80-årig mand døde på hospital i Aalborg - smittet med corona
Foto: Bruno Stagsted
Manden indfandt sig på skadestuen i Aalborg
Manden døde på skadestuen på Aalborg Universitetshospital.
En 80-årig dansk mand er natten til torsdag død af hjertestop og siden testet positiv for covid-19.
Det oplyser Region Nordjylland til TV 2.
Region Nordjylland oplyser, at patienten i forvejen var hjertepatient, og at man derfor ikke kan konkludere, at manden er død af covid-19.
- Vi kan således ikke sige, at patienten dør af coronainfektion, og der er ikke lavet retslægeligt ligsyn i denne sag, da der er tale om en naturlig forklaring på dødsfaldet, skriver presseansvarlig Ninette Zacho Bradsted i en mail til TV 2.
- Vi ved, at en coronainfektion er hårdere for patienter med en underliggende hjertesygdom. Så det kan være medvirkende til dødsårsagen, men vi kan ikke sige, at det også gælder i det konkrete tilfælde, lyder det fra Gunnar Gislason, der er forskningschef i Hjerteforeningen, der understreger, at vi skal være ekstra påpasselige overfor patienter med hjerte-/karsygdomme.
Det er ifølge myndighederne meget vigtigt, at dødstilfældet ikke skaber nogen form for panik.
Man skal stadig forholde sig til de guidelines, som alle skal følge for at begrænse spredningen af virus.
Læs alle myndighedernes gode råd og henstillinger her: coronasmitte.dk