Alle medarbejdere i Danish Crown skal have have målt temperatur
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Arkivfoto
Fra i morgen tidlig går Danish Crown i gang med at måle temperatur på alle medarbejdere, der møder ind på arbejde. Det nye tiltag kommer til at gælde på alle nordjyske afdelinger af Danish Crown.
Danish Crown har valgt at indføre temperaturmålinger af alle medarbejdere, når de møder ind på arbejde. Det gælder også slagterierne og de øvrige afdelinger af Danish Crown i Nordjylland.
- Vi kan nærmest ikke gøre for meget i bestræbelserne på at bryde smittekæderne og forhindre virussen i at komme ind på vores arbejdspladser. Derfor indfører vi nu temperaturkontrol kombineret med nogle få spørgsmål, hvis en medarbejder ligger lige på grænsen til at skulle sendes hjem, fortæller Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown Pork.
På slagteriet i Sæby forventer fabrikschefen, at man allerede kan gå i gang med temperaturmålingerne i morgen tidlig.
- Vi regner med at få nogen udefra til at stå for temperaturmålingerne til en start. I dag har vi informeret medarbejderne og holdt møder i afdelingerne, så de ved, hvad de bliver mødt af i morgen tidlig, siger Jesper Sørensen, fabrikschef ved Danish Crown i Sæby.
Fabrikschefen fortæller, at det har stor prioritet at få informeret medarbejderne om de nye tiltag, ligesom man løbende evaluerer tiltagende i forhold til sundhedsmyndighedernes retningslinjer på området.
- Der er ikke dårlig stemning, og det har ikke givet anledning til store diskussioner. Nogen synes, det er for meget, og nogen synes, det er for lidt, det vi gør. Det skal vi forholde os til. Dem skal vi kunne give nogle gode svar. Langt størstedelen er med på de ting, der bliver indført og kan se meningen med det, siger Jesper Sørensen.
Det nye tiltag kommer efter et smitteudbrud på slagteriet i Ringsted, hvor 79 medarbejdere nu er konstateret smittet med Covid-19.
På slagteriet i Sæby har man lige nu ikke nogen smittede med Covid-19. Alligevel bliver der indført temperaturmålinger.
- Det er helt naturligt. Vi er en del af en større organisation, og det påvirker også de øvrige slagterier og giver anledning til, at vi kigger på vores forholdsregler, om vi skal gøre noget mere, siger Jesper Sørensen.
Alle, der får målt en temperatur over 37,8 grader, bliver sendt hjem med en opfordring til at lade sig teste. Alle, der får målt en temperatur mellem 37 grader og 37,8 grader, bliver fortovsvisiteret, hvor de skal svare på nogle spørgsmål om deres nuværende helbredssituation, og er der de mindste indikationer på symptomer, bliver de sendt hjem med en opfordring til at lade sig teste.
- Vi har valgt at gå den her vej, da det kan hjælpe os til at finde enkelte medarbejdere, der er ved at blive syge. Samtidig vil det på daglig basis minde hver enkelt medarbejder om, hvor vigtigt det er at være opmærksom på symptomer og leve op til Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger for at undgå smittespredning, siger Per Laursen, produktionsdirektør i Danish Crown Pork.