Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Regeringen under kritik: Kunne ikke beordre mink-nedslagtninger

Foto: Brian Langballe Kristiansen

- Regeringen hader ganske enkelt, når der er tid til, at Folketinget kan tage ordentlig stilling, lyder et kritikpunkt fra de konservative.

Regeringen havde ikke tilstrækkelig lovhjemmel for at kræve nedslagtning af samtlige danske mink.

Sådan lyder kritikken fra flere profiler i oppositionen.

Det drejer sig ifølge Alex Vanopslagh, der er politisk leder for Liberal Alliance, om, at mink, der lever udenfor områder med smitte, ikke bør slås ned. Det skriver han på Facebook.

- Alligevel har regeringen truet alle minkavlere med, at de skal slå deres egne dyr ihjel inden d. 16. november - så de fleste minkavlere er ved at aflive alle deres dyr. Fordi de tror, at myndighederne slår minkene ihjel ellers.

- Men regeringens trussel er tom - den har slet ikke hjemmel til det. Det glemmer regeringen bare i sin magtfuldkommenhed, skriver han.

Derfor har Fødevare- og Miljøministeriet fremsat et lovforslag, der skal hastebehandles tirsdag. Det viser en orientering om lovforslaget.

- Aflivningen er indtil videre sket med hjemmel i Lov om Hold af Dyr, der giver hjemmel til at aflive dyr i forbindelse med sygdomsudbrud på ramte farme, og i en sikkerhedszone omkring ramte farme. Men der skal skabes hjemmel til at aflive uden for sikkerhedszonerne, står der i orienteringen fra ministeriet.

Liberal Alliance vil dog ikke bakke op om endnu en hastelov, "der skal give regeringen for vide beføjelser". Den politiske leder afslutter sit Facebook-opslag med at lange ud efter regeringen:

- Den her gang kan regeringen ikke slippe udenom. Der er sket det fantastiske for folkestyret - men frygtelige for regeringen - at den faktisk er nødt til at involvere og inddrage Folketinget i det videre arbejde.

Konservative kommer også med kritik

Også det konservative folketingsmedlem Rasmus Jarlov kritiserer regeringen. Det var nemlig mere en opfordring til, at avlerne skulle slå deres mink ihjel, og ikke en ordre, udtaler han til Berlingske.

- Det er opsigtsvækkende, for vi har alle siddet med et indtryk af, at regeringen havde beordret, at dyrene skulle slås ned i hele landet. Nu viser det sig, at det faktisk er op til Folketinget, siger Rasmus Jarlov til avisen.

Tage Pedersen, bestyrelsesformanden for Kopenhagen Fur, udtrykker også undren over for TV 2.

- Det virker jo lidt specielt, at loven ikke er på plads for det, de laver. Man plejer jo at have tingene på plads, inden man kaster sig ud i det, siger han og tilføjer:

- Det eneste vi fik at vide var, at hvis ikke minavlerne selv gør det, så gør regeringen det.

DF: På tide for Folketinget at sige stop

Rasmus Jarlov beskylder regeringen for ikke at inddrage Folketinget.

Det skriver han på sin Twitter-profil.

- Regeringen hader ganske simpelt, når der er tid til, at Folketinget kan tage ordentligt stilling, lyder det fra den konservative politiker.

Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti, er enig med Rasmus Jarlov i, at andre partier ikke er blevet delagtiggjort i beslutningen om afviklingen af danske mink. Han skriver på Twitter søndag aften, at det er ”tiden for Folketinget at sige stop!”

- Tingene skal håndteres anderledes - flere skal involveres i beslutningerne og familier, der rammes af indgreb, skal behandles ordentligt, lyder det fra DF-formanden.

Enhedslisten: Uansvarligt ikke at bakke op

Byrådmedlem i Aalborg og tidligere folketingsmedlem Per Clausen går i rette med de partier, der kritiserer regeringen for minkhåndteringen i landet.

Det gør han på Twitter.

- Vi ved, at COVID 19 muterer i mink på grund af den tætte koncentration af dyr. Vi ved, at dette kan undergrave vaccinens effektivitet. Alligevel er der partier, som vil vente og se. Ansvarligt - næppe, skriver han.

Frygt for, at vacciner ikke vil virke

Nedslagtningen sker, da man frygter, at den såkaldte cluster 5-mutation af coronavirus kan sprede sig, og de vacciner, der nu er under udvikling, derfor ikke vil virke. Det meldte regeringen ud på et pressemøde onsdag.

Man har nemlig fundet netop den mutation hos 12 coronasmittede mennesker i Nordjylland. Derfor har myndighederne igangsat omfattende coronatest af nordjyder henover de næste dage.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) forklarer regeringens handlinger over for TV 2 ved at pege på, at der "i denne alvorlige situation skal handles hurtigt".

- Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud. Regeringen har skrevet rundt til de enkelte minkfarmere med en opfordring til at påbegynde aflivninger, og parallelt hermed arbejdet på at tilvejebringe det nødvendige lovgrundlag til om nødvendigt at påbyde dette - herunder også så minkavlerne kan få den nødvendige kompensation.

- Det er der nu dialog med ordførere og partier om, og derfor er et nyt lovforslag under udarbejdelse, skriver han i en skriftlig kommentar.


Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling. Kom med indenfor i videoen herover.


40 år gammelt centers fremtid hænger i en meget tynd tråd

Forstanderen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at det ikke lykkedes de lokale folkevalgte at få centret med på finansloven.

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

- Nu skal bestyrelsen ind over og beslutte, hvad der skal ske, men det vil som minimum betyde en meget, meget kraftig beskæring. Uden tilskud til driften er der ikke grundlag for at have ansatte, og alle 12 er nu sagt op med udgangen af december, siger forstander Jane Kruse.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Folkecentret har den seneste tid forsøgt at overtale Folketingets partier til at bevare støtten, og Jane Kruse udtrykker stor skuffelse over, at det ikke er lykkedes de lokale folkevalgte at sikre den fortsatte drift.

- Det vil få store konsekvenser for de mange små og mellemstore virksomheder, som vi hjælper med at udvikle produkter og teste energiløsninger. Vi er også i kontakt med og hjælper mange borgere, og så det rammer det også de udenlandske ingeniørstuderende, der kommer hos os, siger Jane Kruse.

Håber, der kan findes en løsning

Folkecentret blev grundlagt i 1983 med et mål om at sætte grønne energiformer på dagsordenen. I begyndelsen handlede det meget om at udvikling af vindenergi, men siden har centret også beskæftiget sig med elbiler, biogas og solceller.

- Nu skal vi samles på mandag og se, hvordan vi kan afslutte de projekter, som vi har ansvaret for, på den bedst mulige måde.

Er der ingen muligheder for, at I kan fortsætte?

- Jeg håber meget, at der kan findes en løsning. Vi vil prøve at tage kontakt til SF og Radikale Venstre for at høre om mulighederne. Jeg kan forstå, at der skal afsættes store summer til grøn forskning, og måske kan vi komme i betragtning der, siger Jane Kruse.


Nordjysk virksomhed i front: Får første certifikat i Europa

Lige nu er Grøn Brint den eneste virksomhed, der har fået uddelt bæredygtigheds-certifikatet. Men andre er på vej.

Jens Peter Lunden har altid været foregangsmand i sit erhverv. I 1989 købte han sit første landbrug, og siden har han gjort mange tiltag for miljø og bæredygtighed.

Han er også hovedmanden bag Gårestrup EnergiØ, hvor der både ligger grisestald, biogasanlæg og vindmøllepark. Jens Peter Lundens virksomhed Grøn Brint, som også har Norwegian Hydrogen i ryggen, er også en del af energiparken.

Og det er den virksomhed der i onsdags fik den første bæredygtighedscertificering af sin slags i Europa - og muligvis i hele verden.

- Det er noget, vi har arbejdet på længe, og vi er rigtig glade for at få den, så vi kan komme i gang med at producere nogle produkter til det marked, vi er på vej ind i, siger Jens Peter Lunden.

Se indslaget her:

Adgang til tysk marked

Certificeringen er givet til Grøn Brint i forbindelse med deres arbejde med et bæredygtigt brændstof. I 2023 blev der sammen med Norwegian Hydrogen investeret i brintproduktion, som gennem biogasproduktionen i sidste ende er med til at indfange CO2 og lave metan, hvor energien er bundet i et grønt brændstof.

Og certificeringen har været nødvendig, for ellers kan brændstoffet ikke afsættes.

- Det giver adgang til de markeder, hvor man kan sælge, og certificeringen er den godkendelse, der siger, at vi har en grøn værdi at sælge, siger Jens Peter Lunden.

Lige nu er Grøn Brint den eneste europæiske virksomhed, der har certificeringen. Men forventningen er, at andre virksomheder er lige på trapperne med også at få en. Og så er næste skridt at komme ud over rampen fra Gårestrup.

- Vores eksportland er Tyskland, og de regner med at kunne tage imod fra 1. januar, og så er vi klar til business, siger Jens Peter Lunden.

Økonomi- og kvalitetschef Rasmus Hedegaard Bang viser certifikatet frem.

'Du' så lort': Skoleelever viser hadbeskeder frem

6.A med en række beskeder fra de sociale medier.

Skoleelever lærer at passe på sig selv på de sociale medier.

'Fuck I er klamme' og 'luder' er bare nogle af de udtryk, som børn og unge kan støde på på de sociale medier.

Derfor har Vesthimmerlands Kommune i denne uge sat fokus på børn, unge og sociale medier med kampagnen '#værtjekketpånettet'.

- Vi forsøger at lære børn og deres forældre, hvordan man begår sig bedst på de sociale medier, forklarer SSP-ungeteammedarbejder Tina Frost Petersen, mens hun er i gang med at styre en konkurrence for elever på Gedsted Skole.

SSP-ungeteamet er på besøg med deres kampagnemateriale, der skal få eleverne til at sætte ord på de oplevelser, de har på nettet. Mange unge bruger de sociale medier hver eneste dag, og for mange er det den vigtigste sociale kommunikation.

Tina Frost Petersen mener, at udelukkelse af fællesskaber er det hyppigste problem blandt unge.

- Det, vi oftest oplever som et problem, er udelukkelse. Altså at en ung holdes udenfor et fællesskab på de sociale medier. De er jo online 24-7, så de opdager meget let, hvis der foregår noget i en gruppe, og de ikke får lov til at deltage, forklarer Tina Frost Petersen.

Se indslaget her:

Kender til hadbeskeder

Den problematik kender eleverne fra 6.A på Aars Skole godt. De deltager i #værtjekketpånettets videokonkurrence, og mens de filmer en video om hadbeskeder, har de alligevel tid til at fortælle om deres egne oplevelser:

- Det er for eksempel, hvis der er nogen, som holdes uden for en Snapchat-gruppe, forklarer Andreas Stiller Jonasen, der er elev i 6. klasse, og han bakkes op af klassekammeraten Dicte Klitgaard Nielsen:

- Hvis man nu spiller et onlinespil med nogle andre, som man ikke kender, og de så pludseligt begynder at skrive grimme ting til en, 'du' så lort' og den slags. Det tror jeg alle i klassen har oplevet, forklarer hun.

SSP-ungeteamet på besøg på Gedsted skole

Begge elever fortæller, at det har været rart at have undervisning med fokus på onlinetilstedeværelse - også selvom Dictes forældre ikke har ladet hende oprette sociale profiler endnu.

- Her kunne jeg jo godt sige, at de var nogle dumme forældre, men jeg ved godt, at de gør det for at passe på mig, siger hun.


Lukning af fabrik løser udfordring hos konkurrent

Foto: Outline Vinduer

Fire medarbejdere er indtil videre skiftet fra den ene dørproducent i området til den anden.

I slutningen af august blev det meldt ud, at den dørproducent Jeld-Wen til nytår lukker sin fabrik i Løgstør efter 43 år. Det drager vindues- og dørfirmaet Outline Vinduer i Farsø nu nytte af.

De har nemlig indtil videre overtaget fire af de cirka 150 medarbejdere hos Jeld-Wen, som står til at miste deres job som følge af fabrikslukningen. Det fortæller Outline Vinduer i en pressemeddelelse.

- Jeld-Wen har været meget proaktive i forhold til at hjælpe folk videre, og det er virkelig glædeligt at se, når virksomheder gør en indsats som denne for at afhjælpe en ellers trist situation med produktionslukning. Vi har via deres jobmatch også været i kontakt med mange flere potentielle nye medarbejdere, som vi godt kunne være klar til at ansætte, så snart højsæsonen begynder igen, siger fabrikschef i Outline Vinduer, Michael Hejlesen.

Svære at finde

Gitte Jensen fra Vilsted er en af de medarbejdere, der er skiftet til den konkurrerende vindues- og dørproducent. Hun var i lære som maskinsnedker hos Jeld-Wen og får nu mulighed for at fortsætte sin uddannelse hos Outline Vinduer.

- Det var selvfølgelig en rigtig ærgerlig nyhed, da vi fik at vide, at vi ikke længere kunne arbejde ved Jeld-Wen, som ellers har været en god arbejds- og læreplads. Men virksomheden gør heldigvis meget for at få folk i job, og jeg er selv utrolig glad for at være kommet så hurtigt videre, siger hun og fortsætter:

- Jeg bor med min mand og tre børn, og derfor havde jeg heller ikke råd til at være arbejdsløs - og jeg nåede da også at overveje, om jeg kunne risikere at skulle droppe ud af uddannelsen. Heldigvis har Outline været meget fleksible i forhold til at finde en god løsning, siger Gitte Jensen.

Outline Vinduers fabrikschef glæder sig - trods de ærgerlige omstændigheder - over, at han har fået to maskinsnedkerlærlinge mere i produktionen.

- Vi oplever til tider, at vi skal kæmpe en del for at få maskinsnedkere og maskinsnedkerlærlinge, og det er vigtige kompetencer for os at have i huset. Derfor glæder vi os også meget over, at vi nu - udover de to lærlinge, vi allerede har - kan tilføje to mere til produktionen. De er allerede kommet rigtig godt fra start, siger Michael Hejlesen.