Arkivfoto fra et åbent hus-arrangement hos Kopenhagen Fur.
Plasmacytose, svingende priser, tyveri og miljøaktivister. Udfordringer har der været nok af som dansk minkavler igennem tiden. Men alligevel er denne krise helt anderledes og højst sandsynligt branchens endeligt - i hvert fald som vi kender den i dag.
Pelsdyravlsindustrien i Danmark er synonym med et enkelt dyr: Minken. Siden den kom til Danmark omkring 1930'erne fra Nordamerika er dens pels blevet til den helt centrale handelsvare i dansk pelsdyravl.
Nu står branchen overfor en eksistentiel krise. I onsdags i sidste uge meddelte statsminsiter Mette Frederiksen, at alle mink i Danmark skal aflives, da man havde fundet minkvariationer af coronavirus, der muligvis vil være modstanddygtig overfor en fremtidig vaccine. Med den udmelding mener mange avlere og folk fra branchen, at minkavl mere eller mindre er slut i Danmark.
Men minkavl har før været igennem forskellige kriser. Særligt har de sidste 25 år været præget af stor usikkerhed af forskellige årsager på det danske minkmarked. Her kommer der et indblik i nogle af de udfordringer, pelsdyravlere det seneste kvarte århundrede har stået overfor.
Dyreaktivister sætter mink fri i dyrevelfærdens tegn
I starten af 90'erne kom der mere fokus på miljøet og den måde mennesker påvirker den verden, vi lever i. Danmark fik som det første land i verden vedtaget en økologilov i 1987, og det velkendte øko-mærke så dagens lys i 1990. Derfor kom der også større fokus på dyrevelfærd, og her blev minkenes tilværelse kritiseret for at være direkte dyremishandling.
Der var også meget stor debat om, hvor moralsk rigtigt det er at avle dyr udelukkende for at benytte dyrenes pels.
Derfor valgte dyreaktivister at bryde ind på minkfarme landet over og sætte mink fri. Men mink er rovdyr, og når der på kort tid bliver sluppet tusindvis af mink fri i et meget lille område har det store konsekvenser for det lokale dyreliv - og faktisk også for minkende selv.
For når de domisticerede mink bliver sluppet fri tager deres naturlige instinkter over, og derfor angriber de hinanden. Derfor endte mange af de mink, der blev sluppet fri med i sidste ende at måtte lade livet.
Svingende priser skaber usikkerhed for avlerne
Et andet grundvilkår, der længe har eksisteret i den danske minkbranche, er, at priserne næsten aldrig er forudsigelige. Danmark eksporterer 99 procent af de minkskind, der bliver pelset, og derfor har priserne på det globale marked meget stor betydning for, hvor lukrativt det er at drive minkavl i Danmark. Og priserne har varieret rigtig meget bare de sidste 20 år.
Minkavlerne i Danmark havde deres absolutte storhedsstid fra 2011-2013. Her steg priserne på skind fra i gennemsnit at have kostet 203 kroner i 2009 til at koste 612 kroner i 2013, og det kunne i den grad mærkes hos de danske minkavlere.
Det var særligt en stigende efterspørgsel fra Kina, der skød priserne helt i vejret, men det var ikke et niveau, der kunne vare ved. For efter nogle år med meget store overskud i branchen vendte markedet næsten 180 grader. De skind, der var blevet solgt med stor profit havde fyldt lagrerne op i Kina, og efterspørgslen faldt drastisk de følgende år.
Siden 2016 har prisen ikke på et gennemsnitligt skind ikke været højere end 259 kroner, og sidste år lå den på blot 198 kroner. Og da et skind koster mellem 220-240 kroner at producere har det længe været svære tider økonomisk for danske minkavlere.
Tyveri af skind og hvalpe
Da de danske minkskind lå i høj kurs, opstod der et tilbagevendende problem på farmene rundt om i landet. Minkskindene blev pludseligt betragtet som gode tyvekoster, og en bølge af tyverier skyllede over branchen. Men det skulle hurtigt vise sig, at det ikke blot var skind, tyvene var efter.
På en farm i Nordjylland blev halvdelen af Leif Christensens minkhvalpe bestjålet mange år tilbage. Tabet af minkbesætningen blev i minkavlerens tilfælde omregnet kontant til et tab på mere end en halv million kroner.
Tilbage i 2012 blev de danske minkfarme ramt af en stribe tyverier. Det fik både Politi og Dansk Pelsdyravlerforening til at gå ind i sagen, og her var overbevisningen den samme; tyvene skulle findes blandt egne rækker. Dansk Pelsdyravlerforening var ude med meldingen om, at de foregående tyverier af henholdsvis skind og unger, var, grundet indgående kendskab til avlsdyr, kost og skindkvalitet, foretaget af folk der i forvejen beskæftigede sig med branchen.
I de efterfølgende år blev flere fanget og dømt for tyverierne, og efter 2013 kunne de danske avlere mærke et markant fald i antallet af tyverier på farmene.
Den mest frygtede sygdom - før coronaen ankom
Selvom der i denne tid er mere fokus end nogensinde før på mink og minkavleres helbred, så er det ikke første gang, at en sygdom har været skyld i, at hele produktioner ikke blev pelset. Corona er blevet den sygdom, minkavlere frygter mest, men før nogle af os anede noget om corona og covid-19, var det en helt anden sygdom, avlere frygtede i deres mink: Plasmacytose.
Plasmacytose er en helt anderledes sygdom end corona. Selvom den som corona spreder sig gennem spyt og dråber, har den et helt andet sygdomsforløb. Med tiden kan det ødelægge indre organer, og dermed forøge dødeligheden blandt mink, men dens umiddelbare største effekt på dyrerne er, at sygdommen også rammer den værdifulde pels. En smitte mink vil udvikle såkaldt "stikkelpels", med røde hår i en ellers ensartet hvid pels.
Derfor har man i mange år bekæmpet spredningen af plasmacytose på danske minkfarme. Og da der udbrød plasmacytose på minkfarme på Gjøl lige omkring årtusindskiftet, valgte man at aflive alle mink på halvøen. Der skulle gå to hele sæsoner, før der igen var minkavl på Gjøl.
En anderledes virkelighed i dag
Udfordringen med plasmacytose er nok den mest sammenlignlige med den nuværende coronaudfordringen. Og nogle vil måske mene, at det netop er et tegn på, at branchen godt kan overleve en pause på et par år. Men det er to meget forskellige situationer, de to forløb er en del af.
For selvom det er sandt, at der i to år ikke var minkavl på Gjøl (som har et af verdens højeste koncentrationer af minkavl i forhold til areal), så var hele infrastrukturen, der servicere branchen stadig i funktion.
Der var stadig de afgørende avlsdyr, på andre farme, som man kunne skaffe, efter man havde gjort sin farm ren. Der var stadig en fodercentral, der leverede foder til resten af branchen, og som ikke lukkede ned sammen med de berørte farme.
Og det er netop her, forløbet med plasmacytose adskiller sig fra den nuværende situation. For som det ser ud nu, vil der om få uger ikke være flere mink tilbage i Danmark. Det gælder også avlsdyrerne, som ellers er helt afgørende for, om minkbranchen har en fremtid i Danmark. Og den støttende infrastruktur i pelsdyrindustrien kan i sagens natur ikke forblive aktiv, når dens kundebase er blevet lukket ned.
Derfor er der ikke meget tvivl blandt de minkavlere, TV2 Nord, i løbet af den sidste uge har snakket med: Minkavlserhvervet er færdig i Danmark. I hvert fald som vi har kendt det frem til i dag.
