Corona-udbrud spreder sig voldsomt på plejecenter
Foto: Sofie Bach / TV2 Nord
Før weekenden var fem ansatte og en beboer på plejecentret Vendelbocentret smittet med corona, søndag morgen er ni personer blandt personalet smittet, derudover er fem hjemsendte med symptomer, mens en beboer fortsat har corona og yderligere to beboere har nu symptomer på smitte.
Det går den gale vej på Vendelbocentret i Sindal, efter man onsdag konstaterede en ansat smittet med corona. Mindre end en uge senere er er plejecentret oppe på, at hele 14 ansatte enten er konstateret smittede eller har symptomer på smitte,mens nu tre beboere har corona eller symptomer på det.
- Det er stærkt bekymrende, siger Leif Serup, direktør for Sundheds-, Ældre-, og Handicapforvaltningen i Hjørring Kommune.
Han understreger, at kommunen såvel som plejecentret gør, hvad man kan for at inddæmme smitten, og alle værnemidler er taget i brug så som visir, handsker og kitler.
Der ud over er alle beboere nu afskærmet, beboere med smitte eller symptomer er isolerede, og plejecentret nu er lukket ned for besøg medmindre, der er tale om akut behov.
- Hvis man kan tale om en formildende omstændighed i det her, så er det, at der er tale om en afdeling, hvilket gør det lettere at afskærme, siger Leif Serup, direktør for Sundheds-, Ældre-, og Handicapforvaltningen i Hjørring Kommune.
Hjørring Kommune er i tæt kontakt med sundhedsmyndighederne, der er i gang med at få afdækket smittekæden for coronaudbruddet på plejecentret.
- Virus er ikke opstået på centret, det er kommet ude fra, og det er nu Styrelsen for Patientsikkerheds opgave at blive klogere på det, siger Leif Serup, som tilføjer, at man fra kommunens og Vendelbocentres side gør alt, hvad man kan for at holde corona-smitten under kontrol.
Det var en ansat på centret, der tirsdag aften blev konstateret smittet, onsdag blev alle testet, ligesom både ansatte og beboere igen fredag blev testet.
Der er endnu ikke kommet svar på alle prøver, hvilket betyder, at antallet af smittede i Sindal kan risikere at stige yderligere.