På trods af manglende tilskud: Flere penge til børn og ældre i Brønderslev Kommune
- Vi har desværre mistet en pulje på 10 millioner til vanskeligt økonomisk stillet kommuner. Det er vi ret kede af, for det kunne have givet lidt mere fløde, og det er vi lidt ærgerlige over, siger borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard (Venstre).
Selvom der både er blevet penge til børn og ældre i Brønderslev Kommunes budget for 2020, så er borgmester Mikael Klitgaard (Venstre) utilfreds med dette års statslige tilskud.
Det er ikke alt, der er blevet penge til i Brønderslev Kommune.
Kommunens budgettet for næste år er netop kommet på plads, men på bundlinjen manglede der penge i forhold til, hvad man havde regnet med.
- Vi har desværre mistet en pulje på 10 millioner til vanskeligt økonomisk stillet kommuner. Det er vi ret kede af, for det kunne have givet lidt mere fløde, og det er vi lidt ærgerlige over, siger borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard (Venstre).
Brønderslev Kommune har i år fået 16 millioner kroner fra puljen til vanskeligt stillede kommuner, hvilket er tre millioner kroner mere end sidste år, men modsat sidste år har kommunen ikke fået nogen penge fra puljen til vanskeligt økonomisk stillede kommuner – og det giver sidste ende udfordringer.
- Der har ikke været plads til udvidelse af normeringer hverken på ældreområdet, skoleområdet eller børneområdet, og det er jo noget af det, som vi gerne vil alle sammen, siger Mikael Klitgaard (Venstre).
40 millioner fra kommunekassen
For at få budgettet til at gå op har Brønderslev Kommune været nødsaget til at tage 40 millioner fra kommunekassen, som nu er gået fra at have en beholdning på cirka 200 millioner kroner til at have en beholdning på cirka 160 millioner kroner.
- Det frustrerer mig, og det frustrerer mig også, at vi må tage af kassebeholdningen. Det kan vi leve med i et stykke tid, men ikke ret længe, og det er jo træls at tænke ud i fremtiden, at der bliver problemer, siger Mikael Klitgaard (Venstre).
Penge til børn og ældre
Generelt er Mikael Klitgaard tilfreds med budgettet for 2020. Budgettet er blevet underskrevet af et samlet byråd, der er nået til enighed om flere penge til skoler og ældre. Blandt andet er der afsat 14 millioner kroner til at gøre skolerne tidssvarende med faglokaler. Derudover er der afsat penge til en ny børnehave i Hjallerup.
Både ældreområdet og social- og sundhedsområdet får tilført penge til at dække driftsomkostningerne. Knap otte millioner kroner bliver afsat til ældreområdet, mens social- og sundhedsområdet får afsat i nærheden af 16 millioner kroner.
- Vi løser opgaven, men vi gør det på et lidt lavere niveau, og vi skal nok klare os. Men det var altså dejligt, at vi til vores borgere kunne få en lidt bedre service, siger Mikael Klitgaard (V).
Statsligt tilskud varierer fra år til år
Det varierer år for år, hvor mange penge kommunerne får fra statens puljer som puljen for vanskeligt stillede kommuner og vanskeligt økonomisk stillede kommuner. I år har Brønderslev Kommune fået cirka 16 millioner kroner i tilskud, mens det sidste år var i nærheden af 25 millioner kroner.
I kan vel ikke altid regne med at få de her penge fra staten. Er det ikke jeres opgave at sørge for, at budgettet stadig hænger sammen?
- Det lover jeg dig, at vi gør, men det er klart sværere, når der er færre penge, og der er klart flere byrådsmedlemmer, der siger ”jamen hør, der mangler noget”. Vi får tingene til at hænge sammen, og nu bruger vi lidt af kassen i nogle år, og så må vi finde ud af, hvordan det hænger sammen derefter, svarer Mikael Klitgaard (Venstre).
Selvom budgettet hænger sammen i år, så er løsningen ikke holdbar, mener Mikael Klitgaard.
- Nu vil jeg først og fremmest påvirke politikerne til at lave en udligningsreform. Men det kan man måske ikke nå til næste år, og derfor er jeg nødt til at være skarp – også på KL-møder – når vi mødes med vores folketingsmedlemmer og få sagt, at vi skal have mere af den pulje, siger borgmesteren.