Berørt minkavler: - Det er mit livs mareridt
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
Der bliver stille på Kristian Frederiksens minkfarm efter næste uge. Til den tid er alle nordjydens mink aflivet.
Coronasmitte på Gjøl berører adskillige minkavlere i området. Èn af dem, der bliver hårdt ramt af smitten, er Kristian Frederiksen. Minkavlerens levebrød fjernes.
Det er på 10. år, at Kristian Frederiksen driver sin minkfarm på Gjøl. Fredag aften blev en skæbnesvanger dag i nordjydens liv, idet han modtog nyheden om, at en minkfarm på Gjøl var ramt af coronavirus.
Jammerbugt Kommunes 73 minkfarme har ellers indtil nu sluppet med skrækken, men fredag kom første udbrud af covid-19. Et udbrud der får enorme konsekvenser for Kristian Frederiksen.
- Det er mit livs mareridt. Det er dybt forfærdeligt at stå i det her.
Reglerne fra myndighederne lyder, at minkfarme, som ligger indenfor otte kilometer fra en smittet besætning, skal slåes ned, og det betyder, at Kristian Frederiksens i alt 22.000 mink skal aflives.
Lørdag eftermiddag kontaktede Fødevarestyrelsen Kristian Frederiksen for at få hjælp til at planlægge de kommende aflivninger, og disse kommer til at foregå hurtigt.
- Vi regner med at gå i gang onsdag morgen, og så skal vi være færdige søndag aften, og til den tid er der ikke flere levende mink på Gjøl, siger Kristian Frederiksen, der er formand for Gjøls Pelsdyravlerforening.
Tør ikke tænke på konsekvenser
Aflivningerne af alle dyrene betyder formentligt, at Kristian Frederiksen ikke har nogle mink i 2021, og af den grund får han ikke nogle produkter at sælge. De økonomiske og personlige konsekvenser tør han ikke tænke på.
- Jeg kan ikke overskue at tænke på, hvad det her får af betydning for mig. Jeg har et år uden dyr. Det er helt sikkert. Jeg mister mit levebrød, men vi får selvfølgelig noget kompensation. Vi kender dog ikke størrelsen på kompensationen. Og der er jo ingen, der siger, at vi får hjælp næste år, fordi der er også andre erhverv, der har brug for den, siger en berørt Kristian Frederiksen.
Ifølge minkavleren er uvisheden, og dét at alle beslutninger er i andres hænder, ikke sjovt at opleve.
- Det er noget, som vi har fået presset ned over hovedet af den øverste myndighed. Det, der er ubehageligt, er, at man mister sine dyr og sit levebrød på andres politiske beslutninger, siger Kristian Frederiksen, inden han kommer med sit bud på, hvordan minkbranchen ser ud fremadrettet.
- Jeg tror ikke, at erhvervet har en fremtid. Så længe der er coronavirus, så vi er tvunget til at pelse ned, siger han.
Op mod halvdelen af Jammerbugt Kommunes minkfarme ligger på Gjøl og omkring Gjøl.