Daka bekræfter: Levende mink sendes til afbrænding
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Efter kritik af håndteringen af masseaflivningerne kan Daka fortælle, at der i flere tilfælde er fundet levende mink på vej til forbrændingsanlægget, og aflivningskasserne dermed ikke altid slår samtlige mink ned.
Søndag aften gik en video af en forfejlet minkaflivning viralt.
I videoen kunne man se, hvordan en enkelt mink havde overlevet gassen i aflivningskassen, og nu lå, levende og vrikkende, blandt de resterende døde mink. Mændene, der stod for udførelsen af nedslaget, forsøgte forgæves at få presset lågen til aflivningskassen i.
Veterinærchef i VeterinærNord i Fødevarestyrelsen Flemming Kure Marker oplyser til TV2 Nord, at der i den pågældende video var sket en fejl med aflivningskassen. Han tilføjer, at der ved samtlige aflivninger skal indberettes, hvis der er sket en fejl, og at det pågældende tilfælde i videoen var det eneste identificerede fejltilfælde.
Se indslag med video af den fejlslagne aflivning nederst i artiklen.
Daka, der står for afhentningen af de døde mink, kan nu bekræfte, at den pågældende episode ikke er den eneste gang, en aflivning er gået galt.
- Vi har i flere tilfælde observeret levende mink, der er blevet sendt til afbrænding, oplyser marketings- og PR-ansvarlig ved Daka Søren Mohr Jensen til TV2 Nord.
Fødevarestyrelsens ansvar
Der havde i noget tid været stille fra Fødevareministeriets side af, og mange afventede en reaktion på den kritik, der havde floreret i forbindelse med coronasmitte i mink.
Det er Fødevarestyrelsen ansvar at sørge for, at aflivningerne sker med så få fejl som muligt
Flemming Kure Marker, veterinærchef i VeterinærNord i Fødevarestyrelsen
Mandag eftermiddag meldte Nordjyllands Politi og Fødevarestyrelsen ud, at de samme dag ville afholde en pressebriefing, som ville omhandle den nuværende COVID-19 situation i Nordjyllands Politikreds samt minksituationen i Nordjylland.
På mødet deltog Flemming Kure Marker blandt andre.
- Det er Fødevarestyrelsen ansvar at sørge for, at aflivningerne sker med så få fejl som muligt. De sidste episoder der har været den seneste tid, er dybt beklageligt, det er gået stærkt. Vi ser, at det hårde arbejde bærer frugt, trods bump på vejen, siger Flemming Kure Marker.
Vi har mænd med salonrifler til at stå klar til at skyde de levende mink
Søren Mohr Jensen, marketings- og PR-ansvarlig ved Daka
Hurtig på aftrækkeren
Allerede efter første gang en levende mink blev fundet på forbrændingsanlægget, valgte man i Daka at tage sine forbehold. Der blev indsat mænd med jagttegn til at stå ved containerne klar til at skyde levende mink med salonrifler, hvis det endnu engang skulle ske, at en aflivning var gået galt, fortæller Søren Mohr Jensen.
Efter regeringens pressemøde onsdag 4. november, hvor det blev offentliggjort, at alle mink i Danmark skulle slås ned, har Fødevarestyrelsen og de danske minkavlere haft travlt med aflivningerne.
For at effektivisere processen yderligere og sikre en hurtig aflivning landet over har regeringen udsendt en kontant turbobonus som incitament.
Daka, der henholdsvis står for afhentning og afbrændingen af de døde minkbesætninger, har derfor i den seneste tid haft travlt – meget travlt. I første omgang stod de udelukkende selv for brændingerne på deres anlæg i Randers, men måtte hurtigt erkende, at deres egen kapacitet langt fra var tilstrækkelig, oplyser Søren Mohr Jensen.
Blandt andre blev AVV i Hjørring og Reno-Nord i Aalborg bedt om af hjælpe til med afbrændingen af de masseaflivede mink.
Hverken AVV eller Reno-Nord har fundet levende mink blandt besætningerne.