Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Restriktioner ophæves: Nu må du krydse kommunegrænserne

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Sundhedsministeriet oplyser i en meddelelse, at man nu igen må krydse grænsen til de syv nordjyske kommuner, der har været underlagt særrestriktioner.

Kultur -og fritidsliv, caféer, barer og restauranter må genåbne fredag. Ligeledes ophæves restriktioner i den offentlig trafik fra fredag.

Restriktioner for videregående uddannelser, dagtilbud, grundskoler, kost -og efterskoler samt for ungdoms- og voksenuddannelser ophæves fra og med mandag.

Det skriver ældre og sundhedsminister Magnus Heunicke i en meddelse til Covid-19-følgegruppen.

Restriktionerne skulle ellers gælde frem til d. 3. december.

Sådan genåbnes de syv kommuner

Torsdag d. 19. november:

  • Kommunegrænserne må igen krydses

Fredag d. 20. november:

  • Åbning af kollektiv trafik
  • Åbning af kultur -og fritidsliv
  • Muligheder for forsamlinger
  • Åbning af restauranter, barer, caféer mv.

Mandag d. 23. november:

  • Videregående uddannelser
  • Dagtilbud
  • Grundskoler
  • Kost -og efterskoler
  • Ungdoms- og voksenuddannelser

 

Restriktioner, der fortsat gælder:

  • Beboerne i de berørte kommuner opfordres til at omgås færrest mulige personer.
  • Vandrende arbejdstagere ved udrejse til hjemlandet opfordres til at lade sig teste forud herfor.
  • Personer med bopæl uden for Danmark opfordres kraftigt til ikke at indrejse i de berørte kommuner.

Borgmestre er informeret: - Det var da en god nyhed

På et møde med sundhedsminister Magnus Heunicke er de nordjyske borgmestre her til formiddag blevet orienteret om, at grænselukningen er ophævet med øjeblikkelig virkning; kollektiv trafik begynder at krydse kommunegrænser mellem de syv tidligere nedlukkede kommuner og resten af de nordjyske kommuner fra fredag, at studerende på videregående uddannelser kan vende tilbage fra mandag, og at caféer og restauranter må genåbne fra fredag.

- Det var da en god nyhed, og jeg er rigtig glad for, at det er blevet meldt ud. Det er noget, vi har presset på med, så det er dejligt, siger borgmester i Brønderslev Kommune Mikael Klitgaard (V)

Brønderslevs borgmester Mikael Klitgaard (V) mener fortsat, at det var forkert at lukke de syv kommuner.  Foto: Mette Kristensen

Trods glæden over de nu genåbne kommunegrænser, mener Mikael Klitgaard dog fortsat, at det var forkert af regeringen i første omgang at lukke de syv kommuner ned på en så kontant måde.

- Man lukker erhvervslivet, selvom vi har klar erfaring for, at arbejdspladser er gode til at hold afstand. At man lukker grænsen til Aalborg slår utallige erhverv i stykker, og det er ærgerligt, når det ikke er der, det smitter, siger han.

Senere torsdag eftermiddag skal Klitgaard igen til onlinemøde med en regeringsrepræsentant. Denne gang er det erhvervsminister Simon Kollerup, hvor de skal drøfte, hvordan erhvervslivet i de ramte kommuner nu kan blive kompenseret.

Konservativt folketingsmedlem glæder sig over genåbning

- Vi får bevægelsesfriheden tilbage, siger Per Larsen (K) til TV2 Nord.

Per Larsen glæder sig over udsigten til at de syv nordjyske kommuner med særrestriktioner kan se frem til genåbnning henover weekenden. Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard

Efter 70.000 test uden fund af cluster-5 genåbner Nordjylland. Ifølge Per Larsen (K) drejer det sig i første omgang om kollektiv trafik og restauranter.

- Det var på tide. Jeg har jo undret mig over, at vi skulle have særrestriktioner i og med, at vi har det absolut laveste smittetal, siger Per Larsen og glæder sig over udsigten til genåbning.

- Det har og har haft store konsekvenser for erhvervslivet.

Det bekræfter Dansk Industri, der samtidig fortæller, at  restriktionerne for mange har været uklare og frustrerende.

- Det har været to lange uger for Nordjylland, så det er godt nok en vigtig og ventet nyhed. Restriktionerne har skabt store frustrationer og problemer for nordjyske virksomheder og borgere, så åbningen har været ventet og efterspurgt, siger Dansk Industris adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.

Lars Sandahl Sørensen mener, at regeringen og myndighederne skal tage ved lære af forløbet, så restriktioner fremover bliver mere klare og forståelige.

- Og at der er tilstrækkeligt testkapacitet og hjælp til borgere og virksomheder, når der sker så indgribende restriktioner som her, siger Lars Sandahl Sørensen.

Restriktioner kun i Nordjylland

Statsministeriet afholdt d. 5. november pressemøde om nye restriktioner i de syv nordjyske kommuner: Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø.

- For jer i Nordjylland vil 5. november blive en skelsættende dato. Det her kommer til at få stor betydning for jer og jeres hverdag. Det er mere end 280.000 borgere og nordjyder i de syv kommuner, der bliver berørt, sagde Mette Frederiksen (S) d. 5. november.

Baggrunden var, at der er en risiko for, at en kommende vaccine ikke kommer til at virke, som den skal.

Hvordan startede minksagen, og hvilke konsekvenser har den haft?

Se TV2 Nords minidok 'Da Nordjylland smed pelsen':

 

Fra mandag 16. november blev nogle af restriktionerne i de syv nordjyske kommuner, der er lukket grundet coronavirus blandt mink, opblødt.

Der er dog fortsat en række restriktioner, der gælder i de syv kommuner.


Skole bygger om for 300 millioner efter kæmpe donation

Arkivfoto.

Ombygning skal gøre Techcollege til et endnu mere attraktivt uddannelsesvalg.

Techcollege i Aalborg står over for en kæmpe ombygning.

Takket være en donation på 108 millioner fra A. P. Møller Fonden og 200 millioner kroner fra erhvervsskolens egen kasse skal området på Øster Uttrup Vej i Aalborg, hvor uddannelsesinstitutionen har hjemme, forvandles til en moderne campus med bedre plads til sociale og faglige fællesskaber.

Det skriver Techcollege i en pressemeddelelse.

- Med den flotte donation fra A. P. Møller Fonden får eleverne optimale rammer til at dyrke både de faglige og sociale fællesskaber, og vi har store forventninger til, at det vil styrke skolens position som et attraktivt uddannelsesvalg, siger Søren Samuelsen, der er direktør for Techcollege.

Projektets arbejdstitel er 'Techvillage'. Titlen afspejler, hvordan det nye byggeri skal skabe nye muligheder for at bringe eleverne sammen i både store og små fællesskaber på tværs af de 11 forskellige erhvervsuddannelser, der findes på adressen. Idéen er at skabe et fællesskab, som i en landsby.

- Vi har brug for, at flere unge vælger en fremtid som faglærte, men det kræver, at vi tager de unges ønske om at være en del af et attraktivt studiemiljø alvorligt, og dette er et kæmpe skridt i den retning, siger Søren Samuelsen.

Om Techcollege

Techcollege blev grundlagt i 1805 og er i dag en af de største erhvervsskoler i Danmark og den største i Region Nordjylland.

Techcollege er placeret på seks forskellige adresser i Aalborg og Nørresundby, hvor cirka halvdelen af skolens samlede uddannelsesaktiviteter er placeret på Øster Uttrup Vej, mens de øvrige uddannelser er jævnt fordelt på de øvrige fem adresser.

Techcollege udbyder i alt 31 forskellige erhvervsuddannelser.

Mellem 6000 og 7000 elever har hvert år deres gang på Techcollege på Øster Uttrup Vej.

Kilde: Techcollege

'Bringer os helt op i superligaen'

Projektet vil give skolen nye udendørsområder, et nyt centralt indgangsparti samt en række nye undervisnings- og værkstedsfaciliteter.

- Med ’Techvillage’ skaber vi et signaturbyggeri - både for skolen og for erhvervsuddannelserne i Danmark. Byggeriet bringer os helt op i superligaen over studiemiljøer, og vi giver nye unikke muligheder til vores elever. Techcollege skal være et sted, hvor man er stolt af at gå, og det kan de nye bygninger bidrage til, siger Techcolleges bestyrelsesformand Jan O. Gregersen.

Den forberedende proces skydes i gang i nærmeste fremtid og byggeriet forventes at stå klar i sommeren 2030, oplyser Techcollege i pressemeddelelsen.


Kommune advarer mod tagrensing: Kan gøre boliger ubeboelige

Arkivfoto.

Aalborg Kommune har i år modtaget flere henvendelser end normalt omkring rensning af asbestholdige eternittage.

Selvom man med god intention vil rense sit tag for asbest, så kan det gøre mere skade end gavn.

I flere tilfælde har tagrensningen blandt andet forårsaget asbestforurening af hus og have og endda skader på taget.

Derfor opfordrer Aalborg Kommune i en pressemeddelelse til, at man overvejer det en ekstra gang, inden man får renset og malet sit tag.

I 2024 har kommunen set en stigning i antallet af henvendelser angående maling og rensning af asbestholdige eternittage.

Inden et eternittag males, skal det renses, og i flere af henvendelserne er tagrensningen ikke foregået korrekt, selvom grundejer har hyret en virksomhed til opgaven. Tagrensningerne har i flere tilfælde resulteret i en asbestforurenet grund, et skadet tag og indtrængning af asbestholdigt vand i boligen.

I de værste tilfælde har forureningen gjort ejendommene ubeboelige, indtil de er blevet renset op. 

- Derfor skal borgerne være påpasselige, når de vælger et firma til at male og rense deres tage, forklarer Jens Riise Dalgaard, miljøchef i Klima og Miljø i Aalborg Kommune. 

Hvad er asbest, og hvorfor er det farligt?

Asbest er et naturligt forekommende mineral, der tidligere blev brugt i byggematerialer på grund af dets styrke og varmebestandighed.

Det blev ofte anvendt i tagmaterialer af fibercement/eternit.

Asbest er sundhedsskadeligt og kan blandt andet give kræft i lungerne, hvis det indåndes.
Når asbestholdige materialer, som gamle tagplader, beskadiges eller fjernes uden korrekt sikkerhed, kan fibrene spredes og udgøre en sundhedsrisiko.

Kilde: Videnscenter Bolius

Altid en risiko

Ifølge Videnscenter Bolius findes der ingen uvildig dokumentation for, at tagrensning forlænger tagets levetid.

Når firmaer lover længere levetid på taget efter rensning og maling, bygger firmaerne det på deres egne erfaringer. Der findes til gengæld flere eksempler på, at tagrensning kan skade taget. 

Og det er også derfor, Jens Riise Dalgaard opfordrer til, at man overvejer det en ekstra gang, inden man får malet og renset taget.

- Der er altid en risiko, når man arbejder med asbest, og det kan være svært at være helt sikker på, at en tagrensning foregår forsvarligt, siger han. 

Hvad skal man være særligt opmærksom på?

Men står man og skal hyre et firma til at male og rense ens tag, der indeholder asbest, skal man først og fremmest sikre sig, at firmaet har dispensation fra Arbejdstilsynet til at udføre arbejdet.

For det er ulovligt at højtryksrense asbesttage, med mindre Arbejdstilsynet har givet dispensation til det. 

Desuden skal man være opmærksom på, at dem, der udfører arbejdet, er blevet undervist i det, og at de maskiner og materialer, der anvendes, er godkendt.

Og så er det også vigtigt, at det vand, der bruges, bliver opsamlet eller filtreres i et lukket og godkendt system, så der ikke ledes asbestholdigt vand til grunden eller i kloakken. 

Tagrensning både skal anmeldes til Arbejdstilsynet som asbestarbejde og til Aalborg Kommune som en midlertidig aktivitet mindst 14 dage før arbejdet går i gang.


Naturvejleder glad for udsigt til mere skov, men: - Jeg tror ikke, det er nok

10 procent af Danmarks samlede areal skal laves til skov og natur. En del af det bliver i Nordjylland.

De næste 20 år skal der plantes op mod én milliard flere træer i Danmark. Sådan lyder en del af planen i den grønne trepartsaftale, der nu er faldet på plads.

- Træerne er en slags lagerhotel for CO2 og en stor hjælp til at modvirke klimaændringer, siger naturvejleder Karin Winther fra Vesthimmerlands Kommune.

Jenle Plantager nord for Aars er ifølge naturvejlederen et pragteksemplar på dansk natur.

Et af de eksisterende 'lagerhoteller' er Jenle Plantage nord for Aars i Vesthimmerland. Plantagen er ifølge Karin Winther et pragteksemplar på noget af det, vi skal have mere af.

- Birketræer, nåletræer og noget, der kan forgå. Vi har brug for mere og vildere natur for at undstøtte levevilkårene for vores dyr og planter, siger hun.

Se hele indslaget her:

Flere mosser og svampe

Det er ikke bare træer, vi skal have flere af. I Jenle Plantage finder man også mosser og nedfaldne træer.

- De er også helt essentielle. For der kommer mange flere træer op, der hvor træerne tidligere er forgået. Vi skal også have flere svampe, fortæller Karin Winther.

Danmark skal have mere beskyttet natur

Med aftalen er der skabt de økonomiske rammer for følgende konkrete indsatser, der vil øge omfanget af beskyttet natur i Danmark:

- Permanent udtag af 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorder (inkl. randarealer), som kan blive til moser og enge.

- Etablering af 80.000 hektar privat urørt skov.

- Etablering af 20.000 hektar urørt statsskov.

- Der etableres i alt seks yderligere naturnationalparker, der skal åbne senest ved udgangen af 2030.

- Med de 15 allerede besluttede naturnationalparker etableres således i alt 21 naturnationalparker i Danmark.

- Der afsættes derudover i alt 50 mio. kr. i til udvidelse af de 15 besluttede naturnationalparker for at sikre mere og bedre vild natur og biodiversitet i Danmark.

Kilde: Ministeriet for Grøn Trepart

I aftalen om den grønne trepart fremgår det, at der skal plantes en milliard træer de næste tyve år. Er det nok?

- Jeg tror, det kommer til at gøre en forskel, når vi kommer i gang. Alle vil få kendskab til det, men jeg tror ikke, det er nok. Vi skal have meget mere, siger Karin Winther.


Sæsonens første sne er faldet: Se nordjydernes billeder

Foto: Ib William Christensen / TV2 Nord

Vi elsker, når I sender jeres billeder og videoer til os. Husk, at I altid kan sende dem til os på redaktion@tv2nord.dk.

Onsdag morgen vågnede flere nordjyder op til et smukt og eventyrligt vinterlandskab samt nogle snefyldte og glatte veje.

Det er primært i Vendsyssel, at man er blevet tildækket af sne, og TV2 Nords fotograf var onsdag morgen en tur forbi Sindal- og Bindslev-området, hvor snerydningen var godt i gang.

Video: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Derudover har flere af TV2 Nords brugere også delt deres smukke snebilleder med os.

Dem kan du se herunder:

Dybvad Foto: Privatfoto/Maria Nygaard
Tolne Foto: Privatfoto/ Stine Thrige Mølgaard
Fjerritslev Foto: Provatfoto/Ena Guglsang
Hørby Foto: Privatfoto/Dean Henriksen
Foto: Privatfoto/Laila Steensen Nielsen
Lørslev Foto: Privatfoto/Helene Espersen
Foto: Privatfoto/Henrik Bom

Er du nysgerrig på vejret i dag, kan du også spørge Solvej Vindblæs til råds herunder:

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Jesper ruster sig til en helt ny fremtid som landmand

Foto: Tobias Meier / TV MIDTVEST

Jesper Clausen og andre landmænd på Mors har taget forskud på kravene i den grønne trepartsaftale.

På det nordligste Mors i nærheden af Sejerslev har Jesper Clausen et landbrug med grise og en kyllingefarm.

Han har også en gravhøj på sin jord. Fra toppen af Lisbjerghøj er der en guddommelig udsigt over øen og vandet og over til Thy.

- Det er næsten det højeste punkt her i omegnen. Man kan faktisk se det meste af spidsen af øen herfra og også langt sydover, siger han.

Han har også udsigt til en af sine marker, der ligger lavt helt ned til Limfjorden. Det bliver sandsynligvis et stykke jord, han skal give slip på for at stoppe udledning af kvælstof til fjorden.

- Jeg forestiller mig, at det bliver mættet med vand, så man stopper CO2-fordampningen fra området. Samtidig bliver kvælstof lagret, inden det kommer ud i fjorden. Vi lodsejere har sagt ja til nogle undersøgelser for at finde ud af, hvad der er bedst for området. Det er stadig uvist, hvor stort et areal, der skal tages ud af drift, siger Jesper Clausen.

'Nemmere, hvis vi hjælpes ad'

Han er en af 12 landmænd på Mors, som nu i et år har forberedt sig på, at de skal stoppe med at dyrke nogle af deres marker. Og at de skal bytte jord med hinanden.

- Vi har nogle udfordringer, vi skal i mål med. Hvis vi hjælpes ad, er det rigtigt meget nemmere, end hvis hver skal svare sit, siger natur- og miljøchef Anna Worm fra rådgivningsselskabet Fjordland.

Både Fjordland og Morsø Kommune er med i det særlige landbrugsråd på Mors, hvor landmændene ruster sig til en ny fremtid med færre dyrkede landbrugsarealer.

Dermed har de allerede taget forskud på kravene i den grønne trepartsaftale, der blev offentliggjort mandag. Den betyder en gennemgribende grøn forandring af landbruget. Sårbare marker skal tages ud af drift. Udledningen af kvælstof skal begrænses kraftigt.

Mælkeproducenten Mette Iversen fra Skallerup er også med i landmandssamarbejdet. Hun oplever, at hun er blevet langt klogere på, hvorfor landbruget skal omstille sig. Og hun er optimistisk i forhold til, at det vil lykkes.

- Ja, jeg ser faktisk en vej ud af det her, siger hun.

Mors er et af de mest landbrugstætte områder i Danmark. 78 procent af jorden bliver dyrket. Men sådan bliver det ikke ved med at være.

- Der er ingen tvivl om, at det vil ændre sig. Hele vejen rundt langs kysten og i lavtliggende områder vil landbrugsjord blive taget ud af drift, siger Anna Worm fra Fjordland.