Kreativ klub: Floorball-træningen foregår på skærmen
Floorball-træningen i Frederikshavn Blackhawks bliver styret hjemmefra køkkenet hos træneren, der er udstyret med mobil, headset og tv-skærm. Via Teams er 81 børn med til virtuel træning.
Foreningslivet er ligesom meget andet i denne corona-krise under hårdt pres, da det siden før jul heller ikke har været muligt hverken at mødes eller træne sammen.
I floorball-klubben, Frederikshavn Blackhawks, gav den seneste og nuværende nedlukning grobund for at være kreative. Og kreativ det er træner Søren Vestergaard Frederiksen.
Udstyret med mobiltelefon, headset og en tv-skærm hjemme i køkkenet træner han klubbens U11 og U13 hold to gange om ugen.
- Det var de dystre forudsigelser, at alle ville stoppe med træningen og sporten på grund af nedlukningen, der gjorde, at vi måtte tænke i andre baner, siger Søren Vestergaard Frederiksen.
To gange om ugen kalder han de unge spillere sammen via Teams på tv-skærmen, og med sig har han sine tre døtre, der hjælper til.
- Vi viser, hvad de andre skal gøre, fortæller Sofia Frederiksen, der selv spiller i Frederikshavn Blackhawks.
Far Søren Vestergaard Frederiksen fortæller sine tre døtre hvilke øvelser, de skal vise for de øvrige floorball-spillere, mens han selv følger med.
- Jeg har også chatten slået til, så ud over at tale med spillerne, så kan jeg også skrive med dem, hvis der er noget, forklarer den kreative træner.
Og det altoverskyggende mål med den virtuelle træning er klar: Frederikshavn Blackhawks vil fastholde sine medlemmer og fortsat give dem mulighed for at have tilknytning til klubben.
- Vi ville holde børnene i gang – sådan en smule corona, det skal ikke stoppe os, siger Søren Vestergaard Frederiksen.
Indtil videre er det lykkedes at fastholde alle børnene i Blackhawks.