Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Frygter corona: Skoleklasser og lærer er sendt i isolation

Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen

7.y og en lærer på Privatskolen i Frederikshavn blev søndag formiddag sendt i isolation af skolens ledelse. En af forældrene i klassen er blevet smittet med COVID-19, og derfor skal eleven testes i morgen, mandag 15. juni. Arkivfoto

En 7. klasse og en 9. klasse samt en lærer fra Privatskolen i Frederikshavn er søndag sendt i isolation af skolens ledelse. En forældre til et barn i hver klasse er blevet smittet med COVID-19, og derfor skal begge elever testes i morgen.

- Så længe vi venter på svaret fra denne test, sender jeg alle elever i 7.y og en enkelt lærer hjem i isolation, så en eventuel smittekæde bliver bremset, oplyser skoleleder Flemming Horsfeldt til Kanal Frederikshavn.

Isolationen gælder fra søndag kl. 11.00. Det indebærer, at elever og lærer kun må være hjemme på egen matrikel - i huset eller lejligheden. Sportsgrene, fritidsjob, cykelture, hundeluftning med mere er indtil videre udelukket.

Isolationen kan ophæves, hvis det viser sig, at eleven ikke er smittet med COVID-19.

- Det drejer sig om at vise rettidig omhu. Vi har går ikke i panik og skyder gråspurve med kanoner, men gør det, som er nødvendigt. Vi fastholder vores strategi, når det gælder COVID-19, og det handler i høj grad om at holde afstand og god håndhygiejne, fastslår Flemming Horsfeldt, som er glad for, at han i situationer som denne har retningslinjer fra myndighederne at forholde sig til.

Når kun én lærer er sendt i isolation, hænger det sammen med, at netop denne lærer har haft eneundervisning med den pågældende elev i 7.y.

Den pågældende forælder har også et barn i 9. klasse, som havde sidste skoledag i fredags. Her var hele klassen - sammen med mange andre - i Fårup Sommerland. Selv om eleverne er sendt på sommerferie, er de stadig indskrevet på skolen, nu er de også blevet bedt om at gå i isolation - foreløbig indtil svaret på testene af eleven fra 7. klasse og eleven fra 9. klasse foreligger tirsdag eller onsdag i næste uge. 

Privatskolen i Frederikshavn har torsdag dimission for sine afgangselever i 9. og 10. klasse.

Flemming Horsfeldt oplyser til Kanal Frederikshavn, at skolen løbende orienterer forældre og elever om situationen på Skoleintra.

Forælderen, som er smittet med COVID-19, har ingen symptomer.


1000 dage med krig: Manden kæmper for Ukraine, mens Elena holder vejret

'Vi har svært ved at tro på, at tingene bliver, som de var engang,' siger hun.

Fem måneder.

Så længe nåede Elena Slobodianiuks mand at være Nordjylland, inden han tog tilbage for at kæmpe for Ukraine.

Det var en bombe, efterfølgende operationer, og genoptræning, der bandt ham til en seng, men nu er han tilbage i slagmarken.

- Det er forfærdeligt at tænke på det, der sker. Ukrainerne er titaner på slagmarken, men jeg har svært ved at forudse, hvordan det ender, fortæller hun.

Den ukrainske mor kom til Danmark ved krigens udbrud, og i dag tvivler hun ikke på, at det var den rigtige beslutning.

- Det er forfærdeligt at tænke på, hvad der stadig sker i Ukraine. Men her i landet frygter jeg ikke for hverken mit eller mine børns liv, siger Elena Slobodianiuks.

Tror ikke på en god løsning

Det er i dag mere end 1000 dage siden, at Rusland invaderede Ukraine. Og selvom Ukraine i starten fik presset Rusland tilbage, så er landet nu på tilbagetog.

- Mit hjerte er i Ukraine, så det er svært. Rusland har en fordel med både våben og antal, men jeg håber, at krigen ender med, at vi får landegrænserne fra 1991 tilbage, lyder det fra Elena Slobodianiuks.

I samme åndedrag siger hun, at det nok ikke er sandsynligt.

- Det må bare stoppe. Men det er svært for os ukrainere at tro på, tingene bliver, som de var engang. Putin er ikke en mand af sine ord, så jeg er ikke på, at der kan findes en løsning, mener hun.


Skole bygger om for 300 millioner efter kæmpe donation

Foto: Morten Pedholt / TV2 Nord

Ombygning skal gøre Techcollege til et endnu mere attraktivt uddannelsesvalg.

Techcollege i Aalborg står over for en kæmpe ombygning.

Takket være en donation på 108 millioner fra A. P. Møller Fonden og 200 millioner kroner fra erhvervsskolens egen kasse skal området på Øster Uttrup Vej i Aalborg, hvor uddannelsesinstitutionen har hjemme, forvandles til en moderne campus med bedre plads til sociale og faglige fællesskaber.

Det skriver Techcollege i en pressemeddelelse.

- Med den flotte donation fra A. P. Møller Fonden får eleverne optimale rammer til at dyrke både de faglige og sociale fællesskaber, og vi har store forventninger til, at det vil styrke skolens position som et attraktivt uddannelsesvalg, siger Søren Samuelsen, der er direktør for Techcollege.

Projektets arbejdstitel er 'Techvillage'. Titlen afspejler, hvordan det nye byggeri skal skabe nye muligheder for at bringe eleverne sammen i både store og små fællesskaber på tværs af de 11 forskellige erhvervsuddannelser, der findes på adressen. Idéen er at skabe et fællesskab, som i en landsby.

- Vi har brug for, at flere unge vælger en fremtid som faglærte, men det kræver, at vi tager de unges ønske om at være en del af et attraktivt studiemiljø alvorligt, og dette er et kæmpe skridt i den retning, siger Søren Samuelsen.

Om Techcollege

Techcollege blev grundlagt i 1805 og er i dag en af de største erhvervsskoler i Danmark og den største i Region Nordjylland.

Techcollege er placeret på seks forskellige adresser i Aalborg og Nørresundby, hvor cirka halvdelen af skolens samlede uddannelsesaktiviteter er placeret på Øster Uttrup Vej, mens de øvrige uddannelser er jævnt fordelt på de øvrige fem adresser.

Techcollege udbyder i alt 31 forskellige erhvervsuddannelser.

Mellem 6000 og 7000 elever har hvert år deres gang på Techcollege på Øster Uttrup Vej.

Kilde: Techcollege

'Bringer os helt op i superligaen'

Projektet vil give skolen nye udendørsområder, et nyt centralt indgangsparti samt en række nye undervisnings- og værkstedsfaciliteter.

- Med ’Techvillage’ skaber vi et signaturbyggeri - både for skolen og for erhvervsuddannelserne i Danmark. Byggeriet bringer os helt op i superligaen over studiemiljøer, og vi giver nye unikke muligheder til vores elever. Techcollege skal være et sted, hvor man er stolt af at gå, og det kan de nye bygninger bidrage til, siger Techcolleges bestyrelsesformand Jan O. Gregersen.

Den forberedende proces skydes i gang i nærmeste fremtid og byggeriet forventes at stå klar i sommeren 2030, oplyser Techcollege i pressemeddelelsen.

Foto: Morten Pedholt / TV2 Nord

Kommune advarer mod tagrensing: Kan gøre boliger ubeboelige

Arkivfoto.

Aalborg Kommune har i år modtaget flere henvendelser end normalt omkring rensning af asbestholdige eternittage.

Selvom man med god intention vil rense sit tag for asbest, så kan det gøre mere skade end gavn.

I flere tilfælde har tagrensningen blandt andet forårsaget asbestforurening af hus og have og endda skader på taget.

Derfor opfordrer Aalborg Kommune i en pressemeddelelse til, at man overvejer det en ekstra gang, inden man får renset og malet sit tag.

I 2024 har kommunen set en stigning i antallet af henvendelser angående maling og rensning af asbestholdige eternittage.

Inden et eternittag males, skal det renses, og i flere af henvendelserne er tagrensningen ikke foregået korrekt, selvom grundejer har hyret en virksomhed til opgaven. Tagrensningerne har i flere tilfælde resulteret i en asbestforurenet grund, et skadet tag og indtrængning af asbestholdigt vand i boligen.

I de værste tilfælde har forureningen gjort ejendommene ubeboelige, indtil de er blevet renset op. 

- Derfor skal borgerne være påpasselige, når de vælger et firma til at male og rense deres tage, forklarer Jens Riise Dalgaard, miljøchef i Klima og Miljø i Aalborg Kommune. 

Hvad er asbest, og hvorfor er det farligt?

Asbest er et naturligt forekommende mineral, der tidligere blev brugt i byggematerialer på grund af dets styrke og varmebestandighed.

Det blev ofte anvendt i tagmaterialer af fibercement/eternit.

Asbest er sundhedsskadeligt og kan blandt andet give kræft i lungerne, hvis det indåndes.
Når asbestholdige materialer, som gamle tagplader, beskadiges eller fjernes uden korrekt sikkerhed, kan fibrene spredes og udgøre en sundhedsrisiko.

Kilde: Videnscenter Bolius

Altid en risiko

Ifølge Videnscenter Bolius findes der ingen uvildig dokumentation for, at tagrensning forlænger tagets levetid.

Når firmaer lover længere levetid på taget efter rensning og maling, bygger firmaerne det på deres egne erfaringer. Der findes til gengæld flere eksempler på, at tagrensning kan skade taget. 

Og det er også derfor, Jens Riise Dalgaard opfordrer til, at man overvejer det en ekstra gang, inden man får malet og renset taget.

- Der er altid en risiko, når man arbejder med asbest, og det kan være svært at være helt sikker på, at en tagrensning foregår forsvarligt, siger han. 

Hvad skal man være særligt opmærksom på?

Men står man og skal hyre et firma til at male og rense ens tag, der indeholder asbest, skal man først og fremmest sikre sig, at firmaet har dispensation fra Arbejdstilsynet til at udføre arbejdet.

For det er ulovligt at højtryksrense asbesttage, med mindre Arbejdstilsynet har givet dispensation til det. 

Desuden skal man være opmærksom på, at dem, der udfører arbejdet, er blevet undervist i det, og at de maskiner og materialer, der anvendes, er godkendt.

Og så er det også vigtigt, at det vand, der bruges, bliver opsamlet eller filtreres i et lukket og godkendt system, så der ikke ledes asbestholdigt vand til grunden eller i kloakken. 

Tagrensning både skal anmeldes til Arbejdstilsynet som asbestarbejde og til Aalborg Kommune som en midlertidig aktivitet mindst 14 dage før arbejdet går i gang.


Naturvejleder glad for udsigt til mere skov, men: - Jeg tror ikke, det er nok

10 procent af Danmarks samlede areal skal laves til skov og natur. En del af det bliver i Nordjylland.

De næste 20 år skal der plantes op mod én milliard flere træer i Danmark. Sådan lyder en del af planen i den grønne trepartsaftale, der nu er faldet på plads.

- Træerne er en slags lagerhotel for CO2 og en stor hjælp til at modvirke klimaændringer, siger naturvejleder Karin Winther fra Vesthimmerlands Kommune.

Jenle Plantager nord for Aars er ifølge naturvejlederen et pragteksemplar på dansk natur.

Et af de eksisterende 'lagerhoteller' er Jenle Plantage nord for Aars i Vesthimmerland. Plantagen er ifølge Karin Winther et pragteksemplar på noget af det, vi skal have mere af.

- Birketræer, nåletræer og noget, der kan forgå. Vi har brug for mere og vildere natur for at undstøtte levevilkårene for vores dyr og planter, siger hun.

Se hele indslaget her:

Flere mosser og svampe

Det er ikke bare træer, vi skal have flere af. I Jenle Plantage finder man også mosser og nedfaldne træer.

- De er også helt essentielle. For der kommer mange flere træer op, der hvor træerne tidligere er forgået. Vi skal også have flere svampe, fortæller Karin Winther.

Danmark skal have mere beskyttet natur

Med aftalen er der skabt de økonomiske rammer for følgende konkrete indsatser, der vil øge omfanget af beskyttet natur i Danmark:

- Permanent udtag af 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorder (inkl. randarealer), som kan blive til moser og enge.

- Etablering af 80.000 hektar privat urørt skov.

- Etablering af 20.000 hektar urørt statsskov.

- Der etableres i alt seks yderligere naturnationalparker, der skal åbne senest ved udgangen af 2030.

- Med de 15 allerede besluttede naturnationalparker etableres således i alt 21 naturnationalparker i Danmark.

- Der afsættes derudover i alt 50 mio. kr. i til udvidelse af de 15 besluttede naturnationalparker for at sikre mere og bedre vild natur og biodiversitet i Danmark.

Kilde: Ministeriet for Grøn Trepart

I aftalen om den grønne trepart fremgår det, at der skal plantes en milliard træer de næste tyve år. Er det nok?

- Jeg tror, det kommer til at gøre en forskel, når vi kommer i gang. Alle vil få kendskab til det, men jeg tror ikke, det er nok. Vi skal have meget mere, siger Karin Winther.


Sæsonens første sne er faldet: Se nordjydernes billeder

Foto: Ib William Christensen / TV2 Nord

Vi elsker, når I sender jeres billeder og videoer til os. Husk, at I altid kan sende dem til os på redaktion@tv2nord.dk.

Onsdag morgen vågnede flere nordjyder op til et smukt og eventyrligt vinterlandskab samt nogle snefyldte og glatte veje.

Det er primært i Vendsyssel, at man er blevet tildækket af sne, og TV2 Nords fotograf var onsdag morgen en tur forbi Sindal- og Bindslev-området, hvor snerydningen var godt i gang.

Video: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Derudover har flere af TV2 Nords brugere også delt deres smukke snebilleder med os.

Dem kan du se herunder:

Dybvad Foto: Privatfoto/Maria Nygaard
På Nordjyllands internat nød internathundene også legetid i snee, selvom den var nået at smelte en del.
Tolne Foto: Privatfoto/ Stine Thrige Mølgaard
Fjerritslev Foto: Provatfoto/Ena Guglsang
Hørby Foto: Privatfoto/Dean Henriksen
Foto: Privatfoto/Laila Steensen Nielsen
Lørslev Foto: Privatfoto/Helene Espersen
Foto: Privatfoto/Henrik Bom

Er du nysgerrig på vejret i dag, kan du også spørge Solvej Vindblæs til råds herunder:

Vejret tre timer frem
Vejret senere