Coronasmitte i Hjørring: To klasser sendt hjem resten af skoleåret
Foto: Hans Christian Lauritsen
To elever fra to forskellige klasser på Lundergårdskolen i Hjørring er smittet med coronavirus.
To elever fra Lundergårdskolen i Hjørring er blevet smittet med coronavirus. Det er to søskende, der går i to forskellige klasser. Henholdsvis 2.a og 2.c på skolen.
Skoledistriktsleder Michael Harritslev fortæller, at man har kontaktet forældre i klasserne, og i øjeblikket er ved at sende eleverne fra klasserne hjem efterhånden som forældrene ankommer. Klasserne er sendt hjem resten af skoleåret. Det er i alt 43 elever.
- Vi blev orienteret omkring klokken 10, om at de to børn er smittet med coronavirus. Siden har vi kontaktet forældrene i de pågældende klasser og ringet rundt for at bede dem om, at hente deres børn, men der er ingen grund til panik, hvis man er på arbejde. Begge klasser er godt afskærmet og får undervisning ude. Der sidder en medarbejder i gul vest klar på parkeringspladsen til at tage imod forældre, fortæller han.
Forældrene bliver altså taget imod løbende.
Ifølge skoledistriktslederen tager både børnene og lærerne situationen roligt.
Troede vi var homesafe
Michael Harritslev er også skoledistriktsleder for Højene Skole i Hjørring, hvor der også i sidste uge var en elev, der var smittet med coronavirussen.
- Man når at tænke, om det kan udvikle sig til noget eksplosivet, og det var jeg lige kommet over. Jeg havde troet, at nu var vi homesafe. Så i dag bliver man da slået lidt tilbage. Det her er ikke ovre endnu, siger han.
Heldigvis er der en fast plan for, hvordan tingene skal gribes an, når man har et smittetilfælde på en skole. Der er hjælp at hente både fra Styrelsen for Patientsikkerhed samt fra Hjørring Kommunes kriseberedskab.
- Jeg føler mig tryg i at skulle navigere i det, siger Michael Harritslev.
Onsdag blev hele 12 klasser fra forskellige skoler i Frederikshavn Kommune sendt hjem.