligger AaB på en niendeplads med 17 point.


Store stjerner vækker interesse for sporten: Det mærker man hos nordjysk forening

Unge svømmetalenter fra hele Danmark har i weekenden været samlet til Aalborg Cup 2024.

Svømmehud mellem tæerne, rosinhud på fingerne og den karateristiske duft af klor.

Det er noget 11-, og 12-årige Josephine Emilie Lykke Andersen og Rikke Lund fra Aabybro Svømmeklub i den grad kender til.

I weekenden har svømmere fra hele Danmark dystet i forskellige discipliner og distancer ved i Aalborg Cup 2024.

- Det er sjovt, og man får nogle gode venner, foræller Rikke Lund, og hendes svømmekammerat er enig.

- Det har været rigtig hyggeligt, vi har været meget sammen, så det har været rigtig dejligt, lyder det fra Josephine Emilie Lykke Andersen.

Mødte OL-svømmer

De mindre og nyere svømmere fik i weekenden også lejlighed til at møde mere erfarne svømmere. Martine Damgaard fra KVIK Kastrup, der deltog ved OL i sommer var med til cuppen i dag.

Det samme var Karoline Kjeldstrup fra Aalborg Svømmeklub, der i sidste uge vandt guld ved DM i hold.

- Det betyder megameget at få lov til at være her og give noget tilbage, som jeg har fået, da jeg var helt lille, fortæller hun.

Stor interesse

Siden coronatiden har det danske foreningsliv haft svært at få startet op, men det går godt i de nordjyske svømmeklubber. Tal fra Dansk Idrætsforening i 2022 viser, at SvømDanmark havde 186.185 medlemmer.

En stigning på 10 procent på fem år.

- Vi kan sagtens mærke, at der er interesse for konkurrencesvømning, alle vores hold er rigtig godt fyldte. Så det er der stor tilslutning til, så der mangler vi ikke nogen, fortæller talentudvikler ved Aalborg Svømmeklub, Anders Kjær Pedersen.

Ifølge ham er der en effekt, når man, som Aalborg Svømmeklub, har navne, der konkurrerer på eliteplan.

- Det er det, de unge spejler sig i. Det er det, de drømmer om, selvom det er et nåleøje at komme igennem, forklarer han.

OL-drømmene spirer stadig

Fremtiden ser lys ud for talentudviklingen i det nordjyske svømmelandskab.

- Fra vores klub er vi godt på vej. Vi har en god fødekæde til fremtiden, både på juniordelen, men også på seniordelen.

Fremtidsdrømmene er store hos de de unge svømmertalenter.

- Altså jeg håber da selvfølgelig at jeg kan være med på den helt store internationale scene, altså det ville da være drømmen, fortæller Karoline Kjelstrup.

- Jeg har en drøm om at komme med til OL igen, og gerne i 2028, hvis det kunne være en mulighed, lyder det aflsutningsvis fra Martine Damgaard.


Foto: Henning Bagger (Ritzau/Scanpix)

I en ret så kedelig affære var der én spiller, der kunne have gjort forskellen.

I den råkolde nullert i Aalborg, hvor AaB og Viborg delte i porten på Portland Park, var det Ibrahim Said fra Viborg, der var ualmindelig tæt på.

I første halvleg kreerede han selv et stolpeskud, mens han i anden halvleg så AaBs tyske keeper, Vincent Müller, imitere en blanding af Gordon Banks og Peter Schmeichel med en feberredning helt nede ved højre rod.

- Det var faktisk helt utroligt – en god redning. Jeg gjorde alt for at score, men han er god. Jeg var ikke særlig heldig i dag, siger Ibrahim Said.

Hør, hvad målmanden selv havde at sige om redningen herunder:

Ydmyg helt

Efter kampen var AaBs redningsmand ikke meget for at rose sig selv.

- Det er jo min opgave at beskytte målet og hjælpe holdet med at blive i kampen ved at holde målet rent, indleder han, da han bliver spurgt til redningen.

Du er meget ydmyg?

- Selvfølgelig er jeg stolt, men jeg er ikke typen, der står her og siger, at jeg så er 'kampens spiller', fordi jeg lavede tre gode redninger. Jeg kigger først og fremmest på holdet, men jeg er selvfølgelig glad og stolt over min egen indsats, uddyber den tyske målmand, der kom gratis til AaB i sommer fra Duisburg, der netop var rykket ud af 3. Bundesliga.

Ingen bebrejder skurk

Den 24-årige har siden været AaB en god mand, hvor han blandt andet har fundet vej til Månedens Hold tidligere på efteråret, da Morten Bruun udtog det.

Samme Bruun kårede søndag Ibrahim Said som kampens bedste, trods uheld og Müllers kongeredning.

- Den lille dribler var kampen igennem den, der var tættest ved at bryde dødvandet i Aalborg, roser eksperten.

AaB's tidligere sportschef Lynge Jacobsen og frue i superligakampen mellem AaB og Viborg FF på Aalborg Portland Park, søndag den 24. november 2024.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

- Nogle gange har man brug for en lille smule held. Jeg troede, da jeg afsluttede, at bolden ville gå ind, men ud af det blå dukkede han op. Jeg var en lille smule sur, for i en kamp som denne skal man gerne score på de chancer, man har, forklarer Ibrahim Said efter kampen.

AaB fik med pointet lagt en afstand på fire point ned til Sønderjyske på 10. pladsen.