Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Far og søn afliver 36.000 raske mink: - Vi har intet andet valg

Foto: Sofie Bach / TV2 Nord

Hos Hørby Østergaard Mink i Hobro er de gået fri af corona. Alligevel er alle mink ved at blive aflivet. Nu vækker det forargelse på gården, at regeringens ordre om at aflive raske mink ikke er truffet på et lovmæssigt grundlag.

I 35 år har familien Vinther Kristensen haft mink på gården i Hørby lidt uden for Hobro. I dag tæller besætningen 36.000 mink. Eller rettere sagt, det gjorde den indtil i torsdags. Nu er 15.000 mink aflivet, og de sidste 21.000 skal aflives de kommende dage.

Ingen af minkene eller personalet har været smittet med coronavirus, og minkfarmen ligger ikke i nærheden af andre minkfarme med smitte. Men onsdag aften sad hele familien klar og så pressemødet, hvor regeringen meldte ud, at alle mink – også de raske – skal aflives.

- Mine børn sad og så med, og den ældste på 11 år sad og græd, da vi så pressemødet. Jeg skyndte mig at køre ud til gården, hvor mine forældre og søskende var, og det var samme nedtrykte stemning og røde øjne hele vejen rundt om bordet, siger sønnen Morten Vinther Kristensen.

Jeg kan godt mærke, at når der er et øjeblik til at tænke, så bliver jeg ked af det. Det er det hele, der forsvinder som dug for solen nu.

Morten Vinther Kristensen, minkavler, Hørby

Siden torsdag tidlig morgen har han været ved at aflive minkene sammen med familien og flere hjælpere. De seneste dage har de arbejdet fra 6 om morgenen til klokken 20 om aftenen, og de afliver cirka 3000 mink om dagen.

- Jeg kan godt mærke, at når der er et øjeblik til at tænke, så bliver jeg ked af det. Det er det hele, der forsvinder som dug for solen nu, siger Morten Vinther Kristensen.

Ingen lovhjemmel

Efter fem dages aflivninger kunne familien i dag, mandag, læse, at regeringen ikke har haft den tilstrækkelige lovhjemmel til at beordre raske mink aflivet. Det vækker vrede på Hørby Østergaard.

- Jeg synes, det er ufattelig svært at forholde sig til forløbet. At mennesker i folketinget kan træffe beslutninger, som de dybest set ikke har lov til at træffe. Hvordan skal vi andre opføre os, hvis de gør tingene som det passer dem. Hvis jeg engang skal fortælle historien til mine børnebørn, så vil de jo spørge, hvorfor skal vi opføre os ordentligt, når samfundet ikke gør?, siger minkavler Olav Vinther Kristensen, der er far til Morten Vinther Kristensen.

Artiklen fortsætter under videoen...

På Hørby Østergaard Mink er familien Vinther Kristensen begyndt at aflive deres 36.000 raske mink.

Det har været nogle udfordrende år for minkbranchen de seneste år, hvor prisen på skind er faldet drastisk. I løbet af 2020 har det dog set ud som om, prisen var på vej op, og derfor ærgrer det Olav Vinther Kristensen ekstra meget, at det er nu, han skal aflive dyrene:

- Jeg har knoklet røven ud af bukserne for at holde sammen på tingene, da det gik skidt, og vi så egentlig ud til at komme ud af det med et lille plus i år og et godt resultat næste år, og vi kunne se frem og gøre klar til at køre tingene videre til næste generation, men det kan vi så ikke nu, siger han.

- Det er dødubehageligt

Familien har fået lov til at pelse dyrene, fordi ingen af dyrene har været smittede. Men de kan ikke pelse dem alle, fordi aflivningen skal gå så stærkt. Derfor når de kun at pelse cirka halvdelen, mens den anden halvdel bliver lagt på frys, så de måske kan pelses på et andet tidspunkt.

Lige nu er det vigtigste for familien at nå at aflive alle dyr inden den 16. november, så de kan få tempobonussen. Det er en bonus, der bliver givet til alle minkavlere, der har fået alle dyr aflivet inden den 16. november. Bonussen er på 20 kroner per mink, og det vil betyde cirka 700.000 kroner hos Hørby Østergaard Mink.

- Vi kører dobbelt tempo, og vi har hyret ekstra folk ind, og familie er også stødt til for at bakke op og hjælpe med det, de kan. Ellers har vi ikke mulighed for at nå det. Vi bliver nødt til at fryse dyr inde for at have kapacitet til dem alle. Det er i mine øjne et umenneskeligt pres, vi bliver udsat for her, siger Morten Vinther Kristensen.

Region Nordjylland og de berørte kommuner tilbyder krisehjælp til de ramte minkavlere, og det regner Morten Vinther Kristensen med, at der er mange minkavlere, der vil få brug for:

- Jeg kan sagtens forstå, at der er nogen, der får brug for krisepsykologer. Så langt er vi heldigvis ikke endnu, men det er dødubehageligt det her, at man bliver bedt om at fjerne det, man har gået og arbejdet med hele sit liv. Man fjerner grundlaget, og man efterlader folk uden en forklaring på, hvordan man kommer videre derfra, siger han.


Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling. Kom med indenfor i videoen herover.


40 år gammelt centers fremtid hænger i en meget tynd tråd

Forstanderen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at det ikke lykkedes de lokale folkevalgte at få centret med på finansloven.

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

- Nu skal bestyrelsen ind over og beslutte, hvad der skal ske, men det vil som minimum betyde en meget, meget kraftig beskæring. Uden tilskud til driften er der ikke grundlag for at have ansatte, og alle 12 er nu sagt op med udgangen af december, siger forstander Jane Kruse.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Folkecentret har den seneste tid forsøgt at overtale Folketingets partier til at bevare støtten, og Jane Kruse udtrykker stor skuffelse over, at det ikke er lykkedes de lokale folkevalgte at sikre den fortsatte drift.

- Det vil få store konsekvenser for de mange små og mellemstore virksomheder, som vi hjælper med at udvikle produkter og teste energiløsninger. Vi er også i kontakt med og hjælper mange borgere, og så det rammer det også de udenlandske ingeniørstuderende, der kommer hos os, siger Jane Kruse.

Håber, der kan findes en løsning

Folkecentret blev grundlagt i 1983 med et mål om at sætte grønne energiformer på dagsordenen. I begyndelsen handlede det meget om at udvikling af vindenergi, men siden har centret også beskæftiget sig med elbiler, biogas og solceller.

- Nu skal vi samles på mandag og se, hvordan vi kan afslutte de projekter, som vi har ansvaret for, på den bedst mulige måde.

Er der ingen muligheder for, at I kan fortsætte?

- Jeg håber meget, at der kan findes en løsning. Vi vil prøve at tage kontakt til SF og Radikale Venstre for at høre om mulighederne. Jeg kan forstå, at der skal afsættes store summer til grøn forskning, og måske kan vi komme i betragtning der, siger Jane Kruse.


Nordjysk virksomhed i front: Får første certifikat i Europa

Lige nu er Grøn Brint den eneste virksomhed, der har fået uddelt bæredygtigheds-certifikatet. Men andre er på vej.

Jens Peter Lunden har altid været foregangsmand i sit erhverv. I 1989 købte han sit første landbrug, og siden har han gjort mange tiltag for miljø og bæredygtighed.

Han er også hovedmanden bag Gårestrup EnergiØ, hvor der både ligger grisestald, biogasanlæg og vindmøllepark. Jens Peter Lundens virksomhed Grøn Brint, som også har Norwegian Hydrogen i ryggen, er også en del af energiparken.

Og det er den virksomhed der i onsdags fik den første bæredygtighedscertificering af sin slags i Europa - og muligvis i hele verden.

- Det er noget, vi har arbejdet på længe, og vi er rigtig glade for at få den, så vi kan komme i gang med at producere nogle produkter til det marked, vi er på vej ind i, siger Jens Peter Lunden.

Se indslaget her:

Adgang til tysk marked

Certificeringen er givet til Grøn Brint i forbindelse med deres arbejde med et bæredygtigt brændstof. I 2023 blev der sammen med Norwegian Hydrogen investeret i brintproduktion, som gennem biogasproduktionen i sidste ende er med til at indfange CO2 og lave metan, hvor energien er bundet i et grønt brændstof.

Og certificeringen har været nødvendig, for ellers kan brændstoffet ikke afsættes.

- Det giver adgang til de markeder, hvor man kan sælge, og certificeringen er den godkendelse, der siger, at vi har en grøn værdi at sælge, siger Jens Peter Lunden.

Lige nu er Grøn Brint den eneste europæiske virksomhed, der har certificeringen. Men forventningen er, at andre virksomheder er lige på trapperne med også at få en. Og så er næste skridt at komme ud over rampen fra Gårestrup.

- Vores eksportland er Tyskland, og de regner med at kunne tage imod fra 1. januar, og så er vi klar til business, siger Jens Peter Lunden.

Økonomi- og kvalitetschef Rasmus Hedegaard Bang viser certifikatet frem.

'Du' så lort': Skoleelever viser hadbeskeder frem

6.A med en række beskeder fra de sociale medier.

Skoleelever lærer at passe på sig selv på de sociale medier.

'Fuck I er klamme' og 'luder' er bare nogle af de udtryk, som børn og unge kan støde på på de sociale medier.

Derfor har Vesthimmerlands Kommune i denne uge sat fokus på børn, unge og sociale medier med kampagnen '#værtjekketpånettet'.

- Vi forsøger at lære børn og deres forældre, hvordan man begår sig bedst på de sociale medier, forklarer SSP-ungeteammedarbejder Tina Frost Petersen, mens hun er i gang med at styre en konkurrence for elever på Gedsted Skole.

SSP-ungeteamet er på besøg med deres kampagnemateriale, der skal få eleverne til at sætte ord på de oplevelser, de har på nettet. Mange unge bruger de sociale medier hver eneste dag, og for mange er det den vigtigste sociale kommunikation.

Tina Frost Petersen mener, at udelukkelse af fællesskaber er det hyppigste problem blandt unge.

- Det, vi oftest oplever som et problem, er udelukkelse. Altså at en ung holdes udenfor et fællesskab på de sociale medier. De er jo online 24-7, så de opdager meget let, hvis der foregår noget i en gruppe, og de ikke får lov til at deltage, forklarer Tina Frost Petersen.

Se indslaget her:

Kender til hadbeskeder

Den problematik kender eleverne fra 6.A på Aars Skole godt. De deltager i #værtjekketpånettets videokonkurrence, og mens de filmer en video om hadbeskeder, har de alligevel tid til at fortælle om deres egne oplevelser:

- Det er for eksempel, hvis der er nogen, som holdes uden for en Snapchat-gruppe, forklarer Andreas Stiller Jonasen, der er elev i 6. klasse, og han bakkes op af klassekammeraten Dicte Klitgaard Nielsen:

- Hvis man nu spiller et onlinespil med nogle andre, som man ikke kender, og de så pludseligt begynder at skrive grimme ting til en, 'du' så lort' og den slags. Det tror jeg alle i klassen har oplevet, forklarer hun.

SSP-ungeteamet på besøg på Gedsted skole

Begge elever fortæller, at det har været rart at have undervisning med fokus på onlinetilstedeværelse - også selvom Dictes forældre ikke har ladet hende oprette sociale profiler endnu.

- Her kunne jeg jo godt sige, at de var nogle dumme forældre, men jeg ved godt, at de gør det for at passe på mig, siger hun.


Lukning af fabrik løser udfordring hos konkurrent

Foto: Outline Vinduer

Fire medarbejdere er indtil videre skiftet fra den ene dørproducent i området til den anden.

I slutningen af august blev det meldt ud, at den dørproducent Jeld-Wen til nytår lukker sin fabrik i Løgstør efter 43 år. Det drager vindues- og dørfirmaet Outline Vinduer i Farsø nu nytte af.

De har nemlig indtil videre overtaget fire af de cirka 150 medarbejdere hos Jeld-Wen, som står til at miste deres job som følge af fabrikslukningen. Det fortæller Outline Vinduer i en pressemeddelelse.

- Jeld-Wen har været meget proaktive i forhold til at hjælpe folk videre, og det er virkelig glædeligt at se, når virksomheder gør en indsats som denne for at afhjælpe en ellers trist situation med produktionslukning. Vi har via deres jobmatch også været i kontakt med mange flere potentielle nye medarbejdere, som vi godt kunne være klar til at ansætte, så snart højsæsonen begynder igen, siger fabrikschef i Outline Vinduer, Michael Hejlesen.

Svære at finde

Gitte Jensen fra Vilsted er en af de medarbejdere, der er skiftet til den konkurrerende vindues- og dørproducent. Hun var i lære som maskinsnedker hos Jeld-Wen og får nu mulighed for at fortsætte sin uddannelse hos Outline Vinduer.

- Det var selvfølgelig en rigtig ærgerlig nyhed, da vi fik at vide, at vi ikke længere kunne arbejde ved Jeld-Wen, som ellers har været en god arbejds- og læreplads. Men virksomheden gør heldigvis meget for at få folk i job, og jeg er selv utrolig glad for at være kommet så hurtigt videre, siger hun og fortsætter:

- Jeg bor med min mand og tre børn, og derfor havde jeg heller ikke råd til at være arbejdsløs - og jeg nåede da også at overveje, om jeg kunne risikere at skulle droppe ud af uddannelsen. Heldigvis har Outline været meget fleksible i forhold til at finde en god løsning, siger Gitte Jensen.

Outline Vinduers fabrikschef glæder sig - trods de ærgerlige omstændigheder - over, at han har fået to maskinsnedkerlærlinge mere i produktionen.

- Vi oplever til tider, at vi skal kæmpe en del for at få maskinsnedkere og maskinsnedkerlærlinge, og det er vigtige kompetencer for os at have i huset. Derfor glæder vi os også meget over, at vi nu - udover de to lærlinge, vi allerede har - kan tilføje to mere til produktionen. De er allerede kommet rigtig godt fra start, siger Michael Hejlesen.