Simon Kollerup om hjælp til følgeerhverv i minkbranchen: Vi arbejder på det
Foto: Katja Schlaiker.
Det er kun minkavlerne som lige nu får økonomisk hjælp fra staten, men ifølge erhvervsministeren arbejdes der på en hjælpepakke til minkbranchens underleverandører.
Op mod to millioner mink i Nordjylland skal aflives, og det påvirker ikke kun minkavlerne økonomisk. Også flere følgeerhverv til minkbranchen rammes hårdt, når landsdelens minkbesætninger slås ned.
Men som det er nu, er det kun minkavlerne, der kan modtage kompensation fra staten, og ikke branchens følgeerhverv. Det vil sige, at både pelsere, foderleverandører, autoværkstederne, som reparerer avlernes maskiner og virksomheder, der producerer udstyr og maskiner til minkavlernes farme, står efterladt tomhændet, mens de ser deres omsætning styrtdykke.
Men nu bliver der arbejdet på en hjælpepakke til netop minkbranchens følgeerhverv. Det fortæller erhvervsminister Simon Kollerup (S) til TV2 Nord.
- Jeg er meget opmærksom på, at hele pelsdyrindustrien, og dem der leverer til minkavlerne, er rigtig hårdt ramt af det, der sker lige nu. Som det er nu, er det kun minkavlerne, som kan få kompensation, men jeg vil bare bekræfte, at vi er i gang med at se på, hvordan og om følgeerhvervene også kan få, siger ministeren og fortsætter:
- Det skal selvfølgelig være noget, man må indenfor statsstøtteregler, og hvad der ellers er af barrierer, men jeg er i hvert fald stålsat på at finde en løsning, så vi kan hjælpe underleverandørerne til minkbranchen.
De her folk har jo brug for svar hurtigt, så der bliver kigget på sagen. Der bliver også kigget på det her i efterårsferien, så så hurtigt, det overhovedet kan lade sig gøre at melde ud, så vil vi selvfølgelig gøre det
- Simon Kollerup, erhvervsminister (S).
Ifølge erhvervsministeren er det altså kun, hvis der dukker en uventet regel eller lignede op, at følgeerhvervene ikke også får en kompensationsordning. Og spørger man, hvornår følgeerhvervene kan forvente at få svar, svarer ministeren, at det vil ske hurtigst muligt.
- De her folk har jo brug for svar hurtigt, så der bliver kigget på sagen. Der bliver også kigget på det her i efterårsferien, så så hurtigt, det overhovedet kan lade sig gøre at melde ud, så vil vi selvfølgelig gøre det, siger Simon Kollerup (S).