Smittet museumsgæst lukker Vendsyssel Historiske Museum
Foto: Ib William Christensen
Mandag er museet i Hjørring lukket for gæster. Det sker, fordi en gæst, der besøgte museet søndag, nu er testet positiv for Covid-19.
En museumsgæst, der søndag besøgte Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring, er testet positiv for Covid-19, og det har betydet, at museet mandag holder lukket for gæster.
- Lige så snart, vi meldingen, så fik vi lukket museet og sendt gæsterne hjem, siger Anne Dorthe Holm, der er direktør for museet og fortsætter:
- Det er godt, folk er bevidste om at få alle orienteret.
Så snart museets gæster var blevet sendt hjem, gik personalet i gang med at gøre rent og spritte alle kontaktflader af - for eksempel toiletter, dørhåndtag og skærme i udstillingen, som gæster kan trykke på.
På den måde er museet igen klar til åbning i morgen klokken 11.00.
Direktøren for Vendsyssel Historiske Museum fortæller, at alle medarbejdere på museet, der potentielt har været i nærkontakt med den smittede gæst, er blevet bedt om at være opmærksomme på sygdomstegn, ligesom nogle af dem er blevet bedt om at lade sig teste for Covid-19.
Samtidig forsøger museet at komme i kontakt med folk, der har besøgt museet søndag via et opslag på facebook.
- Vi vil gerne opfordre de andre besøgende på museet i går til at være ekstra opmærksom de næste uger, da de potentielt kan være blevet smittet, skriver Vendsyssel Historiske Museum på sin facebookprofil.